Det vigtigste i forkyndelsen

Artikel fra Psehizo, januar 2014
Hvad mener du er det allervigtigste i forkyndelsen – både som den, der forkynder, og som tilhører?
Mange vil mene, at det vigtigste er, at fremførelsen er klar og tydelig, at forkynderen har forbindelse til menigheden, og at forkyndelsen er klart grundfæstet i Bibelens ord.
Alle disse ting er vigtige, selv om de hver især er åbne for fortolkning.

Som forkynder, og som en der ofte sidder og lytter til andres forkyndelse, er der en bestemt ting, jeg lærte som ganske ung, og som jeg stadig i dag vender tilbage til:

Fokuser mere på, hvad Gud har gjort, og mindre på, hvad vi bør gøre.

Det er vigtigt, og det er det af følgende grunde:

1: For det første er det vigtigt, fordi det er, hvad jeg har brug for at høre.
Vi lever i en verden hvor mange gerne vil fortælle os, hvad vi ”burde” gøre, enten eksplicit eller implicit.
Det sker ofte eksplicit i megen kristen forkyndelse: Jeg burde bede mere, jeg burde læse mere i Bibelen, fortælle mere om Jesus, osv.
Men det sker også i nyhederne – og inden for videnskab, sundhed og blandt livsstilguruer: Jeg burde spise et æble hver dag, dyrke mere motion, tabe mig.
Det kan simpelthen føre til angst at høre om alle de ting, vi burde gøre.

Med al den snak om ”burde” og om ”pligter”, har jeg først og fremmest brug for at høre et NÅDENS ord: Dette er, hvad Gud har gjort, og hvad han kan gøre igen.
Og hvis jeg selv har brug for at høre det fra de forkyndere, jeg lytter til, så har jeg også brug for at forkynde det selv, til dem, der lytter til mig.

2: For det andet er det også, hvad Bibelen selv gør.
Bibelen er først og fremmest historien om Guds handlen for og på vegne af sit folk.
Der er naturligvis masser af andre historier i Biblen også – om menneskers succes, fejltrin, osv.
Men deres handlinger sker altid som respons på Guds handling. Og Guds handlinger kommer altid før menneskers, både kronologisk og teologisk:

Gud kalder verden til live, Gud kalder Abraham, Gud kalder Moses til at lede sit folk, Gud giver loven, Gud giver sit ord til profeterne.
Uanset hvilke personer der er med i de historiske dramaer, så er den primære handlende altid Gud.
Det betyder, at når vi forkynder ud fra Bibelen, så er spørgsmålet ikke ”hvad gjorde menneskene i denne beretning?”, men i stedet ”hvad gjorde Gud her? Hvad gjorde han dengang, og hvad kan han derfor gøre i dag?”.
Gud er de bibelske beretninger subjekt, og hvis vi i vores forkyndelse ikke fokuserer på, hvad Gud har gjort, så læser vi ikke teksterne rigtigt.

3: For det tredje er dette en lakmustest, som afslører, om jeg har det godt med og om jeg evner at forkyndelse evangeliet om Guds nåde!
Et evangelium ér kun et evangelium, hvis det fortæller historien om, hvad Gud har GJORT for os.
Det er vigtigt, at vi skelner mellem at forkynde antropocentrisk og teocentrisk.
Når vi spørger efter, hvad formålet er med den bibelske kanon, med Bibelen som sådan, så er svaret: Den bibelske kanon fortæller os om Gud – ikke som en abstrakt ting, men Gud i relation med sit skaberværk og sit folk, Guds handlen i verden, Guds kommende rige.
De individuelle forfattere, som har skrevet Bibelens bøger, var først og fremmest fokuserede på Guds handlen ind i verdenshistoriske begivenheder – ikke begivenhederne i sig selv.

Tag fx beretningen om Jesu fødsel, om Josef og Marias lange vej til Betlehem og videre til Egypten, osv. Det er let at forfalde til at ville fokusere på historiens personer, og trække en morale ud af dem:
Vi bør være stærke og modige som Josef; vi bør ikke være som Herodes, osv.
Men dermed fjerner vi fokus fra historiens centrale figur: Gud.
Gud er den, der åbenbarer sig og drager mennesker. Gud er den, der taler og vejleder. Gud er trofast og Gud opfylder sine løfter. Og Gud tager verdens magtstrukturer og vender dem på hovedet, efter sit forgodtbefindende.

Det er beretningen om, hvad Gud har gjort og hvad han vil gøre igen, som vi virkelig har brug for at høre.

Ian Paul
Psehizo