Det skal du ikke sige i din påskeprædiken

Artikel fra magasinet ChristianityToday, april 2014.
Hvis dit ønske er, at menigheden skal se påsken for hvad den er, så begynd med at udelade disse velkendte ting fra din prædiken:

1: Lad være med at sige, at Jesus døde, da han var 33 år gammel.
Den mest udbredte holdning er, at hvis Jesus ”begyndte sit virke” da han ”var omkring 30 år" (Luk 3,23), og hvis hans virke varede 3 år, så var han 33 år gammel, da han døde.
Men stort set ingen bibelforskere tror, at Jesus var 33, da han døde.
Jesus blev født før kong Herodes den Store befalede at alle drenge på to år og derunder skulle myrdes i Betlehem og i hele dens omegn (Matt 2,16), og før Herodes døde i foråret år 4 f.Kr.
Hvis Jesus blev født i efteråret år 5 eller 6 f.Kr., og hvis vi husker på, at vi jo ikke tæller ”0-året” mellem f.Kr. og e.Kr., så var Jesus i stedet 37 eller 38 år gammel, da han døde i foråret år 33 e.Kr.
Selv hvis Jesus døde i år 30 e.Kr. (det eneste seriøse alternativ), så var han mellem 34 og 35, ikke 33 år gammel.
Kristendommen rystes ikke af denne misforståelse, men lad være med at ryste din egen troværdighed ved fra prædikestolen at hævde ”fakta” som ikke er sande.

2: Lad være med at sige, at den folkemængde som tilbad Jesus palmesøndag var den samme, som langfredag råbte ”korsfæst ham”.
Det er klart, at sådan et udsagn lyder godt i en prædiken, hvor man som prædikant gerne vil vise det menneskelige hjertes omskiftelighed når det gælder forholdet til Jesus.
Men det er langt fra sikkert, at det var den samme folkemængde:
Den første folkemængde har formentlig primært bestået af de mange pilgrimme fra Galilæa, som fulgtes med Jesus og hans disciple til Jerusalem, hvorimod den sidste folkemængde har bestået af mennesker bosiddende i Jerusalem.
Dernæst er det vigtigt, at begge folkemængders udtrykte glæde faktisk skyldtes en misforståelse: Da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, var den første folkemængdes jubel baseret på en fejlagtig nationalistisk forståelse af Messias.
Og da Jesus stod ved siden af Pontius Pilatus, blev folkemængden ophidsede af de jødiske ledere, som ønskede at anklage Jesus for blasfemi, og også deres forståelse af Messias var forkert.
Fællesnævneren mellem de to folkemængder er ikke menneskers omskiftelighed, men mangel på forståelse af den ydmyge Messias og den lidende Tjener.

3: Lad være med at fokusere på de voldsomme lidelser, Jesus gennemgik, men fokusér i stedet på den ære og herlighed Gud fik på korset og ved opstandelsen.
En del påskeprædikener er fyldt med lange og næsten mærkbart smertelige beskrivelser af de lidelser, Jesus gennemgik.
Der er påskeprædikener, som i lange træk fokuserer på hvert piskeslag, hver blodsdråbe, hvor meget Jesus led. Og i nogle kirker kan man se små skuespil, der forestiller sig Jesu vej til Golgatha, forbi de (katolske) korsstationer.
Naturligvis fortæller de fire evangelister – særligt Mattæus, Markus og Lukas – om, hvordan Jesus led frygteligt, da han gav sit liv for os.

Men der er et andet aspekt ved påskeberetningen, nemlig at dette var en triumf for Gud, og at det et skridt på Jesu vej hjem til Gud igen.
Jesus så frem til at komme til sin Far igen.
Joh 13,1: ”Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste”.
Vers 3: ”Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud”.
I sin beskrivelse af påsken er det helt klart Johannes’ fokus, at Gud havde givet alt over i Jesu hænder, og nu var Jesus på vej tilbage til den herlighed han havde før sammen med Faderen (Joh 17,5.24).
Eller som Hebræerbrevets forfatter udtrykker det: ”Jesus, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam” (Hebr 12,2).

Andreas J. Köstenberger og Justin Taylor