1. søndag efter helligtrekonger - 2. tekstrække

Kirkeåret

Traditionelt afslutter 1.s. e. H 3 K den egentlige juletid ved at man hører om barnet Jesus som tolvårig i Templet, hvor hans guddomsherlighed åbenbares ved hans visdom.

 

 

Evangelieteksten

I Mark 10,13-16 hører vi så, hvordan Jesus tager imod børnene i dette fra barnedåben velkendte evangelium.

Joachim Jeremias mener, at man med stor sandsynlighed kan gå ud fra, at det er i forbindelse med Den store Forsoningsdag, at forældrene bar deres børn til Jesus “for at han skulle røre ved dem”.

På den dag (eller aftenen før) var det nemlig skik, at man bragte sine børn til en skriftklog, som man havde tillid til. Så skulle den skriftkloge velsigne børnene og bede for dem under velsignende håndspålæggelse. Og nu har så en forældregruppe bragt deres børn til Jesus, for at han skulle velsigne dem og bede for dem. I så tilfælde har forældrenes anmodning på en vis måde bekendelseskarakter, for så vidt som de betragter Jesus som deres åndelige vejleder.

Disciplenes afvisende holdning skulle da være udtryk for uvilje imod, at Jesus på den måde blev sidestillet med de skriftkloge.

Men Jesus bliver vred over deres afvisende holdning. Børnene er omfattet af løftet om Guds Rige.

Dem må man ikke hindre. Ordet “hindre” (kolyo) er det samme, som vi har i ApG 8,36, hvor den etiopiske hofmand siger til Filip:” Se her er vand, hvad hindrer, at jeg døbes.”  Ordet anvendes netop i forbindelse med dåb.  Allerede i Oldkirken (Tertullian) forstod man Jesu ord som en opfordring til at bringe børn til dåb.

 

Selvom evangeliet er velkendt, rummer det alligevel elementer, som ikke er umiddelbart forståelige.

Hvad ligger der i, at “Guds rige hører sådanne til”? Nogle baptister vil hævde, at ordene viser, at børn ikke behøver dåben, for de har allerede Guds Rige. (Vi) andre vil hævde, at ordene skal forstås som indbydelse til at blive døbt, ligesom Jesu måltidsfællesskab med toldere og syndere var udtryk for, at Jesus også ville frelse dem.

Der ligger ikke en romantisering af børnene bag Jesu ord. Også børn er syndere og trænger til frelse. Netop derfor gælder det om, at de bringes til Frelseren.

Hvad ligger der i Jesu ord: “Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”?  Vi kan se på Matt 18,4: “Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.” Det må være en understregning af, at vor plads i Himmeriget aldrig skyldes nogen fortjeneste hos os, men alene Guds godhed. Den kristnes forhold til Gud er et barneforhold – ikke et forhold mellem herre og slave, men heller ikke et forhold mellem ligeberettigede parter.

 

 

Prædikenen

I en tid, der præges af “Hvad – synes – du – selv” – pædagogikken, kan man let misforstå Bibelens tale om barneforholdet. Det er hjemligt og fortroligt, men også et forhold, hvor vi er de afmægtige i den almægtige Guds hånd. Det er derfor, vi skal “frygte og elske Gud”. Hvis et af verberne glemmes, går det galt. Når Jesus taler om at tage imod Guds rige ligesom et lille barn, er det et bodsord, et kald til ydmyghed over for Gud. Man kan måske i den forbindelse komme ind på, hvordan forholdet er mellem det at “tage imod Gudsrige som et lille barn” og vor tids tale om myndiggørelse og kirkeligt demokrati, som jo ikke nødvendigvis er uforenelige, men på den anden side godt kan kollidere med hinanden. Det samme gælder den omsiggribende aktivisme.

Der kan være grund til at komme ind på spørgsmålet om, hvad dette evangelium siger om tro. Kan

barnet tro? Kan barnet modtage Guds rige uden at tro? I Matt 18 taler Jesus om “disse små, som tror på mig”. Der er grund til at nævne, at tro har med barnlig tillid at gøre, og at man ikke skal sige, at tro nødvendigvis er bevidst tro. Det er jo egentlig underligt, at nogle kan hævde, at et barn hverken kan tro eller være en synder, når man tænker på, at Jesus i Joh 16,10 definerer synd som det ikke at tro på Ham.

Selvom dette evangelium ikke indgik i 1. Tekstrækkes evangelier, så findes der i Kingos salmebog nr 47 (til 3.s.i adv.) en salme, som kommer meget ind på dette evangelium, som gengives i v  2-5. I v 7 – 9 hedder det:

 

 

Vore børn skulle vi til Jesum Krist

Ved Daaben først frembære,

Som er et Naadetegn forvist,

At han dem mild vil være,

Tilgive dem al deres Synd,

I hvilken de fødes af Mand og Kvind´,

Vil dem til Lemmer annamme.

 

 

Dernæst vi ogsaa ved vor Bøn

Skulle Smaabørn til Gud fremføre,

Begære, at han ville for sin Søn

Dem med den Hellig – Aand røre,

Regere og lede dem

I al Forstand,

Fri dem fra det,

Dem skade kan,

Saa de maa salig blive.

 

 

Derefter vi og ved kristelig Tugt

Skulle Børn til Gud frembære,

I Gudsfrygt dem opføde smukt

Til hans Lov, Pris og Ære,

Til Dyd og Lærdom holde dem frem,

Og ingen Forargelse give dem,

For Utugt dem og straffe.

 

 

Sådan er teksten blevet forstået i Ortodoxiens tid, og det giver jo også lidt idéer om, hvad der kan tages op i en prædiken over dette evangelium: blandt andet oplæringen af de døbte børn, og hvordan forældre i vore dage bedst kan bringe deres børn til Jesus. Forholdet til skolens religionsundervisning m. m.

 

 

Forslag til salmevalg

Da Hellig tre Konger forsvinder i 2006 vil jeg foreslå

136                Dejlig er den himmel blå
(749)             I østen stiger solen op
441                Alle mine kilder skal være hos dig
388                Herrens røst var over vandet
49                  Ingen er så tryg i fare
609                Dybt fornedres skal enhver