NYESTE INDHOLD

I år 2017 fejrer vi 500-året for den lutherske reformations begyndelse.
Året igennem vil der være foredrag, film, gudstjenester, osv., som markerer jubilæet.
Også her på forkyndelse.dk kan du finde ressourcer med relation til Luther:

Du kan gratis finde følgende kortfilm:
De 95 teser. En kort 3-minutters introduktion til teserne (klik her).

Martin Luthers historie. En 30-minutters tegnefilm, om Luthers omvendelse, de 95 teser og retssagen imod ham (klik her).

Du kan i butikken købe følgende:

En Luther-hættetrøje. På ryggen er trykt de 9 'solaer' og Luther-rosen (klik her).

En Luther-mulepose. Samme motiver som Luther-hættetrøjen (klik her).

Dokumentarfilmen "Martin Luthers liv, lære og eftermæle." (klik her).

Og...
En satirisk artikel, med titlen 'Følelserne alene' (klik her).

Der er julehjælp at få, for den travle prædikant, præst og underviser, på forkyndelse.dk
Her er samlet en række af de ressourcer, som du kan finde enten gratis eller i butikken på forkyndelse:

Eksempler på juleprædikener. Her to af slagsen, med titlerne "Julefred" og "Ære være Gud": Klik her.

Der er masser af gratis videoer, som enten kan bruges til inspiration eller til at vise ved et julearrangement eller for kirkens unge/konfirmander til jul: Klik her.

Årets juleandagtsbog, "Julens 12 dage", kan købes hos forkyndelse.dk: Klik her.

Og endelig er der en gammel juleklassisker, filmatiseringen af historien om den fjerde vismand. Filmen kan købes på forkyndelse.dk med danske undertekster: Klik her.

I anledning af det forestående reformationsjubilæum i 2017, hvor det fejres og mindes at munken Martin Luther slog sine 95 teser op, samles i disse dage en gruppe af landets evangelikale forfattere, talere og præster.
Samlingens formål er endeligt at få nedskrevet og bekræftet den nye doktrin, 'Følelserne alene.'

Luther-kendere og andre protestantiske feinschmekere vil vide, at en række doktriner, kaldet 'de 5 solaer', er blandt de fundamentale teologiske principper, som enten direkte tilskrives Luther eller er opstået i kølvandet på reformationen.
'Sola' er det latinske ord for 'alene', og de 5 solaer lyder:
Skriften alene
Troen alene
Nåden alene
Kristus alene
Til Guds ære alene

Den første, 'Skriften alene', fortæller at Bibelen er enhver kristens ultimative og troværdige autoritet.
De to næste 'Troen alene' og 'Nåden alene', fortæller at vi udelukkende frelses ved tro, af Guds nåde.
Den fjerde, 'Kristus alene', fortæller at Gud har åbenbaret sig for os i Jesus Kristus, og at det alene er Jesus der kan frelse os og alene gennem Jesus, vi kan lære Gud at kende.
Den femte, 'Til Guds ære alene', fortæller at al ære tilhører Gud alene. Det centrale motiv for frelsen er ikke at gøre menneskers liv bedre, men at give Gud ære.

Men som udtryk for den tid, vi nu lever i, og for at få nedfældet på skrift hvad moderne, progressive evangelikale nu mener, er et sjette doktrin blevet til.
Doktrinen 'Følelserne alene' fortæller, at det er en persons følelser der er den ultimative autoritet for teologisk lære og liv.

Det er lykkedes at smugle en foreløbig kladde ud fra det møde, der i disse dage afholdes. Her lyder teksten:

"Hele Guds råd, og alt hvad der har med menneskers frelse, tro og liv at gøre, udtrykkes enten gennem vore følelser eller udledes af vore følelser; hertil kan intet føjes, hverken af Bibelen, kirkehistorien eller teologer."

En af de progressive evangelikale kirkeledere, som deltager i samlingen, har overfor verdenspressen opsummeret den nye doktrin på følgende måde:
"Doktrinen 'Følelserne alene' betyder, at al åndelig sandhed kun bliver sand når den er blevet filtreret igennem og accepteret af vore følelser. De ting, der giver os en dårlig følelse, er forkerte. De ting, der giver os glade følelser, er sande, rigtige og gode."
Og han tilføjer: "Det er i hvert fald hvad vi føler her og nu."

Blandt øvrige kirkeledere i landet har den nye doktrin fået et kærligt og velment tilnavn, nemlig 'Følelsernes ufejlbarlighed'.
Som det for nylig blev udtalt i anden sammenhæng: Katolikkerne har deres ufejlbarlige pave; vi har vores følelser.

En af mine venner, som har eget firma, sagde engang, at det er afgørende for firmaets overlevelse at blive nævnt i aviserne gerne én gang om måneden.
Det kan gøres på forskellige måder:
Ved at købe betalt annonceplads, og sammen med annoncen også indlevere en færdigskrevet journalistisk artikel. Mange aviserne bringer gerne disse artikler, hvis bare man også har købt en annonce.
Eller ved at sørge for at sende informationer eller færdigskrevne artikler til aviserne, hver gang der foregår en begivenhed i firmaet.

Det forholder sig ikke anderledes for kirker: Det er afgørende at blive omtalt, sådan at kirken derigennem bliver en del af folks samtale. "Har du læst at,... Så du at... Jeg læste i morges, at..."

Der er sket meget siden aviserne var det primære nyhedsmedie.
Nu er medierne SOCIALE - dvs. de er ikke længere kun énvejskommunikation, men en del af en samtale.
Har du en kommentar til en artikel, kan du SMS'e den, tweete den, osv.
Sidder du og ser en nyhedsudsendelse eller et debatprogram, kan du nu som seer aktivt præge programmet, ved direkte at sende spørgsmål og kommentarer ind.

Medierne i dag er SOCIALE. Facebook, Twitter, Snapchat, osv., er skabt til social interaktion. Til samtale.
Facebook er ikke en opslagstavle i foyeren. Facebook er socialt samvær. Interaktion.

Og hvis kirken agter at være til stede på de "sociale medier", så er det klart, at kirken ikke skal bruge dem til blot at opslå information om kommende gudstjenester, osv.
At være kirke på de sociale medier handler om at bruge dem som et samtalested - og handler om, at de ansvarlige i kirken, som skriver materiale til Facebook, Twitter, osv., uddanner sig i eller - fra egen, privat brug - er vant til at skrive og uploade ting, som skaber samtale, omtale og debat.

En af de bedste måder at skabe interaktion med din menighed, i ugens løb, er gennem de sociale medier.
Men det kan være urimeligt svært hele tiden at skulle "finde på", hvad der er værd at skrive eller uploade.
Der findes adskillige artikler som handler om, at det fx kan være en ide at tage små citater og glimt fra søndagens prædiken, og lægge det ud enten som en teaser til den kommende søndag eller som et oplæg til samtale over den forgangne søndags gudstjeneste.
Andre artikler handler om at huske at sørge for at tage billeder, når der foregår noget i kirken, og få dem lagt ud på Facebook, osv.

Det bedste, I som lokal kirke kan gøre, er at sammensætte en "kalender for sociale medier".
Opbyg en uge- eller månedskalender, som en eller flere fra kirken har ansvar for at følge op på.
Opbyg en kalender, som fx fortæller dig, at mandag eftermiddag skal der lægges et glimt fra søndagens gudstjeneste/prædiken ud - gerne i form af et spørgsmål og et citat fra prædikenen.
Onsdag er det tid at give folk et opmuntrende ord, så i kalenderen for sociale medier står der derfor, at der skal lægges fx et illustrerende billede med et bibelord ud.
Fredag lægges en "teaser" ud, vedrørende temaet for søndagens gudstjeneste.
Og så videre.

Dette er vigtigt at vurdere og tænke over, når du arbejder med sociale medier:
Hver gang du vil skrive et indlæg, så overvej: Hvad er det jeg vil opnå med denne statusopdatering? Hvem er mit publikum? Er der mulighed for at folk kan respondere og samtale? Hvordan opfordrer jeg folk til at handle på det?

Lad mig slutte med dette helt afgørende gode råd, fra Phil Bowdle:
"Skab samtaler på de sociale medier som Gud kan være en del af."

Her er et eksempel på en kalender for sociale medier (klik her for at se i stor størrelse):

En præstekollega kom en dag med et godt og vigtigt råd, som jeg har forsøgt at følge siden.
Det handler om, hvordan vi som forkyndere forbereder vore prædikener - og især om, hvordan vi læser de bibeltekster, vi skal prædike over.
Præstekollegaen fortalte, at vedkommende altid sørger for enten at slutte prædikenen eller i hvert fald på et tidspunkt i prædikenen formulere sætningen "Den gode nyhed ud fra dagens bibeltekst er..."

Med andre ord: Uanset hvilken bibeltekst, du sidder og læser, og som du skal forberede en prædiken over, så er der altid en god nyhed i teksten.
Eller sagt endnu mere firkantet: Det er evangeliet, vi er sat til at forkynde, og evangeliet er, som det græske ord siger det, altid en god nyhed. Derfor må det være selvfølgeligt, at det, vi trækker ud af teksten, og som vi forkynder i vore prædikener, ér gode nyheder!

Da jeg hørte det råd, valgte jeg at gøre det til en personlig vane:
Et sted i min prædiken, gerne hen mod slutningen, formulerer jeg et afsnit, der begynder med "Den gode nyhed ud fra dagens bibeltekst er, at..."

Det gør noget ved din bibellæsning, når du vælger at ville stille det spørgsmål og i prædikenen svare på det: Den tekst, jeg sidder her og læser, hvad er den gode nyhed?
Stil det spørgsmål, når du læser og forbereder dig.
Og formulér det ind i din prædiken.
For evangeliet er netop dét: Gode nyheder!

Det betyder, at selv når du står over for en tekst, hvor Jesus fx skælder farisæerne ud og kalder dem kalkede grave, eller når Jesus advarer imod den kommende verdensdom, så er der altid en god nyhed.
Hvad er den gode nyhed, bag Jesu advarsler?
Hvad er den gode nyhed, for den som lytter til en prædiken om farisæere og andre, der ret beset får skældud af Jesus?

Evangeliet ér en god nyhed, så forkynd det!
Lad mig give to eksempler.

Det første eksempel er til teksten Joh 12,23-33 (S.s.e.H3K, 2. tekstrække):
"Hvad er den gode nyhed denne formiddag?
Det er, at det er radikalt og livsforandrende at følge efter Jesus. Der er mange, som igennem århundreder har fulgt Jesus, har taget deres kors op, har fået en ny prioritering vedrørende deres liv i denne verden og har været fantastiske vidnesbyrd om, hvor stor Gud er, og som igennem deres liv har givet Gud æren og været til stor velsignelse for mennesker omkring dem. Uanset om det er narkomaner, diktatorer, mennesker med ødelagte liv, osv.

Måske kommer du en dag til at stå i samme situation som Max Kolbe, der gav sit liv for en uskyldig medfange.
Det fantastiske er, at det blev til stor, stor velsignelse for de mennesker, som så det ske, og de mange mennesker, som siden hen har hørt om det.
Hans valg, hans historie, peger på, hvad Gud selv har gjort for os, og det giver Gud al æren.

Det kors, du bærer i dag, er ikke forgæves.
Det giver Gud ære, det styrker dig til når modgangen kommer, og det er med til at udbrede Guds Rige blandt de mennesker, du møder.
Og det ender med evigt liv."

Og endnu et eksempel, til teksten Mark 2,1-12 (19. s.e.Trin, 1. tekstrække):

"Den gode nyhed denne formiddag er, at Gud har omsorg for os på alle måder. Han har omsorg for, hvad sygdom gør ved os. Han har omsorg for vores personlige omstændigheder.
Og så en rigtig vigtig ting: Han har omsorg for, at den kløft, der er mellem ham og os, på grund af vores selviske handlinger og egoistiske tanker, at den kløft mellem ham og os, er det muligt at bygge bro hen over, gennem tilgivelse.

Og det er to rigtig gode nyheder: At Gud har generel omsorg for os, og at hans største omsorg for os er, at han er villig til at tilgive os.
Det er lige præcist de to ting, den tekst, vi lige har læst sammen, handler om: En mand bliver af Jesus helbredt for sin sygdom og modtager tilgivelse for sin synd.
Og slutresultatet er, at ingen er i tvivl om, at Jesus dermed gør krav på, at han virkelig ér Gud, og at det er gennem tro på Jesus, ved at holde os til ham, at vi får givet det, vi har brug for."

Fra tid til anden oplever vi et paradigmeskift inden for kirken, og et sådant er godt på vej nu, når det gælder forholdet til elektronisk kommunikation og tilstedeværelsen af skærme til gudstjenester, møder, osv.:

Min mobiltelefon kan godt bruges til at ringe til nogen og modtage opkald.
Det kan den godt, eftersom det ér en telefon, men den funktion er sådan set den mindst vigtige, for i virkeligheden er den så meget mere end det.
Den er min bankforbindelse, når jeg skal hæve eller overføre penge.
Den er min notesblok, når jeg skal skrive vigtige ting ned.
Den er mit leksikon, når jeg skal finde en information.
Den er min dokumentlæser, så jeg ikke behøver printe dagsordener og budgetter ud til møder, men kan se dem på skærmen.
Den er mit kamera, når jeg skal tage billeder.
Den er min billetautomat, hvor jeg køber tog- og busbilletter.
Den er min GPS, når jeg kører bil.
Den er min kalender, som giver besked når jeg skal huske noget.
Den er mit vækkeur, som bipper, når jeg skal stå op om morgenen.

Og så er det den, jeg bruger, når jeg sidder til et møde og vil tjekke en oplysning eller finde informationer om noget vi sidder og taler om.

Mobiltelefonen er gået fra at være en telefon til at være en minicomputer og digital schweizerkniv med direkte adgang til lynhurtigt at søge informationer, skaffe ting, gemme billeder og tekster, osv.
Og sådan bliver den brugt af mange i dag.

Det betyder, at tidligere forskrækkelse over at der fx er mobiltelefoner til stede ved et møde, eller såmænd også til en gudstjeneste i kirken, må revurderes.
At en person til et møde tager sin mobil frem, betyder ikke, at han begynder at spille et spil eller læser beskeder fra vennerne, men kan lige så vel betyde, at han hører noget ved mødet, som han naturligvis straks vil tjekke op på... fordi det er muligt, med moderne mobiltelefoner.
Det er sjældent, nogen behøver sige "det må vi undersøge bagefter/senere", for det kan gøres ved mødet i løbet af få sekunder, med en mobiltelefon som er online.

Og ved gudstjenester - ja, mobiltelefonen er en bibel og salmebog, for til mobilen fås hele Bibelen, og endda på mange hundrede sprog, så man kan nøjes med at tage mobilen med og slå op i Bibelen på den.
Og med den ekstra fordel, at man kan krydsreferere med flere oversættelser, indsætte noter, osv.
Der var engang, hvor menneskene skulle vænne sig til at læse på ler- og stentavler. Så kom der en tid, hvor de skulle vænne sig til at læse på skriftruller. Så kom en tid, hvor de skulle lære at læse i bøger. Og nu skal vi lære og vænne os til at læse på en skærm.

Mobiltelefonen er også en lydoptager. Jeg har haft gudstjenester, hvor jeg tydeligt kunne se, at en fra menigheden tog sin mobiltelefon frem og begyndte at optage min prædiken.

Mobiltelefonen er en lydoptager, en musikafspiller, en bibel, et opslagsværk, en telefonbog, en notesblok, osv.

Jeg oplever ofte, hvis vi sidder hjemme og ser en film på TV - eller overvejer at se en - at vi som noget helt naturligt på mobilen lige tjekker, hvad filmen handler om, og "hvilke andre film er det nu lige vi har set ham der i?"
Mobilen ligger fremme og fungerer som et opslagsværk, der i dette tilfælde fx kan give yderligere lyst til at se den film, TV tilbyder.

Både jeg selv og andre har også brugt mobiltelefonen til, under et møde eller en prædiken, at tjekke et udsagn eller en påstand, som taleren kom med. "Kan det virkelig passe?" - og så på få sekunder se svaret på mobilens skærm.

Tilmed er det nu sådan, at nogle af de bibeludgaver, der kan installeres på en mobiltelefon, har indbygget en GPS, sådan at når man dukker op i en bestemt kirke, så vises der på skærmen gudstjenestens bibeltekster og eventuelle meddelelser og notater til prædikene (bibelappen 'YouVersion'; det kræver at den lokale kirke bruger denne feature).

I mobiltelefonens barndom var det ikke pænt at tage den med til arrangementer, møder eller gudstjenester, fordi den primært blev brugt som spillemaskine, men i dag bruges den til alle de ting, jeg nævnte her ovenfor.
Det betyder, at der er sket et skift i, hvordan mange bruger mobilen, fordi den i dag er et dagligt redskab som bruges naturligt som en del af et samvær.
Og det betyder i den grad også, at de ældre generationer står over for at måtte revurdere, ja, simpelthen ændre deres opfattelse af, om det er forkert eller uforskammet, at en person ved et møde trækker mobiltelefonen frem. Sandsynligheden for, at de sidder og spiller eller læser SMS-beskeder er meget lille, for mobiltelefonen er i dag for mange et naturligt redskab til brug under møder, arrangementer, samtaler, ja, såmænd også gudstjenester.
Mobiltelefonen erstatter tonstunge ordbøger, leksikaer, osv., og giver øjeblikkelig mulighed for svar, som kan højne mødet eller samtalen.

Men at mobiltelefonen hele tiden er online, på internettet, er både dens store mulighed og dens problem.
Der er to vigtige problemer med det:

Dels at de selvsamme programmer på telefonen, som kan bruges til gode ting og som værktøjer, også kan bruge til mindre gode eller forstyrrende ting.

Det andet problem er det behov flere og flere har for hele tiden at være "på". Være online. Tilstedeværelsen af denne moderne schweizerkniv, mobiltelefonen, med dens adgang til internettet, kamera, facebook, twitter, osv., har skabt en ny kultur, hvor livet online er lige så vigtigt som livet offline.
Mange har et behov for hele tiden at følge med og se, om ting man fx har skrevet på Facebook, bliver "liket" eller kommenteret. Er man ikke hele tiden med, så føler man, at man er bagud.

Vi befinder os altså i en ny kommunikationskultur, hvor mobiltelefonen mindst af alt er en telefon og i stedet et værktøj til at søge, skabe og formidle information og dialog.
Mobiltelefoner ved møder, arrangementer, gudstjenester, osv., er ikke noget særsyn.
Og for dem, som er vokset op med mobiltelefonerne virker det helt naturligt at trække den frem under et møde, ikke for at spille eller surfe eller distrahere, men fordi der er øjeblikkelig mulighed for at søge relevante informationer om det emne, der er oppe.

Det samme gælder brugen af mobiltelefoner ved gudstjenester: Adgang til Bibelen, og tilmed på flere sprog og med indbygget noteapparat, er med til at fremme bibellæsningen og højne det personlige udbytte - plus at man kan trykke på Optage-knappen og få hele prædikenen optaget som lydfil.

Udfordringen er, at lige ved siden af knappen med adgang til Bibelen er knappen med adgang til Facebook og SMS, osv. Fristelsen er stor - til at klikke på dem også - og det er umuligt for dem, der sidder omkring en at se, hvad det er, man reelt laver.

Så vi står i en ny kommunikationskultur og et paradigmeskift. Et skift i måden at deltage i møder. Et skift i måden at skaffe informationer.
Dette paradigmeskift har både gode og dårlige sider, som enhver må være opmærksom på.
Det gælder både dem, som har vænnet sig til at bruge mobiltelefonen som schweizerkniv, og dem, som finder at det er utilstedeligt eller ligefrem uforskammet at sidde med en tændt skærm og som er af den holdning, at en tændt skærm betyder ligegyldighed over for det der foregår ved en samtale eller et møde.

Udfordringen fremgår fint af disse kirkeannoncer, hvor folk dels bliver bedt om at slukke deres mobiler og dels bliver spurgt: "Klynger du dig lige så tæt til din Bibel som du gør til din mobiltelefon?" [artiklen fortsætter under billederne]

   

Her er et andet spørgsmål, der er værd at overveje: "Kan det bruges til noget positivt - og fremme gudstjenesten - at folk har mobiltelefonen med?"
Jeg har allerede nævnt det faktum, at hele Bibelen ligger på telefonen, og at kirken kan sende beskeder og dagens bibeltekster og informationer direkte til gudstjenestedeltagerne.
En anden måde at bruge dem positivt på, kender vi i dag fra TV-udsendelser som sendes direkte. Netop i disse dage, hvor der sendes OL fra Rio, nævner studieværterne igen og igen, at det er muligt at sende dem spørgsmål via SMS og Twitter, og så vil spørgsmålene blive taget op direkte under udsendelsen.
Der er direkte quizshows, hvor seerne kan deltage via mobiltelefonerne, og tilmed findes der en TV-serie, "Better Call Saul", hvor man kan aktivere en såkaldt Story Sync, mens man ser serien. Gør man det, popper der spørgsmål og informationer op på skærmen, mens man er i gang med at se et afsnit:
-Hvad synes du om den beslutning, denne person lige har taget?
-Kan du huske, da personen gjorde noget lignende i et tidligere afsnit.
-Vidste du, at...

Forestil dig, hvis man gjorde brug af samme teknik under en gudstjeneste:
-Vis på deltagernes mobilskærme kort eller fotos over en region, hvis du er ved at fortælle en beretning, som foregår forskellige steder på bibelsk tid.
-Stil spørgsmål, som folk med det samme kan svare på.

Kan menigheden rent faktik blive yderligere engageret, og få endnu mere ud af undervisningen, på denne måde? I folkeskolerne er det et faktum, at det øger interaktionen og læringen.

Forestil dig at gøre brug af mobiltelefonens sociale aspekt og integrere det i en gudstjeneste!
Det er en skræmmende tanke for nogle, fordi gudstjenester og møder typisk består af énvejskommunikation. Men telefonerne kan faktisk gøre kommunikationen tovejs og interaktiv.

Det er langt fra sikkert, at det er noget, din lokale menighed skal gøre lige nu. Men overvej det, efterhånden som teknikken udvikler sig, kommunikationskulturen udvikler sig, osv. Måske kunne det være den bro, der når den næste generation, hvis kommunikationsform netop fuldt ud integrerer social interaktion og delagtighed.
Det KAN være en mulighed, som åbner nye døre og kommunikation og engagement i din kirke.

FAR, JEG HAR FANGET EN POKÉMON
I går kom min ældste dreng ind på kontoret: "Far, jeg går lige en tur op til kirken."
"Hvad skal du deroppe?", spurgte jeg.
"Jeg skal op og fange en Pokemon."

Da vores drenge var små, spillede de begge Pokemon. Det er både en tegnefilmsserie, et kortspil og et computerspil.
Pokemon er et eventyrunivers, beboet af eventyrlige væsener kaldet Pokémon, som kan se ud på forskellige måder og som er opdelt i undergrupper.
Man skal fange disse Pokémon'er, i en rød og hvid kugle, for at træne dem til kampe, vinde turneringer og stige i graderne.
Blandt de mest populære Pokémon-figurer er Pikachu, en lille gul, kaninlignende figur.

Vores drenge havde både kortene - som de byttede med andre børn - og figurerne.

GPS, GEOCACHING OG POKÉMON
Indtil i går troede jeg, at Pokémon ikke eksisterede mere. Men jeg tog fejl. Rigtig meget fejl, endda. Og jeg opdagede, at lokale kirker og menigheder nu har fået en gratis og helt særlig gave, i form af den videreudvikling, som Pokémon har undergået for nylig:

Der findes allerede spil og lege, som udnytter at moderne mobiltelefoner har kamera og GPS.
Det mest populære er geocaching, hvor man går rundt i naturen og leder efter æsker, som er placeret over hele verden ved hjælp af GPS-koordinater.
Også lokale kirker har haft gavn af denne leg - eller sport, som det rettelig er - når en geocache er blevet gemt lige ved en kirke. Når æsken er fundet, har brugerne ofte valgt at gå en tur ind i kirken bagefter, for at se nærmere på stedet.

EN GAVE TIL KIRKEN
Folkene bag Pokémon har videreudviklet denne tanke, og givet lokale kirker en stor gave:
I TV-serierne følger man en gruppe "trænere", som bl.a. rejser rundt og fanger Pokémons.
Det samme gør man i spillene: Man sidder i sofaen derhjemme, og spiller en træner, der rejser rundt.
Men hvad nu hvis man rent faktisk SELV skulle lette bagenden fra sofaen og SELV tage fysisk rundt for at finde Pokémon'er, træne dem, udvikle dem og besejre landområder og andre spillere?
Det er ligesom med geocaching muligt nu, ved hjælp af mobiltelefoner med kamera og GPS.
Spillet hedder Pokémon GO.

Dette spil, som kom på markedet for få uger siden, har allerede bredt sig over hele verden med enorm hastighed. Millioner har downloadet spillet til deres mobiltelefoner, og tidlige studier har vist, at dette spil - som kræver, at man bevæger sig og rejser rundt - øger folks motion end nogen kampagne for motion nogensinde har formået!

Når Pokémon GO er installeret på mobilen, opretter man en personlig karakter - en avatar.
Herefter ser man, ved hjælp af GPS og Google Maps, hvor i verden man befinder sig, og om der er pokémons i nærheden.
Google Maps udmærker sig ved både at kunne vise traditionelle landkort og faktiske satellitbilleder af det sted, man befinder sig. Og ved hjælp af mobilkameraernes indbyggede gyroskop kan der skabes et billede på mobilen så det ser ud, som om der er en pokémon lige foran en.

Disse pokémons, samt diverse tilbehør man kan samle op og bruge i spillet, er spredt ud over hele verden, ved hjælp af Google Maps, og spillets konstruktører har primært valgt at placere dem ved parker, turistattraktioner, mindesmærker og... kirker!
Disse steder kaldes PokéStop.

Og netop derfor var det, at min ældste søn i går kom og sagde: "Jeg går lige en tur op til kirken" - for han havde opdaget, at der oppe ved sognekirken, som ligger 700 meter herfra, var et PokeStop.

Det har på verdensplan betydet, at lokale kirker er blevet besøgt af tusinder af entusiastiske spillere, som skal hen og fange pokémoner - og som bagefter forhåbentlig tager sig tid til at kigge inden for.
På hjemmesider og blogs fortæller spillere fx, at spillet har gjort, at de for første gang har trådt inden for i en kirke.

Så langt, så godt. Men det bliver bedre:
Som en del af spillet kan man købe "Lure Modules", som gør, at man får 30 minutter, hvor der cirka hvert andet minut dukker nye pokémons op det fysiske sted, man befinder sig.
Det har ført til, at kirker - primært i USA - simpelthen har sat skilte og plakater op, der dels byder Pokémon GO-spillerne velkommen til kirken og dels fortæller, at hvis de kommer tilbage på et bestemt klokkeslæt en bestemt dag, så giver kirken gratis en "Lure Module", så de spillere, der er til stede, kan indfange en masse pokémons og tilbehør.

I nogle kirker har man sørget for, at nogle af de ansatte selv kender til spillet, og derfor kan gå hen til de spillere, der ankommer til kirken for at fange pokémons, og tage en snak med dem, måske invitere dem inden for til en kop kaffe eller lignende.

EN UDFORDRING TIL KIRKEN
Men... og der er et men: En af mange udfordringer ved dette spil er det faktum, at mange PokéStop og pokémon-figurer befinder sig på steder, hvor det kræver den lokale bestyrelses og menighedsråds omtanke og beslutning om, hvad der skal være muligt og tilladt.
Mange befinder sig nemlig på kirkegårde og på mindesmærker som fx Auschwitz. Allerede nu har det skabt problemer, og derfor er det som sagt vigtigt, at bestyrelser og menighedsråd tager en beslutning og vælger, om specifikke områder - som fx lokale kirkegårde - skal have advarselsskilte sat op.

Her er det vigtigt at bemærke, at i skrivende stund er det ikke muligt at få slettet sin lokale kirke som PokéStop, men firmaet bag spillet er opmærksomme på problemet, og er nu i gang med at finde en løsning, så man kan bede om at få sin kirke slettet fra spillet!

GRIB CHANCEN - HOLD EN POKÉMON GUDSTJENESTE
Faktum er under alle omstændigheder, , at både i geocaching og nu også Pokémon GO er et meget stort antal kirker blevet stationer, hvor spillere valfarter til, enten for at finde en skjult geocache eller fange pokémon'er.

Brug hjemmesiden geocaching.com til at finde ud af, om der er én eller flere geocachés ved din kirke.
Er der ikke en caché, så overvej at lave én, fx med en kort introduktion til kirken og måske invitation til at gå ind i kirken og deltage i en skattejagt eller lignende.

Installér spillet Pokémon GO for at se, om din kirke er et PokéStop.
Og overvej, om det er tid til på en særlig måde at byde geocaching -og pokémon-spillerne velkommen i din kirke. Måske med annoncer og skilte. Måske med særlige begivenheder, hvor kirken køber et "Lure Module."
Kun fantasien - og vores ønske om at flere skal blive en del af kirkens fantastiske fællesskab - sætter grænsen.
Du kan her på hjemmesiden downloade et komplet forslag til en "PokéMon GO gudstjeneste". Pakken indeholder prædikenforslag, forslag til aktiviteter efter gudstjenesten, grafik til PowerPoint og plakater, osv.
Køb og download pakken, klik her.

To eksempler på, hvordan lokale kirker udnytter Pokémon Go. Det første fra USA, det andet fra Danmark:

  

Det kan give prædikanten energi at få et "tak for prædikenen". Det kan du læse mere om i denne artikel.
At få tak er en form for respons. Det er en venlig og høflig måde at anerkende såvel prædikenens indhold som prædikantens tjeneste på prædikestolen - men mere er det i princippet heller ikke.
Den respons som er så helt afgørende i en kristen menighed består i noget andet og mere, nemlig i at menigheden i løbet af mødet/gudstjenesten, eller i løbet af prædikenen, gives mulighed for personlig respons.
Og med respons menes en aktiv stillingtagen til det, der bliver forkyndt, fx i form af et eller flere spørgsmål til samtale eller i form af muligheden for at bevæge sig rundt i lokalet og udføre en handling.
Sidstnævnte, muligheden for at udføre en handling, kan være at få tid til at gå rundt til bedestationer, hvor der kan skrives bønner, eller billeder, man kan betragte, osv.
Det kan også være, fx hvis prædikenen handler om at 'bygge menighed', at udlevere legoklodser og opfordre tilhørerne til at tage disse legoklodser og sætte dem sammen, som et symbol på at vi bygger menighed sammen.

Det er helt afgørende, at en lokal menigheds ledelse tænker den personlige respons ind i deres planlægning af såvel temaer som mødets/gudstjenestens form.

En anden måde at tale om respons findes i udtrykket 'intensionel forkyndelse' - altså at forkynde med et formål.
For prædikantens vedkommende handler det om, at når du forbereder din forkyndelse, så planlægger du både, hvad du vil sige, og hvad du forventer som respons fra din menighed.
I modsat fald ender prædikenen som et interessant oplæg eller en monolog.

Apostlen Peters prædiken pinsedag var så stærk, at tilhørerne selv kom med spørgsmålet:
"Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?«" (ApG 2,37).

Du kan, som prædikant, stille spørgsmålet: Hvilken konkret handling ønsker jeg, at menigheden skal foretage, som resultat af forkyndelsen?
En måde at forberede menigheden på, at der gives mulighed for/forventes en respons af dem, kan være ved at indlede prædikenen med at sige: "I dag ønsker vi i ledelsen, af dagens emne og prædiken leder frem til, at I kan NN."
Hvis tilhørerne ved, at der forventes en respons fra dem, lytter de på en anden måde.

"Tak for en god prædiken."
Det er en god hilsen at få, mens folk er på vej ud af døren efter gudstjenesten efter mødet.
Men gad vide, hvad det var der gjorde, at folk synes det var en god prædiken?
Det kan der heldigvis være mange grunde til. Det er ikke sådan, at definitionen af en 'god prædiken' er ens for alle mennesker.

En god prædiken kan for nogle være en, hvor de har mærket, at prædikanten var personligt til stede.

For nogle kan det være en, hvor de har fået en aha-oplevelse.

For nogle kan det være en, hvor de illustrende historier og gengivelse af personlige oplevelser gjorde forskellen.
For nogle kan det være en, hvor svære spørgsmål er blevet givet et brugbart svar.
For nogle kan det være en, hvor bibeltekstens kringlede sprog pludselig har givet mening.
For nogle kan det være en, hvor Jesus har talt direkte og personligt til tilhøreren.

Tak for en god prædiken.
Det er en god hilsen og det varmer.
Personligt er jeg dybt afhængig af respons fra menigheden. Bare et "tak" kan redde resten af min dag.
Og som prædikant er det vigtigt at vide, at denne tak altså kan have mange - og alle fuldt legitime - årsager, afhængigt af, hvad det dén dag i de klokketimer var, der rørte de enkelte tilhørere.

Men findes der mere klippefaste, objektive og almengyldige regler for, hvad der gør en prædiken god?
Den enkelte tilhørers subjektive tilegnelse af prædikenen kan naturligvis ikke adskilles fra eventuelle objektive regler for forkyndels, men findes det overhovedet? Findes der ojektive, almengyldige regler for gode prædikener og god forkyndelse?

11 kristne organisationer har, med Projekt God Forkyndelse, stillet samme spørgsmål: Hvad er det der kendetegner god forkyndelse i 2010-erne? Se de mange svar og ressourcer på projektets hjemmeside (klik HER).

Undersøgelsen konkluderer bl.a., at evangeliet ikke kan forkyndes uden ord, for "man kan naturligvis ønske sig, at forkyndere lever et liv efter det evangeliunm, som de prædiker. Livet betyder meget for ordenes troværdighed. Men det betyder ikke, at ordene kan undværes".
Dernæst konkluderer undersøgelsen, at skal man tale om et objektivt, almengyldigt fundament og mål for, hvad der er god forkyndelse, så er det:
"Kristus-centreret og bibelsk, frigørende og forpligtende forkyndelse med henblik på hverdagen og evigheden."

Det er et godt svar. Det er nemlig et svar der fint opsummerer BÅDE hvad undersøgelsens respondenter svarede, og minsandten også hvad BIBELEN selv svarer på spørgsmålet.

En god prædiken fokuserer på Kristus, fordi han er Gud, og fordi uden ham er der hverken frelse eller håb for noget menneske. Kristus er centrum.
En god prædiken er bibelsk, fordi Bibelen er Guds sande, åbenbarede ord, og fordi vi ønsker, at menigheden skal elske deres Bibel og læse og sluge hvert et ord i den.
En god prædiken er på samme tid frigørende og forpligtende. Den er frigørende, fordi den sætter mennesker fri fra at trælle for synden. Og den er forpligtende, fordi den sætter mennesker fri til i stedet at trælle for retfærdigheden. En god prædiken sætter fri og forpligter, fordi Jesus både er den enkeltes frelser (sætter fri) og herre (forpligter til efterfølgelse).
En god prædiken fokuserer både på hverdagen og evigheden, fordi det er i dag jeg lever og har brug for Jesus og skal følge ham... og fordi det liv, vi lever nu, kun er første kapitel af vores evige liv sammen med ham.

Men læg så også godt mærke til de kritiske punkter i den forkyndelse, som mange lytter til i dag. Og her mener jeg ikke dem, som sidder og lytter til vranglærende prædikanter og præster, men dem, som rent faktisk lytter til prædikanter, som tror på Bibelen som Guds åbenbarede ord.
Blandt de kritiske punkter, som undersøgelsens respondenter peger på, er: "Til gengæld ser det ikke ud til, at vi er særlig ivrige med at bringe evangeliet videre til naboer, arbejdskolleger og familie, som ikke tror. Så måske er vi alligevel lidt flove over ordet om Jesus – eller vi har mistet troen på, at andre kan komme til tro ved, at vi taler om Jesus eller inviterer dem til at høre en prædiken.
Dette hænger nok sammen med, at det i noget lavere grad kendetegner forkyndelsen: at den har en tydelig evighedsdimension, at den udfordrer til discipelskab og efterfølgelse af Kristus, at den opmuntrer til mission, at den appellerer til at åbne sig for Helligåndens kraft."

Jeg nævnte før, at tilhørernes subjektive hørelse og forståelse naturligvis spiller sammen med de eventuelle objektive kriterier for god forkyndelse.
Det viser undersøgelsen også fuldstændig klart. I undersøgelsen bruges ordet "troværdighed" , om dette samspil:
"Forkynderne mener typisk, at de er troværdige, når de har forberedt sig grundigt og har styr på fortolkningen af bibelteksten. Tilhørerne derimod tillægger i højere grad det levede liv og forkynderens evne til at overføre budskabet på deres virkelighed stor betydning for troværdigheden. Der er nok en sandhed i begge tilgange."

Facebook

Advertisement