Vi har en lang række søndage, som næsten alle kaldes noget med Trinitatis. Lige fra 1. søndag efter Trinitatis og til 25. søndag efter Trinitatis.
Vi kalder disse mange uger i kirkeåret for Trinitatis-tiden.

Nogle kalder den lange Trinitatis-tid for “det festløse halvår“.

En anden måde at se Trinitatis-tiden, er at se på disse ugers bibelske tekster som “konsekvens-tekster”. Det er disse søndage, vi som forkyndere prædiker konsekvensen af, hvad vi har fejret i julen, påsken og pinsen.
Vi har fejret og festet og mindedes, men hvad betyder disse ting for os i hverdagen? Hvilke konsekvenser har Jesu fødsel, død, opstandelse og Helligåndens komme for os i hverdagen som kristne?

Trinitatis-tidens tekster handler om konsekvenserne af det.
Eller, som det siges i en artikel på folkekirken.dk: “I trinitatistiden skal de store højtiders budskab slå rod og vokse til. Søndagenes gudstjenester tematiserer betydningen af Guds skabelse, af Jesus’ liv, død og opstandelse og af Helligåndens nærvær for mennesker i dag. Grundlæggende forhold i menneskelivet bliver taget op i gudstjenesternes evangelielæsninger og prædikener. De kan handle om sygdom og helbredelse, næstekærlighed og fjendekærlighed, skyld og tilgivelse, forholdet mellem politiske ledere og Gud eller forholdet til penge og rigdom.”

Trinitatis-tiden er ikke en “festløs” periode, blot fordi der ikke er store kirkelige højtider disse uger.
Der er masser af fest i Trinitatis-tiden. Festen er, som Marianne Christiansen skriver det i Kristeligt Dagblad, “en fest for os selv, fordi det er en fest for, at Guds kraft og bevægelse manifesterer sig iblandt os. Udtrykt kort og treenigt: i troen, håbet og kærligheden – og retfærdigheden, freden og glæden. Og det betragtes igennem trinitatis-tiden som vores gaver (derfor festen) og deraf afledte opgaver (derfor hverdagen).
Trinitatis-tiden er én lang efterdønning efter pinsen, festen for Helligånden. Det er en hverdagsfest, fordi det er i vores dagligdag med hinanden, at troen, håbet, kærligheden, retfærdigheden, freden og glæden skal blive konkrete, blive til handlinger og ord“.