1. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Frank Jacobsen

Denne søndags tekst er i sig selv en prædiken, som overgiver alt kød og dets herlighed til dødsriget og alene oprejser troen på Jesus til livets evige glæde. Prædikenen hviler på det faktum i livet, at Gud bag døden overgiver et menneske til enten dødsriget, hvor det for altid pines under den erkendelse at være endeligt og afgørende skilt fra Gud og hans glæde, eller til Abrahams skød, hvor alle sår for evigt er lægt, og det er forbi med al fattigdom og smerte.

 

Egentlig har denne adskillelse vist sig allerede i livet. Dér var den blot ikke endelig. Thi der var omvendelsen til frelse en mulighed. Men forskellen udtrykkes som hos profeterne i ordene rig og fattig og fuld af sår. Dette udtrykker ikke noget socialt, men deres forhold til Gud.

Den rige mand, som er den fattiges modstykke, har intet navn. Det er udtryk for, at hans liv er uden for Guds herredømme (Guds rige). Det fremgår af den fattiges navn Lazarus, som betyder ”Herren er min hjælper.” Han er underlagt den hjælp, som Herren rækker ham. Han beskrives som et menneske, der er fattigt og fuldt af sår – sådan som frelsens folk altid beskrives i Skriften.

 

 

Paulus udtrykker denne fattigdom således i Romerbrevet: Alle har syndet og mangler herlighed hos Gud. Det er denne mangel hos alle mennesker, som er et varsel om dødsrigets dom og giver allle grund til at tage dette varsel alvorligt. Dette er det jordiske, som alle burde forstå, men ingen forstår, om det ikke bliver prædiket for dem, og de bliver født til denne forståelse af Ånden, som profeten siger Al menneskets herlighed visner som markens blomst, når Herrens Ånd blæser derpå (Es 40,7). Dette er et grundlæggende værk i mennesket af Helligånden. Og det sker først og fremmest, som Paulus siger, ved Loven, som er til liv – loven, der beskriver det hellige liv, og som vi har så fortræffelig beskrivelse af i lektien fra Esajas: livet, der er som en frodig have, et kildevæld, hvis vand ikke svigter – hvis lys får morgenrøden til at bryde frem hos undertrykte, fattige, sultne – hvor retfærdigheden går foran dig og efterlader HERRENS herlighed bag dig – et liv, hvor HERREN altid leder dig og mætter dig i øde egne og aldrig er tavs og langt borte. Det liv peger med al sin herlighed frem mod Abrahams skød.

 

Men netop dette gør mig fattig og fuld af sår for Gud. For jeg ser noget ganske andet i mit liv. Det er af en anden art. I dette hellige livs lys blegner al herlighed hos mig. Og, det er denne Lazarus, som har brug for den frelse, som kommer fra Gud: at Jesus bliver ophøjet for den slangebidte, ligesom slangen blev ophøjet i ørkenen, så troens øje kan blive fæstet på Ham og i Ham se sin herlighed – som vi synger det: ”Det er din Herres herlighed, som ene er dit smykke.” Her er lyset og håbet for den fattige og syge og sårede, som er mærket til døden.

 

Derfor har gud sendt prædikanter til sin menighed: for at de skal ophøje Jesus for de slangebidte, som lever deres liv i denne verdens ormegård. Men midlet, som disse prædikanter skal bruge dertil, er ikke vor viden om Kristus – vore teologiske teorier – men, som Jesus fremhæver det her. Moses og Profeterne – det, Gud selv har vidnet om sin Søn i Skriften. Det er den, som skal ophøje Kristus. Af bitter erfaring afviser den rige mand Skrifterne som hjælpemidlet. Han ved, hvor ringe virkning disse skrifter har. Men der findes ikke noget andet middel, hvorved Ånden kan ophøje Jesus til frelse. Det er med Skriften, kærlighedens og sandhedens Gud leder og bærer den fattige og sårede til sin evige herlighed og salighed. Derfor skal frelsens prædikanter opgive deres egne tanker og prædike, hvad Gud selv har talt hos Moses og Profeterne (GT), som da også var den kilde, apostlene øste af, når de lærte Kristus og ophøjede ham for at gøre menigheden vis til frelse ved tro på Jesus Kristus.

 

 

 

Salmeforslag
562 – 299 – 495 / 200 – 233