Følelserne alene

I anledning af det forestående reformationsjubilæum i 2017, hvor det fejres og mindes at munken Martin Luther slog sine 95 teser op, samles i disse dage en gruppe af landets evangelikale forfattere, talere og præster.
Samlingens formål er endeligt at få nedskrevet og bekræftet den nye doktrin, 'Følelserne alene.'

Luther-kendere og andre protestantiske feinschmekere vil vide, at en række doktriner, kaldet 'de 5 solaer', er blandt de fundamentale teologiske principper, som enten direkte tilskrives Luther eller er opstået i kølvandet på reformationen.
'Sola' er det latinske ord for 'alene', og de 5 solaer lyder:
Skriften alene
Troen alene
Nåden alene
Kristus alene
Til Guds ære alene

Den første, 'Skriften alene', fortæller at Bibelen er enhver kristens ultimative og troværdige autoritet.
De to næste 'Troen alene' og 'Nåden alene', fortæller at vi udelukkende frelses ved tro, af Guds nåde.
Den fjerde, 'Kristus alene', fortæller at Gud har åbenbaret sig for os i Jesus Kristus, og at det alene er Jesus der kan frelse os og alene gennem Jesus, vi kan lære Gud at kende.
Den femte, 'Til Guds ære alene', fortæller at al ære tilhører Gud alene. Det centrale motiv for frelsen er ikke at gøre menneskers liv bedre, men at give Gud ære.

Men som udtryk for den tid, vi nu lever i, og for at få nedfældet på skrift hvad moderne, progressive evangelikale nu mener, er et sjette doktrin blevet til.
Doktrinen 'Følelserne alene' fortæller, at det er en persons følelser der er den ultimative autoritet for teologisk lære og liv.

Det er lykkedes at smugle en foreløbig kladde ud fra det møde, der i disse dage afholdes. Her lyder teksten:

"Hele Guds råd, og alt hvad der har med menneskers frelse, tro og liv at gøre, udtrykkes enten gennem vore følelser eller udledes af vore følelser; hertil kan intet føjes, hverken af Bibelen, kirkehistorien eller teologer."

En af de progressive evangelikale kirkeledere, som deltager i samlingen, har overfor verdenspressen opsummeret den nye doktrin på følgende måde:
"Doktrinen 'Følelserne alene' betyder, at al åndelig sandhed kun bliver sand når den er blevet filtreret igennem og accepteret af vore følelser. De ting, der giver os en dårlig følelse, er forkerte. De ting, der giver os glade følelser, er sande, rigtige og gode."
Og han tilføjer: "Det er i hvert fald hvad vi føler her og nu."

Blandt øvrige kirkeledere i landet har den nye doktrin fået et kærligt og velment tilnavn, nemlig 'Følelsernes ufejlbarlighed'.
Som det for nylig blev udtalt i anden sammenhæng: Katolikkerne har deres ufejlbarlige pave; vi har vores følelser.