Prædikenkrise

Prædiken, jeg vil tale med dig! Nutidens mennesker er helt afhængige af samtalen. Her møder de op med deres liv. Her kan de meddele deres uro og usikkerhed. Men kan det lade sig gøre i den kristne prædiken? Kan prædikenen være ægte samtale? Selvfølgelig kan den det. Vi har masser af eksempler på det i NT. Spørgsmålet er snarere: Er vi villige til at løbe en risiko i samtalen for evangeliets skyld?” (Jørn Henrik Olsen).

Allerede fra ca. 1960 tales der om prædikenkrise. Denne krise skyldes dels pluralismen og marginaliseringen af kirken til det ”private rum” – men også en mæthed over den ”gamle”, tekst-fikserede trepunkts-prædikenform: Som en reaktion på over 300 år med denne type sprog, har billedkulturen valgt at forlade et teknisk, specifikt sprog, til fordel for en mere omtrentlig, mere følelsesbetonet tilgang til kommunikation.

Fra omkring 1980 dukker historiefortællingen op, som en løsning på prædikenkrisen. Hvorfor? Jeg tror forklaringen er ganske enkel: (1) Vor tids audiovisuelle mediers primære kommunikationsform ér historiefortælling, og (2) måden at forkynde på formes af hver tids kommunikationsform. Dvs. den ”oprindelige” måde mennesker samtalede på, delte erfaringer med hinanden og viderebragte slægternes historie får en renæssance i og med medierne. Og derfor er det helt naturligt, at kirken også begynder at inkorporere denne kommunikationsform, fordi kirken er en del af kulturen, og fordi det er sandt, at det er en katastrofe, når man forsøger at forkynde det uforanderlige budskab med uforanderlige udtryk, former og betoninger.

Hvad er der da galt med mange kirkers og menigheders ”traditionelle” måde at kommunikere? Eller: Hvad gør vi galt, når nu det er vores ønske at nå mennesker der hvor de er? Et af svarene lyder: De traditionelle/”klassiske” kommunikative elementer peger i dag ikke på tilstande i vores kultur, men peger tilbage på den kultur, hvori de blev skabt. De blokerer for kommunikationen, fordi de, i stedet for at pege væk fra den kultur hvori de blev skabt, blot peger på sig selv.


Forkyndelse i en postmoderne multimediekultur
Multisanselig: Postmoderne mennesker kommunikerer via flere kanaler – audiovisuelt (hvad du hører og ser) og kinæstetisk (hvad du føler og rører).
Deltagende: Aktivt involvere folk. Se efter, spørg efter og forvent deltagelse.
Interaktiv: Lad folkene interagere med dig og/eller med hinanden.
Relationel: Relateret til mennesker, deres familier, deres venner og deres fællesskaber. Vis en del af dig selv.
Relevant: Relateret til menneskers overbevisninger og erfaringer.
Opvækkende: Må vække folks interesse.
Åndelig rejse: Hjælpe mennesker i deres åndelige rejse. Gør det let at forstå og relatere til, men ikke så let at det synes for elementært eller tiltænkt umodne mennesker. Forkyndelsen skal være udfordrende både intellektuelt, åndeligt, følelsesmæssigt, socialt, osv.
Billeder: Mennesker tænker i billeder. Brug verbale og visuelle billeder.
Dynamisk og lidenskabelig: Jo større tilhørergruppen, jo mere dynamisk må du udtrykke dit budskab.
Metaforer: Brug verbale symboler.
Ikoner: Brug visuelle symboler.

Interaktiv forkyndelse

1: Den interaktive forkyndelse er lære- og erfaringsfokuseret, dvs. koncentrerer sig om hvad den enkelte lærer og erfarer, mere om udfaldet end om metoden. Den interaktive forkyndelse fokuserer på resultater, på vækst i forståelse og modenhed, på at skabe forbindelse til menighedsmedlemmernes livssituationer og dagligliv (applikation).

2: Den interaktive forkyndelse er ”flerstemmig”, dvs. ikke domineret af én persons stemme. Dens udgangspunkt er, at der er mange ressourcer i menigheden som vil muliggøre at Guds Ord bliver hørt med langt større kraft og klarhed. Den interaktive forkyndelse tror Peters udsagn på pinsedag, at Helligånden er udgydt over alle mennesker, så unge og gamle, mænd og kvinder kan profetere for Guds folk.

3: Den interaktive forkyndelse er åben, forberedt på at efterlade løse ender, forberedt på at løbe den risiko det måtte være at give mennesker rum til at tænke, til at reflektere, til at udforske, til at spørge hvordan den bibelske undervisning kan overføres på deres konkrete situation. Interaktiv forkyndelse er en fælles læreproces. Den tilbyder ressourcer snarere end regler, ser discipellivet som en rejse snarere end et fastlåst stadie, stiller spørgsmål snarere end uddeler svar.

4: Den interaktive forkyndelse er baseret på dialog, giver plads for spørgsmål, udfordringer, ideer og udforskning.

Jesus og hans disciple talte ordet, og det blev hørt af mennesker i en mundtlig kultur. Reformatorerne skrev ordet, og det blev i de efterfølgende århundreder læst af mennesker i en skriftkultur. I dag lever vi i en multimediekultur, hvor mennesker kan se, høre og opleve ordet i handling”.

Carsten Riis Jensen (uddrag af artiklen "Mere end tusind ord", fra 2004, bragt i Avisen Udfordringen).