1. søndag efter helligtrekonger - 1. tekstrække

Prædikant: Peter Ø. Jacobsen

Teksterne:

Sl. 84: Lovprisning af Herrens bolig – den er vidunderlig, og min sjæl “fortæres af længsel” efter den. Lykkelige er de, der bor der, dvs. har deres hjem, rod, kraftstation osv. dér. Guds bolig hører i GT uløseligt sammen med Zion, hvor Gud jo har lagt sin hovedhjørnesten (Es 28,16: “Se, i Zion lægger jeg en grundsten”; Sl 132,13:”For Herren har udvalgt Zion, han har ønsket det som sin bolig”). Guds bolig på Zion er altså det sted, hvor Gud i særlig grad er nær med alt, hvad han er. Dette sammenholdt med, at der i NT knyttes så stærke bånd mellem Kristus og Zion, forklarer, hvorfor man er salig, når man bor/har hjemme i netop DET hus: Jesus er her (Kol 1,19: “For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig” – Jesus er Guds bolig, det bestemte sted, hvor det er saligt at høre hjemme.
Mon ikke det siger noget om, hvad det urokkelige centrum må være også i vores konkrete og synlige Guds huse? Uden Kristi herlighed, har Herrens hus ingen herlighed overhovedet! Rom 12,1-5: Spiller på gudstjenesten/tempeltjenesten. Tjenesten for Herren, den åndelige gudstjeneste, er ikke mere “åndelig”, end at det drejer sig om at ofre sit legeme og sit eget i tjeneste for andre, simpelthen fordi vort “eget” ikke er vort eget, men vi er lemmer på et andet legeme: Kristi, og det er vi på lige fod med de andre lemmer.
Relation til prædiketeksten: ikke nogen særlig! Ja, ja, selvfølgelig handler det jo om at kende sin plads i Guds rige, ligesom Jesus vidste, at han burde være hos sin Fader, men teksten er ikke oplagt at inddrage i prædikenen.

 

Luk 2,41-52: Jesus som 12-årig i templet. Jesus har alderen til Bar Mitzva – festen for, at børnene må læse op af lovbøgerne. (Matt 5,17: “Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.”) At Jesus opsøger templet siger jo også noget om, at han så afgjort er jøde. Han ER den, som jøderne havde ventet på og hører hjemme i deres og hans tempel.
Pointen: “Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” I julen har vi været sammen om, at Guds søn blev menneske med stort M. I dag ser vi det sammen med hans forældre: han er ikke AF denne verden, han er barn af himmelens Gud, men er blevet lydig (“han var lydig imod dem”), ja lydig imod det at være menneske under loven i den grad, at han var lydig indtil døden på et kors (Fil 2,8), men altså også lydig imod sit særlige kald fra Gud, så han viser sine forældre, hvor hans egentlige hjem er. Vi ser også her spændingen imellem lydighed mod lovens bud (ær din far og din mor) og lydigheden mod Guds vilje med Jesus: at høre til hos sin far som jødernes Messias.

 

Nogle overvejelser om prædikenen.
(en skitse med A, B og C vil de fleste læsere sikkert være bedre til at lave end jeg!)

 

Der er flere temaer/pointer i evangelieteksten, men et tema, der handler til dels om Guds hus, ville kunne give anledning til meget godt. GT-teksten sammen med evangelieteksten taler stærkt om Guds hus, som det sted, hvor Gud har hjemme. Lidt undervisning vil nok være på sin plads om Jesus som selve INDHOLDET af den GT’lige gudstjeneste. Han var og er grundstenen på Zions bjerg – dette er hans hjem. Og i samme grad, som man søger Herren netop på dette bjerg med ham som hovedhjørnestenen, i samme grad giver ens søgning resultat i glæde og mæthed. Fordi Guds frelsespagt er knyttet til Zion, derfor er det godt at have sin opmærksomhed, tillid, tro, osv. DER.
Det er naturligt at tænke på vore egne kirker og gudstjenester denne dag. Bør vi ikke også være hos vor far? Men tekstens pointe er så langt fra en formaning til at gå mere i kirke. Alligevel ligger der noget, vi må besinde os på; nemlig spørgsmålet: hvor er det, vi hører til? Hvilket hjem er vi bundet til? Og hvordan viser vi lydighed imod det, der er vores jordiske pligter, samtidig med at vi ved, hvor vi i bund og grund hører hjemme (“i himlen, du har hjemme, der er dit hjerte, der er din skat” (DDS 229). Og som følge af vores himmelske borgerskab på lige fod med vor bror Jesus, så hører vi også hjemme i det hus, Herrens navn er nævnet over, og hvor han kan gøre sin tjeneste for os. Vi forlader ikke vort hjem for at gå til Herrens hus, tværtimod: vi kommer hen til det sted, hvor han har lovet at møde os, og hvor vi hører hjemme i egentlig forstand.
Men det er altså stadig ikke kirken eller for den sags skyld templet, der er i centrum her, men det er dette, at Herren har sat os stævne på jorden og givet os et hjem, og dette hjem ER Kristus, og så sandt, som vi fylder vore kirker med ordet om HAM, da må vi også finde vores hjem der blandt vore brødre og søstre.
Jesus overraskede også senere folk med sin visdom, ligesom den dag i templet. Et nøgleafsnit er her Mark 6,1-6 med parallel-afsnit, hvor Jesus igen træder ind i den jødiske ramme, denne gang synagogen, og underviser, hvilket fremkalder reaktionen: “Hvad er det for en visdom, der er givet ham?”
Dette ligger også i dagens tekst; at Jesus overbyder “loven” – den gamle pagt – med sin visdom, en visdom der sætter nogle af tilhørerne tilbage i undren, som sætter andre i brand af iver og tro, og som hos andre skaber aggression og modstand. Kingo har fat i noget af dette i sin salme (DDS 120): “Iblandt de lærdes skare, sig Jesus sætter ned, at høre og erfare, hvad de om Kristus ved; de gransker skriften nøje, men Jesus kendes ej, som står for deres øje, thi stolthed siger: Nej!” Det er nok ikke helt ‘tovlig’ set af gamle Thomas. Jesus suger til sig, og dette giver han så videre senere med ordene fra Joh 5,39: “I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig.” Her tror jeg faktisk, at meget af dagens dybere mening ligger gemt: Forældrenes undren, de skriftkloges undren, er det ikke netop udtryk for en (forståelig) usikkerhed overfor eller mistro til, at denne Jesus skulle være ham, som Skrifterne handler om, og som rettelig hører hjemme i sin Faders hus, som dette hus’ fylde og mening?
Teksten er faktisk vanskelig, hvis der er mange kirkefremmede i kirke (til f.eks. dåb). Klogest er det nok under alle omstændigheder at fokusere på Jesus – hvad særligt er der ved ham? Hvilken visdom har han frem for de skriftkloge (også vore dages!!!) Og hvorfor MÅTTE han absolut gøre, som hans far havde bedt ham om, frem for bare at følge med sine forældre? – hermed tænker jeg på selve frelsesplanen, som denne episode jo også er en del af.

 

Salmer: 667 (nytårssalme) – 276 – 378 (gendigtning af sl. 84) – 120 (ref. til evangelieteksten), mel. DDK 182 el. 297 (hvis man kender den) – 45 (om at bo hos Gud) el. 35 (“hjemme har børn, hvor fader bor” – mel. klinger lidt juleagtigt her ovenpå julen. Generelt til salmerne: vær ikke for udspekuleret, husk at salmerne er menighedens lovsang mere end en del af præstens undervisning!