1. søndag efter påske - 2. tekstrække

Speaker: Frede Møller

Indledende overvejelser

Egentlig er det misvisende at tale om ”efter Påske”, for påsken holder ikke op. Før havde vi også en søndag, der hed ”Søndag efter Jul”, selvom den lå midt i julen. Nogle har foreslået, at tiden ”efter” Påske burde hedde ”i påsken”. Det var måske slet ikke nogen dum idé? I hvert fald er det værd at huske det, når der skal vælges salmer, så søndagene ”efter” påske præges af påskesalmer! Det er også værd at huske det, når det gælder selve udlægningen af de tekster, som er anført. De skal naturligvis læses i lys af påskens begivenheder.

Ifølge Danmarks og Norges kirkeritual af 1685 hedder denne søndag Quasi modo geniti, og på den søndag skal der prædikes om kirkens og det hellige embedes magt og myndighed. 1.tekstrække fortæller om Jesus, som indvier sine apostle til deres gerning og giver dem magt og myndighed til at forlade synder/nægte forladelse. Selv en tvivlende Thomas kan bruges, når først han har set Den Opstandne! 2. tekstrække handler om Simon Peters indvielse til præstegerningen (hyrde). Opgaven lyder på at vogte lammene, om det så skal koste livet. Selv en fornægter som Simon Peter kan bruges, når først han har mødt Den Opstandne!

 

 

Eksegese

Beretningen begynder med ordene ”da de havde spist”. Det er ikke noget almindelig måltid, der er tale om. Det er et måltid, som skal gøre det klart for disciplene, at Jesus er opstået fra de døde (jfr.Luk 24,36-43, som særlig stærkt udtrykker, hvad det betyder for disciplenes tro, at Jesus spiser. De troede, det var et spøgelse, men spøgelser spiser ikke stegt fisk!). Man kan overveje, om der går en linje til vores nadver, som jo også er måltidet, der skal gøre det klart for disciplene, at de har en levende, opstanden herre.For Simon Peter gik der noget forud for dette måltid, nemlig de tre gange, han fornægtede sin herre og mester. Samme Simon Peter har utvivlsomt husket Jesu barske ord: ”Den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene” (Matt 10,33). Det var ord, som blev husket! Ikke bare Matthæus, men også Markus og Lukas har en lignende udtalelse fra Jesus (Mark 8,38; Luk 9,26), ligesom apostlen Paulus nævner det i 2 Tim 2,12, hvor det hedder: ”Holder vi ud, skal vi også være konger med ham; fornægter vi ham, vil han også fornægte os”. Det blev ord, som fik stor betydning i den første kirke, når det drejede sig om at tage stilling til, hvordan man skulle behandle mennesker, som havde fornægtet Kristus. Det kan vi læse om i kirkehistorien.

 

Simon Peter har sikkert også kredset om spørgsmålet: Vil han forkaste mig, når jeg nu har fornægtet ham?Da regnskabets time er inde, spørger Jesus efter Simon Peters kærlighed. Det var jo den kærlighed, som før Langfredag fik Simon Peter til at forsikre, at om så også alle andre skulle svigte, kunne Jesus i hvert fald regne med ham. Altså en større kærlighed, end de andre var i besiddelse af! Det må være baggrunden, når Jesus spørger: ”Elsker du mig mere end de andre?”Men baggrunden er jo også den opgave, som Simon Peter skal sendes ud til, nemlig præstegerningen, hyrdetjenesten, hvor det er helt afgørende, at han først og fremmest har kærligheden til overhyrden.Tre gange spørger Jesus, for det var tre gange, Simon havde vist det modsatte, da han fornægtede sin herre og mester. Simon Peter forsikrer, at Jesus kan regne med hans kærlighed. Måske en vis tøven med at bruge det store ord ”elske”? I hvert fald er det, som om Jesus gradvis ”går ned ad”, når han først spørger: Elsker du mig mere end de andre? Derefter: Elsker du mig? For så i tredje omgang at bruge det samme ord, som Simon selv har brugt.Meningen er helt tydeligt, at der er tale om et forhold, som skal genoprettes. I den tjeneste, Simon Peter skal stå i som leder af den kristne kirke, er hans kærlighed afgørende. Først og fremmest kærligheden til Jesus, men også kærligheden til de får, han har fået betroet.I den tjeneste er det også helt nødvendigt, at hyrden kender sig selv og ved, hvor svag han er i sig selv, ligesom det er helt nødvendigt, at han har kærlighed til sin herre og mester.For Simon Peter blev det helt konkret en vandring i Jesu fodspor, så det endte med martyrdøden. Det er det, ordene om at strække sine arme ud og blive ført derhen, hvor han ikke vil, sigter til. Det afgørende for Simon Peter må være det kald, han i sin tid fik i forbindelse med fiskefangsten. Nu har han igen oplevet en helt utrolig fiskefangst. Han har igen set og oplevet Jesus som Den Opstandne, den levende. Han har fået tilgivelsen for sit dybe fald, så synden er slettet ud. Derfor lyder det nu: ”Følg mig!” Den, Gud giver kald, giver han også evner!

 

 

Prædikenansats

Det er vigtigt at få sagt noget om det kald, vi har som præster. At vi har et embede, som er indstiftet af Kristus, sådan som Confessio Augustana fastslår det. i art.5. Det er også vigtigt at betone, at vi er svage folk, som Kingo siger det i sin store ordinationssalme, som vi naturligvis må synge i dag. For at være hyrde og tage sig af de betroede får, er det vigtigt at kende sig selv (”Herre, du ved alt…”). Men det er også vigtigt at kunne sige med Simon Peter: ”Du ved, at jeg har dig kær”). Selvom jeg falder og svigter, vil jeg gerne tjene den Herre, som elskede mig så højt, så han var parat til at gå i døden for mig.

Det er også vigtigt at få sagt noget om, at kærligheden til Jesus betyder kærlighed til det, han har sagt. Vi vogter ikke fårene ordentligt, hvis ikke vi giver dem, hvad de har brug for.

Da apostlen Paulus stod for at skulle tage afsked med den kristne menighed i Efesos, minder han præsterne om deres opgave: ”Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod. Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt.” (Ap G 20,28-31).

 

 

I den ene af mine kirker, Vinderslev Kirke, er der et gammelt kalkmaleri, som viser gæssene, der er i fuld gang med at hænge en ulv/en ræv. Det er et billede, som oprindelig blev malet for at formane menigheden til at være agtpågivende over for den hyrde, de har. Visse steder kan man se et lignende billede, hvor den hængte ulv har præstekjole på! I Vinderslev Kirke er der den fine detalje, at ulven har fået en hånd med ind i løkken! Altså er ulven stadig levende og kan let smyge løkken af, så den igen er fri til at hærge hjorden! Også her er der altså god grund til at mane til agtpågivenhed! Det var tilfældet i 1500-tallets begyndelse, det gælder da vist ikke mindre i vor tid!

En sand, luthersk embedsforståelse og embedsforkyndelse skal åbne menneskers øjne for, hvor stort det er, at Kristus har indstiftet sin kirke, og at det er betroet arbejde at være hyrde i denne kirke. Selvfølgelig forlader hyrden ikke sine får, når faren truer. Det er kun lejesvenden, der gør det. En god hyrde har kærlighed til den gode hyrde og vil gerne følge ham, om det så skal koste livet.

 

 

 

Salmer

229                Hvor er dog påske sød og blid

238                Det er så sandt, at ingen så

242                Hører, i, som græde

Prædiken

485                O Jesus, præst i evighed!

232                O salig påskedag

390                Gud, lad dit ord i nåde lykkes