coronakrise og genopdagelse af kirken

Der er meget, der bliver “genopdaget” i disse uger. Krisetid og hjemmekarantæne gør, at mange genopdager fundamentale ting. Ifølge BT har krisen fx gjort, at DR har genopdaget meningen med DR – nemlig at være public service ind i alle aktuelle tider. Ifølge Kristeligt Dagblad kan krisen gøre, at familier genopdager familielivet (i nogle familier afstedkommer krisen det modsatte, fremgår det klart af fx dagens TV-Avis).

Og så er der kirken: I hvert fald i store dele af det kirkelige liv – frikirker, folkekirker, missionsforeninger – “genopdages” hvad kirke virkelig ér og kan være. Henover påsken eksploderede det med initiativer, og det fortsætter de kommende uger.
Tegningen her viser meget godt, hvad der genopdages: Nogle – her er det Djævelen – vil påstå, at der er sket det, at kirken er blevet lukket (altså: En triumf for Djævelen). Men det, der sker mange steder – og som Gud her triumferende siger til Djævelen – er i stedet, at der er blevet åbnet en kirke i hvert et hjem.

For et par uger siden var der en far og kirkemedarbejder, som udtalte: “Jeg elsker, hvordan denne situation tvinger mig til at fokusere på det basale og fundamentale – og tilmed genopdage discipliner jeg som kristen, ægtefælle og far ikke var klar over, at jeg ubevidst havde overladt til Kirken at tage sig af. Det er en skøn tid til at udruste kristenheden til endnu mere at tage ejerskab af deres tro.”

Personligt håber jeg, at disse genopdagelser varer ved. At vi får skrællet de ting væk, som over århundreder er blevet lagt som lag over det fundamentale og egentlige. At vi vender tilbage til det, kirke grundlæggende var og ér.

En interessant vinkel her er spørgsmålet om, hvad fællesskab ér. Kan man tale om fællesskab når det foregår via radiobølger eller wi-fi? Jeg har de seneste uger læst debatindlæg fra fx præster og TV-kendisser, som meget bastant siger: “Da onlinefællesskab ikke er ægte fællesskab, kan man ikke gøre sådan-og-sådan.” Sørine Godtfredsen kalder det fx en “teknologisk illusion om fællesskab med et mærkbart fravær af ånd, da begivenheden jo ikke findes i den virkelige verden.”
For 21 år siden mødte jeg for første gang en gruppe af ældre, som havde fællesskab online. Det bekræftede mig i – og det har ikke ændret sig siden – at vores forståelse af fællesskab må inkludere det globale, det medierede/transmitterede, online, osv. Det er meget voldsomt i modsat fald at påstå og bruge som fx teologisk argument at “begivenheden jo ikke findes i den virkelige verden.”
Jeg er personligt overbevist om, at hvis reformatorerne – heriblandt Luther – havde levet i dag, så havde de set og forstået og helt naturligt inkluderet dette i deres teologi og skriverier.

Som ugerne er gået, er det blevet klart, at en af de grundlæggende diskussioner her i landet, i hvert fald hvis man vover at kalde sig “evangelisk-luthersk”, er spørgsmålet om hvor stor dén paraply ér. Er der plads til fx at kalde sig bibel-bekendende evangelisk-luthersk kristen, hvis man ser det som en helt naturlig “genopdagelse” af bibelsk praksis med hjemmegudstjenester, hjemmenadver, osv; hvis man rent faktisk mener, at når Jesus om nadveren siger at “DETTE er mit legeme; DETTE er mit blod“, så er der absolut intet nævnt om, at der her er tale om ord og sætninger som SKAL siges hver gang vi fejrer nadver. Der er intet i bibelteksterne om, at disse ord skal siges for at der er tale om nadver, og heller intet om, at ordene “DETTE” gør at brødet og vinen foran én – men åbenbart ikke foran en computerskærm – er ægte nadver.
Der er tale om et påske-pagtmåltid, hvor vi ihukommer Jesu lidelse og død. Bibelteksterne giver os ikke noget ud over dette. Intet om, at Jesus siger: Hver gang i deler dette påske-pagtmåltid SKAL I sige de ord, jeg lige har sagt, for ellers er det ikke et påske-pagtmåltid.
Tværtimod, helt simpelt: Jesus sidder med disciplene på hynder ved et påske-pagtmåltid, og han giver det et nyt indhold. Og han siger: Når I sidder ved jeres måltider og spiser påske-pagtmåltidet, så gør det fra nu af til min ihukommelse. Nichts weiter, udover en bibeltekst som forklarer, at måltidet skal indtages ordentlig og uden svir og druk, fordi man kan risikere at æde sig en dom til.

Jeg er udmærket klar over, at bagefter går der kirkehistorisk udvikling i den! Jeg har hørt argumenter med, at apostlene “overgav” Jesu ord fra skærtorsdag aften til de næste kirkeledere som værende de ord, der SKAL siges ved et nadver/påske-pagtmåltid. Der er fremkommet mange argumenter, som baserer sig på en kirkehistorisk udvikling og en udvikling af kirken fra de oprindelige – af Jesus måske tilmed oprindeligt mente – små discipelfællesskaber til store topstyrede kirker, som tilmed i folks bevidsthed fik ændret “kirke” fra at være noget, man ér, til noget man “går til” (altså bygningen eller begivenheden i bygningen).

Det er så utroligt alvorligt, dette med at “kirke” er blevet til noget man “går i”, i stedet for noget man ér. Det opdager man bl.a. i disse tider, hvor en artikel i Kristeligt Dagblad, som handler om hvorvidt kirkerne tager skade af den lange lukning, nævner følgende: “Det at gå i kirke er en vane, og så snart en vane er brudt, er det svært at genoptage den. Der skal måske kun en måneds kirkelukning til, for at mange vil være fristede til at holde helt op med at gå.”
Jamen, dén fare er der jo netop fordi kirke ad åre er blevet reduceret – og jeg mener virkelig reduceret – til noget, man “går i” eller en “god vane.” Var kirke stadig noget, man ér, ville det ikke være et problem. Tværtimod, så ville tegningen nedenfor have endnu mere ret: Der er åbnet en kirke i ethvert hjem.

Der bliver som sagt “genopdaget” mange ting i disse tider, også blandt kristne. Tegningen her siger det meget godt. Udtalelsen fra førnævnte kristne familiefar siger det meget godt.
Jeg håber det varer ved.
Jeg håber, at flere og flere familier opdager hvad det vil sige at “være kirke” i eget hjem, i eget lokalsamfund. Jeg håber tegningen her får ret; Gud, der siger: “Jeg har åbnet en kirke i hvert hjem.”