Tablets på talerstolen

(Artikel fra 2011)
Tilbage i 1998 skrev jeg artiklen ”Computer og internet som hjælpemiddel for teologien”.
Det var 3 år efter internettet som vi kender det var blevet ”opfundet”.
Artiklen blev trykt i Dansk Bibel-Instituts blad, ”Nemalah”, og gav eksempler på, hvordan computeren og især internettet kunne hjælpe i den teologiske forskning og i prædikenforberedelsen.

Vi skriver nu 2011. Altså 13 år senere.
Computer og internet er stadig fantastiske hjælpemidler. Og de digitale medier er smeltet sammen, sådan at kommunikation, tekstbehandling, video, osv., foregår på tværs af platforme som computer, apps til mobiltelefoner, Facebook, YouTube, osv.

Jeg har selv arbejdet meget med disse ting i årenes løb, og har senest lavet et studiemateriale for konfirmander, hvor fysisk hæfte, hjemmeside og app til mobiltelefon hænger sammen.
I denne artikel vil jeg forholde mig til tidens nyeste og mest interessante arbejdsredskab, nemlig tablets.
Når jeg primært forholder mig til de såkaldte ”iPad”, er det naturligvis fordi det er en sådan, jeg valgte at investere i.

En ”tablet” er ikke en computer. Den har i udgangspunktet ikke noget tastatur. En tablet minder mere om en forstørret mobiltelefon med berøringsfølsom skærm (også kendt som ”smartphones med touchscreen”).
På en tablet foregår input via den trykfølsomme skærm. Den mest kendte tablet er iPad. Forskellen på en (bærbar) computer og en tablet er også, at på en tablet er fokus på ”output”. Det er det som skærmen viser og producerer, der er vigtigt.
Af samme grund er tastatur til tablets et ekstraudstyr, netop fordi fokus er på ”output” og ikke på ”input”. Tablets er desuden gode spillemaskiner, fordi man med en tablet i hånden – og den teknologi der gør, at bevægelser registreres – får en anderledes spilleoplevelse, fx når man spiller bilspil og med tablet’en mellem hænderne bruger den som et rat.

En tablet er, hvad man gør den til. Det er ikke forud defineret, hvilke opgaver den kan løse. Derfor er der også vidt forskellige årsager til, at folk beslutter at anskaffe fx en iPad.
For nogle er en iPad en perfekt ebogs-læser, dvs. til at sidde med og læse bøger. For nogle er en iPad deres digitale kalender. For nogle er en iPad perfekt til at bruge ved møder, til at skrive notater (v.h.a. en pen på skærmen).
For mit eget vedkommende var det muligheden for at bruge en tablet, når jeg underviser (fx konfirmander), når jeg prædiker (til gudstjenester og møder) og til at tage notater. Undervisning og forkyndelse med en iPad Den iPad2, jeg har købt, er med wifi (trådløst internet) og 64 GB harddisk. De mange gigibyte bliver hurtigt brugt af installerede programmer, billeder, video, osv.
På mine computere har jeg i forvejen installeret ”dropbox”, det smarte program som gør, at de ting, jeg gemmer i dropboxen, er opdaterede på de andre computere og kan hentes ned fra nettet fra en hvilken som helst computer. (www.dropbox.com) På iPad’en har jeg også installeret Dropbox.
Jeg har således adgang til mine computerfiler – herunder prædikener – på min iPad.
Det betyder dog ikke, at filerne så også ligger på selve iPad’en. Det gør de først, hvis jeg markerer en stjerne ud for de filer, jeg ønsker iPad’en skal downloade og bevare på sin harddisk.

Når jeg skal undervise eller prædike, bruger jeg programmet GoodReader. Dette program samarbejder med Dropbox, sådan at jeg i GoodReader kan åbne dropboxen og hente mine prædikener.
Det smarte ved GoodReader er desuden dels, at programmet kan gemme og bevare prædikenerne og de øvrige filer, og dels, at programmet tillader at man putter dokumenterne ind i bestemte kategorier.
GoodReader bruger jeg således som mit prædiken-opbevarings-program, mit prædiken-oversigts-program og mit prædikenpapir, dvs. som erstatning for udprintede prædikener og noter. Man kan naturligvis også både se og oprette mindmaps på en iPad. Fx med programmet MindJet for iPad. Man kan også se – men ikke oprette – de såkaldte ”prezier”, fra prezi.com.
Når først prædikenerne og undervisningsdokumenterne ligger kategoriserede i GoodReader, er det ingen sag at bruge iPad’en som erstatning for printede papirer. Man åbner blot GoodReader, finder prædikenen eller undervisningen, og så vises det på skærmen. Har man gemt sin prædiken i PDF-format, kan GoodReader ”bladre” i siderne. Har man ikke gemt sin prædiken i PDF, men fx blot i Word-format, så ”scroller” man, med fingeren, ned igennem manuskriptet.
Jeg har ikke helt besluttet endnu, om jeg foretrækker det ene eller det andet. Når jeg underviser konfirmander, ”scroller” jeg igennem mit manuskript.
Når jeg prædiker, fx i kirken eller missionshuset, så sørger jeg for at jeg har gemt min prædiken i PDF-format og dermed kan ”bladre” med fingrene på skærmen.

Et fif vedrørende skrifttypestørrelse: Gem dokumenterne på iPad’en med størrelse 14 i skrifttype, så fremstår de bedst på skærmen.

Vedrørende GoodReader vil jeg også nævne, at programmet gør det muligt at lave noter i dine pdf-filer. Man kan åbne en prædiken i programmet og fx i sidste øjeblik med fingeren eller en ”pen” markere særlige sætninger, lave noter i margenen, osv.
Det er naturligvis også muligt at installere bibler og teologiske hjælpeprogrammer på iPad’en. I skrivende stund fås på dansk kun Bibelen på hverdagsdansk og den ældgamle 1871-udgave. På et tidspunkt får Bibelselskabet forhåbentlig lavet en app med 92-oversættelsen, både til iPad og smartphones.

En tablet, uanset om det er en iPad eller andre modeller, er i sig selv ikke specielt tung. Men de begynder hurtigt at føles tunge, når man har stået med dem nogle minutter.
Derudover er det en god ide at købe et cover, et hylster, så det ikke virker åbenlyst, at man står med en skærm foran sig, når man prædiker. Jeg har købt et cover som får iPad’en til at ligne en læderindbundet bog. Derudover har jeg skruet ned for skærmens lysstyrke, så der ikke står et ”helligt lysskærm” fra skærmen og op i mit ansigt. Desuden sørger jeg for, at skærmens ”sluk-selv” mekanisme er slået fra, så skærmen ikke bliver sort midt i en prædiken: En iPad har et særdeles stærkt batteri, så der er ikke fare for, at den pludselig går død midt i en gudstjeneste eller et møde.

Allerede nu, hvor det kun er 1½ år siden, den første iPad kom på markedet, findes der gode programmer til prædikanter, præster osv.
Ud over GoodReader og lignende programmer til at læse dokumenter/prædike fra (fx Notify), har mange af de store, amerikanske kirker og prædikanter laver programmer/apps, som gør det muligt at se, høre og læse aktuelle og arkiverede prædikener. Eksempelvis John MacArthur og app’en ”Grace To You”.
Der er også udgivet en del apps til bibellæsning. Den mest kendte er den gratis YouVersion, som indeholder Bibelen på hverdagsdansk samt en lang række ’devotionals’ og mulighed for at skrive notater til de enkelte bibelvers. Ud over YouVersion er der også Olive Tree’s Bible Reader, hvor man bl.a. gratis kan downloade kommentarer til Bibelens bøger, samt Logos Bible Software.

SKREVET 2011