Jeg havde for nylig en dåbssamtale i et privat hjem. En af de dåbssamtaler, som stak dybere end bare lige en hurtigt forklaring af dåben og gennemgang af, hvordan en dåb foregår.
Samtalen kom til at handle om hvorfor vi døber, om der kræves tro og hvad forskellen er på barnedåb og voksendåb.
Hjemme igen fik jeg sat mig ned og skrev denne artikel – mest til mig selv – med det overordnede spørgsmål:
Hvorfor er det, at jeg mener, at barnedåb er en bibelsk forsvarlig praksis?

Jamen, grundlæggende handler det om, at dåben er noget Gud foretager.
At dåben er et pagttegn, som kun Gud kan gøre, og at dåben er indledningen på et pagtforhold til Gud. Et pagtforhold som bygger på, at (1) Gud er den, der handler, (2) at det ikke handler om min personlige tro, men om lydighed mod Gud, og (3) at det er afgørende at et menneske så tidligt som muligt kommer ind i dette pagtforhold.

Jeg bliver mere og mere glad for at være lutheraner.
Det kan altid diskuteres, om vi kristne skal gruppere os og kalde os ved forskellige navne, men jeg bliver i hvert fald mere og mere glad for at være lutheraner.

Jeg erfarer igen og igen, at livet som kristen er et liv nede på knæ, fordi jeg gang på gang oplever, at ”det her kan jeg ikke.”
Jeg kan ikke – tro, overholde budene, elske min næste som mig selv, osv.
Jeg er magtesløs.
Jeg har brug for Gud.

Og det fantastiske er, at Gud svarer: Ja, det er rigtigt! Du kan ikke selv. Du er magtesløs. Og det er godt, du er det. Det er godt, du er tvunget i knæ. For når du er magtesløs, Carsten, så udfolder min – altså Guds – kraft sig helt.
Så kan Gud komme til.

Det erfarede Luther, og han valgte simpelthen at skrive det ind i et af de dokumenter, som i dag hører til vore Bekendelsesskrifter. Altså de skrifter, som fortæller hvad den lutherske kirke tror.
Luther skriver: ”Jeg tror, at jeg ikke af egen evne eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min herre, eller komme til Ham.”

Med andre ord: Jeg kan ikke tro!
Vi bekender altså, hudløst ærlige: Vi kan ikke finde ud af det.
Vi kan ikke engang komme til Jesus.

Det er så befriende skrevet. Fordi det er sandt.
Tro er ikke noget, vi kommer med.
Tro er ikke noget, vi selv gør.

Gud skænker os troen.
Gud er den handlende.
Ja, Gud giver os det, vi har brug for, i forhold til ham.

Derfor kan det aldrig-aldrig-aldrig handle om at have nok tro. Eller tilstrækkelig tro. For troen er noget, Gud giver.
Og troen er ikke en tro på, at jeg tror.
Troen er en tro på Jesus.
Troen er tilmed en tro på, at jeg kan ikke selv. Jeg må ned på knæ og kravle og lade Jesus tage over.

Sådan forholder det sig også med pagtrelationen til Gud.
Du og jeg indgår ikke pagter med Gud.
Adam og Abraham og Moses og David indgik ikke pagter med Gud.
Det var Gud, der indgik pagter med dem.

Og det var aldrig ligeværdige pagter. Det var ikke to ligeværdige parter, der mødtes på midten og indgik en pagt. Det var en større, der indgik pagt med en mindre.
En pagt af ren og skær nåde – fordi Gud, som den større og mægtigere, slet ikke behøvede indgå pagter med os små. Men han gjorde det.

Og gør det fortsat.

Det er ikke Moses eller David eller dig og mig, der kommer med nok personlig tro til, at vi siger: Nu tror jeg nok til at indgå pagt med dig, Gud.
Aldrig.

Og dernæst er det vigtigt at vide, at den måde Gud har valgt at relatere til os mennesker, ér igennem pagter.
Gud relaterer til os og lever med os igennem pagter og hvad der nu engang hører med til at lave (eller rettere: skære) pagter med andre.
Det kan du læse meget mere om i min bog, ”I pagt med Gud”, som stadig kan fås på bibliotekerne eller købes af mig (udgivet på Credo Forlag).

Gud relaterer til os gennem pagter, og den måde, Guds folk oprindeligt indledte en pagtrelation, var igennem omskærelsen. Omskærelsen var det synlige tegn på, at en person var i pagt med Gud.
Gud krævede dette tegn af jøderne, og de jødiske forældre sørgede i lydighed mod Gud for, at deres drengebørn blev omskåret.

Dette var indledningen på dette barns pagtsrelation med Gud.

Det vigtige ord her er naturligvis: Lydighed.
Gud havde befalet det, og Gud indledte en pagtsrelation med et menneske på denne måde, så forældrene gjorde det i lydighed mod Gud.
Alt andet havde været katastrofalt.

De ventede ikke på, at deres børn – af Gud – fik skænket en personlig tro.
Og de fik heller ikke gjort indgrebet på barnet med tro på barnets vegne.
De stod ikke og ”troede på barnets vegne”, da barnet blev omskåret til pagtrelationen med Gud.

Derfor har jeg det egentlig også skidt med, at vi ved en typisk barnedåb siger trosbekendelsen. Eller rettere: Kigger på forældrene og spørger, om ”tror du på Gud Fader, Søn og Helligånd”, alt i mens vi i fantasien forestiller os, at det er spædbarnet, vi spørger.
For det er jo sådan, mange tænker om – den folkekirkelige – barnedåb: Vi afkræver tro af et spædbarn, men da spædbarnet ikke kan svare, spørger vi i stedet forældrene, som så på en eller anden magisk måde skal ”tro (og svare) på barnets vegne.”

Det er, i bund og grund, noget forbistret vrøvl.
Forældrene kan ikke tro på barnets vegne.
Tro er ikke noget, vi kommer med. Vi kan ikke selv tro. Tro er noget, Gud giver. Apropos Luther.
Og man burde egentlig, ved barnedåb, fuldstændig udelade denne meningsløse spørgen ind til barnets tro. Det er noget religiøst vrøvl, at forældrene ”tror på barnets vegne.”

Hvad forældrene til gengæld kan gøre – og opmuntres til at gøre – er at bære barnet til dåb i lydighed.
Fordi Gud har sagt det.
Fordi Gud indleder en pagtsrelation med et menneske på dén måde.

Træd frem, i lydighed.

Som Sprint så fint skriver det i en artikel på jesusnet.dk:
Uanset om kirken, præsten, forældrene eller barnet tror i det øjeblik, dåben sker, så sker den. Vi skal ikke til at undersøge, om troen nu var stærk nok hos nogle af de implicerede parter – Gud har sagt, at Han handler i dåben og derfor kan vi stole 110% på det!

Dermed ikke sagt, at det ikke er dybt problematisk med Folkekirkens ”automatdåb”, hvor børn døbes i flæng, og hvor forældrenes begrundelse for dåben ofte er noget med, at det er ”dansk tradition” eller at barnet bliver medlem af det danske samfund.
Denne udfordring, som har at gøre med et helt andet problem, nemlig den statsstyrede Folkekirke og almenreligiøsiteten, skal ikke yderligere behandles i denne artikel.

Nogle vil så til at argumentere for, at barnedåben ikke nævnes i Bibelen.
Andre vil argumentere, at selv om omskærelsen var et pagttegn for det jødiske folk, og at indgrebet blev udført så tidligt som muligt, så er vi som kristne nu i en ny pagt.

Svaret her er: Ja! Vi er i en ny pagt. Jesus indstiftede/skar en ny pagt, da han døde på korset. Han bekræftede pagten, da han opstod.

Jeg vil slet ikke bruge tid på argumenterne med, at barnedåben ikke nævnes i Bibelen, for det er ikke et argument i sig selv. Argumentet for barnedåb handler om hvad tro ér, hvem der skænker troen, om pagter, om pagtrelationer, om begyndelsen på pagtrelationen med Gud og om lydighed mod Gud og hans forordninger.

Men igen: Ja, vi er i en ny pagt.

Der bliver talt allerklarest om det i Hebræerbrevet, disse to steder:
Derfor er Kristus formidler af en ny pagt” (Hebr 9,15).
Ved at tale om en ny pagt har han gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde” (Hebr 8,13).

Den korte udgave af mit modsvar, vedrørende at omskærelse af børn ikke kan bruges som argument for dåb af børn:
Det er en ny pagt, men det er den samme Gud. De to testamenter – pagter – hænger frelseshistorisk og verdenshistorisk sammen. Og både sprogligt og indholdsmæssigt er der mere tale om en ”fornyet” end om en ”ny” pagt.

Prøv en gang at læse verset fra Hebr 8,13 igen.
Det lyder: ”Ved at tale om en ny pagt har han gjort den tidligere forældet; men det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde.”

Dette vers kommer efter et længere citat fra profeten Jeremias, nemlig fra det afsnit hvor Jeremias forudsiger, at der ”skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus.”
Du skal lægge mærke til en vigtig ting her, nemlig at ordet for ”ny” i stedet burde være oversat ”fornyet.”

Det samme gælder i øvrigt de steder i Det Nye Testamente, hvor der tales om en ”ny jord.” Det, der egentlig står, er: ”Fornyet.” Det gør jo unægtelig en verden til forskel, om det, vi venter på, er en (helt) ny jord eller en fornyet jord (altså den samme jord, men fornyet/renset)!

At en pagt fornyes hører vi gentagne gange om i Det Gamle Testamente.
Guds folk oplevede gang på gang at blive ledt af personer, som ikke troede på Gud og førte folket i forfald. Når så der senere kom retfærdige, Guds-tro ledere igen, så skete der ofte det, at de ledte folket i særlige ceremonier, hvor de fornyede pagten med Gud:
De lyttede til oplæsning af Guds lov, bad om tilgivelse for tidligere tiders ulydighed og gendedikerede sig til Gud og pagten.
Det gjorde de under ledere som Josva, Josias, Hezekias, Ezra og Nehemias.

Det er mere end sandsynligt, at Jeremias – i de vers, som Hebræerbrevet altså citerer – beskriver, hvordan pagten mellem Gud og folket fornyes. I stedet for blot at genfortælle Loven for sit folk, siger Gud, at han nu vil ”lægge mine love i deres indre og skrive de i deres hjerte.”

Det var den samme pagt, men på et dybere niveau.

Læg også mærke til hvilken lov der her er tale om. Teksten siger ”mine love” – altså i flertal. Det betyder de mange bud i den mosaiske lovgivning i Mosebøgerne. Jeremias præciserer selv, at der er tale om den pagt og de love, som Gud ”sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten” (Hebr 8,8).
Altså Moseloven.

Det nye er ikke lovens indhold, men at den nu er indre i stedet for ydre.
I det indre, i stedet for i det ydre.
Gud skriver nu loven på deres hjerter.
Men det er den samme lov. De samme bud.

Det sted i Hebræerbrevet som taler om en fornyet pagt, er altså dels lige efter et citat fra Jeremias og dels også midt i et større afsnit, hvor Hebræerbrevet fokuserer på ofringer og præster:
I kapitel 7 og 8 er det brevets argument, at Jesus er vores nye ypperstepræst, og at hans offer på korset gør ofringerne i Templet unødvendige.
For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer” (Hebr 7,26-27).

Den ”nye” pagt, som brevet nævner i 8,13 er det mosaiske system, med ofringer og præster.
Det er dét system, der er ved at blive overflødigt.
Det system af ofringer, som var i Templet, var nu opfyldt og derfor overflødigt, nu hvor Jesus havde givet sig selv som et fuldkomment offer.

Endelig skal du bemærke en rent grammatisk ting, i verset om den fornyede pagt. Forfatteren til Hebræerbrevet skriver, at ”det, som er gjort forældet og er gammelt, er nær ved at forsvinde” (Hebr 8,13).

Det er nutid.
”Er nær ved at…”
Systemet er altså ikke fuldstændigt afskaffet.

I kapitel 10 fortæller brevet, at præsterne ”regelmæssigt… frembærer de samme ofre.”
Offersystemet var altså stadig i gang i templet, da brevet blev skrevet – hvilket i øvrigt jo daterer brevet til før templet blev ødelagt i år 70.

Pointen i brevet er, at tempelofringerne er gjort overflødige af Jesu offer, og at de jødiske ypperstepræster nu er overflødiggjorte af den fuldkomne ypperstepræst Jesus.
Pointen er, at dette vers – om den fornyede pagt – ikke gør pagten med Abraham overflødig. Altså den pagt, der indeholder omskærelsen som pagttegn.
Kun den del af den mosaiske lov, som handler om de tidligere nødvendige dyreofringer og præstetjenester – er nu overskredet.

I stedet for at benægte den grundlæggende pagt, som Gud lavede med Israel (nemlig pagten med Abraham), sætter Hebræerbrevet den simpelthen i sin nye kontekst:
Israels Messias ér kommet, og han viser nu den dybere mening og opfyldelse af Moseloven. Derfor er implementeringen af Abrahams pagt flyttet til en ny fase.
Og dén nye fase er det jo, at Paulus beskriver i brevet til de kristne i Kolossæ, hvor han taler om dåben som omskærelse (altså fornyelse af pagten):

I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, da I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde” (Kol 2,11-12).

Spørgsmålet er nu, om Jesus selv døbte – eller rettere: hvorfor døbte Jesus ikke? – samt spørgsmålet: døbte de første kristne børn?

Svaret på det første spørgsmål er, at Jesus ikke døbte, fordi der på det tidspunkt ikke var nogen kristen dåb. Den kristne dåb er jo en dåb til Jesu død og opstandelse, og derfor var der ingen kristen dåb før Jesu død og opstandelse.
At Jesus ikke døbte børn betyder ikke, at vi så hellere bør velsigne dem end døbe dem. For Jesus har aldrig bedt os om at velsigne de små børn, sådan som han selv gjorde. I stedet har han udtrykkeligt påbudt os at døbe.

Svaret på det andet spørgsmål, om de første kristne, er, at her må vi søge uden for de bibelske skrifter:
En af kirkefædrene, Origenes (født år 185), der selv blev døbt som barn, siger, at ifølge den kirkelige regel skal dåben gives til de små børn.
Han siger også, at barnedåb har været kirkens tradition siden apostlenes dage.
Origenes begrunder barnedåben med, at ingen er fri for syndig besmittelse, om hans liv på jorden så begrænsede sig til én dag. Fordi den medfødte besmittelse aftvættes i dåben, bliver de små børn døbt.
Det er meget talende, at alle de kirker, der går tilbage til apostlenes dage, fx den koptiske, den armenske og den romerske, praktiserer barnedåb.

Det sidste, der nu burde tages hul på, i denne artikel om dåben er spørgsmålet: Gavner det? Gavner barnedåben?
Vil dette barn leve i tro(skab) mod den pagtsrelation Gud har indledt ved dåben?

Se, dét er i og for sig både et helt andet spørgsmål og et fuldstændigt afgørende vigtigt spørgsmål, som handler om den kristne opdragelse af barnet, om daglig efterfølgelse, om troskab mod pagten.
Det handler om livet som personlig kristen.
Men her og nu, i denne artikel om dåben som sådan, er det et spørgsmål der ikke hører hjemme.