1. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Introduktion til prædikenen til 1.søndag efter trinitatis.
Normalt skriver vi ikke vore søndagsprædikener på baggrund af en overskrift, men af en tekst. Sådan er det i hvert fald for mit vedkommende. Men nogle gange kunne det måske være godt at give sine prædikener en overskrift. Overskriften for den prædiken jeg har valgt til 1. søndag efter trinitatis kunne være spørgsmålet: “Finder du din tryghed i penge eller i Gud?”

 

Målsætning.
At hjælpe den enkelte til at se, hvorfor pengene så let får magt over os. Det er ikke nok blot at advare mod pengenes magt. Vi må have hjælp til at reflektere over, hvorfor pengene så let får magt over os. At udfordre os til at gå til angreb mod sekulariseringen og søge vores tryghed i Gud.

 

Målgruppen.
I vores menighed kommer der mange unge. Det er en kendt sag, at penge og forbrug betyder meget for unge. Derfor er prædikens første del et forsøg på at få de unge i tale. At give dem en fornemmelse af, at det med penge ikke blot er en fare for os, der tjener mange af dem. Ellers er målgruppen ret bred for denne prædiken. Kan det næsten være anderledes, når emnet er penge!? Hvem er ikke optaget af dem?

 

Eksempel på en prædiken.
Penge optager os meget. Vi bliver forargede, når en politiker betaler 8.000 kr. for en flaske rødvin. Eller vi bliver forargede, når prins Henrik har problemer. Han har bare at være glad! Han tjener jo mere end 5 millioner om året. Og så betaler han ikke engang skat!

Prædikenvejledningen er skrevet i februar. Måske er en helt anden indledning nødvendig her i begyndelsen af juni…

Jo, vi går meget op i det med pengene. Men hvorfor er vi egentlig så optaget af vore penge? Lad mig pege på 3 forhold:

 

For det første: Penge giver status! Det er mange år siden, jeg blev konfirmeret. Jeg husker ikke meget fra min konfirmation. Jeg husker ikke, hvad præsten sagde i kirken. Det eneste, jeg kan huske fra festen, var, at Anne Gudrun, der var gift med min morbror Åge, holdt en tale. Den tale varmede. For Anne Gudrun var den første, der holdt en tale for mig.

Jeg har også glemt, hvad jeg fik i gave. Men jeg kan endnu huske, hvor mange penge jeg fik i konfirmationsgave. Jeg fik 700 kr. Og det var mange penge i 1967! Jeg husker også, at jeg var utroligt optaget af, hvor mange penge de andre fik.

Jeg håber ikke, det er sådan i dag. Men dengang var der virkelig status i at få mange penge i konfirmationsgave.

Vi længes efter status. Få penge betyder en lav status. Mange penge betyder en høj status!

 

For det andet går vi op i penge, fordi penge giver handlefrihed. Vi lever i et land med masser af muligheder. Bare se et rejsekatalog. Her er der et væld af muligheder. Eller gå ind hos Fona eller Fredgård. Her er der mulighed for at købe god lyd og et knivskarpt billede. Men du skal have penge for at udnytte alle mulighederne.

Men det er nu lækkert at have penge på lommen. Noget af det bedste i denne verden må være konfirmandens blå mandag i Tivoli. Her skal man ikke nægte sig selv noget. Har jeg lyst til den dyreste is, kan jeg købe den. Eller foretrækker jeg en lækker middag, bestiller jeg den bare. Hvor er det dejligt, når jeg ikke skal vende hver krone, men bare kan bruge løs.

Vore børn husker endnu den første rigtige udlandsferie. Det var i 1990, og turen gik til Polen. De fik nu ikke det helt store beløb i lommepenge. Men i 1990 fik vi mange zloty for vore danske kroner. Det betød, at børnene havde råd til at købe alle de is, de kunne spise. De stortrivedes med deres handlefrihed. De oplevede glæden ved at have penge på lommen!

Elisabeth Kübler-Ross har indgående studeret vort forhold til døden. Hun har bemærket, at mennesker ofte bliver meget optaget af penge, når døden nærmer sig. Hun mener ikke, at det skyldes, at vores materialistiske hjerte endelig kommer frem i lyset. Hun peger i stedet på, at den døendes optagethed af pengene er et symbol på, at man til det sidste prøver at overbevise sig selv om, at man har en vis form for handlefrihed.
Dette med handlefriheden betød også noget for den rige bonde. Han sagde jo: “Spis, drik og vær glad!” Den gode høst gav ham frihed til at spise og drikke godt.

 

For det tredje er vi så optaget af penge, fordi de giver os tryghed. Vi har en instinktiv fornemmelse af, at vi har brug for tryghed for at fungere.

En af de berømte broer i verden hedder Golden Gate Bridge. Den er spændt ud over indsejlingen til San Francisco og blev færdig i 1937. Da man begyndte at bygge broen, brugte man ikke noget sikkerhedsudstyr. Det betød, at 23 arbejdere mistede livet under første del af byggeriet. Under sidste del af byggeriet spændte man dog et stort sikkerhedsnet ud under broen. Mindst 10 mænd blev reddet af dette net. Men måske er det endnu mere interessant, at arbejderne fik 25% mere fra hånden, efter at nettet var blevet spændt ud. Hvorfor? Jeg tror, det hænger sammen med tryghed. Fordi de nu var trygge, var de frie til at arbejde helhjertet på projektet.

Tryghed betyder meget. Det gælder også os. Er vi trygge i Gud, har vi de bedste forudsætninger for at give os helt i tjenesten. Er du tryg i Gud, har du et godt udgangspunkt på at bruge din tid, dine evner og dine nådegaver i tjenesten for Jesus.

Men den sikkerhed, vi er skabt til at finde i Gud, søger vi i vore penge. Det er derfor penge er så lumske. De har nemlig en tendens til at løsrive os fra vores tryghed i Gud!

Det var sådan, det gik for den rige mand. Den gode høst fik ham til at sige: “Slå dig til ro!” Hans korn blev hans sikkerhedsnet i stedet for hans Gud.

Jesus ved, at penge så let får magt over os. Og hvad gør han så ved det?

Først vil jeg understrege, at Jesus ikke afskaffer pengene. Jesus indfører ikke det pengeløse samfund. Han siger heller ikke, at vi ikke må nyde alt det, vi kan købe for penge. Jesus gør noget andet: Han lærer os, hvordan vi skal se på vore penge. Og han lærer os at søge vores rigdom i Gud.

Lad mig understrege 3 af de ting, som Jesus lærer os gennem søndagens bibeltekster.

 

For det første understreger Paulus, at kærligheden til penge kan volde os mange smerter. Lad os repetere hvad det var, Paulus egentlig sagde: “For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter”. Paulus skriver ikke, at penge er roden til alt ondt. Det er ikke pengene i sig selv, der er problemet. Problemet er vort forhold til dem. Det får Paulus frem ved at sige: “For kærlighed til penge er roden til alt ondt!”

Lad mig nævne et eksempel herpå fra GT. Profeten Elisa har haft besøg af syreren Na’aman. Na’aman er rig og spedalsk. Men gennem Elisa bliver han helbredt for sin sygdom. Som tak for hjælpen vil Na’aman give Elisa en gave. Men Elisa siger nej-tak. “Jeg tager ikke imod noget”, sagde han.

Elisa har en tjener, der hedder Gehazi. Han tænker ved sig selv: “Min herre har ladet denne Na’aman slippe for billigt. Jeg løber efter ham, og får noget af ham”.

Da Gehazi havde indhentet Na’aman, sagde han: “Min herre har sendt mig den besked: Jeg har lige fået besøg af to profeter. Lad dem få en talent sølv og to sæt festklæder”. Og Gehazi fik alt, hvad han bad om.

Da han kom hjem, gemte han penge og tøj i sit hus. Bagefter trådte han frem for sin herre. Elisa spurgte ham: “Hvor har du været, Gehazi?” Hvad svarer man i dag, når man har været på gale veje? Det samme som Gehazi svarede dengang: “Ingen steder”.

Men Helligånden havde vist Elisa, hvordan det hele var gået til. Så Elisa sagde: “Nu da du har fået sølv, vil du nok bruge det til at skaffe dig klæder, oliventræer, vingårde, får og okser, trælle og trælkvinder. Men Na’amans spedalskhed skal klæbe ved dig og din slægt til evig tid”.

Gehazis kærlighed til pengene får ham til at lyve. Han lyver for Na’aman. Det slipper han godt fra. Han lyver for Elisa. Det slipper han ikke godt fra.

Sådan er det også i dag. Kærlighed til penge kan få os til at lyve, når vi skal udfylde vores lønseddel eller selvangivelse. Eller måske tager vi nogle kopier på kirkens kopimaskine. Men vi skriver det ingen steder! Kærligheden til penge får os til at lyve og bedrage.

Kærligheden til penge ødelægger tilliden mellem mennesker. Kærligheden til penge slog skår i tilliden mellem Elisa og Gehazi. Elisa kunne ikke længere stole på Gehazi.

Sådan er det også i dag. På masser af arbejdspladser har man oplevet, hvordan et tyveri ødelægger tilliden og kaster et skær af mistanke ind over fællesskabet.

I evangeliet blev det understreget, hvordan en arvestrid ødelægger forholdet mellem to brødre. Når Jesus fortæller lignelsen om den rige bonde, skyldes det jo, at en siger følgende til ham: “Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig”. Det er hverken første eller sidste gang, at en arv har ødelagt forholdet mellem søskende. På den måde kan kærligheden til penge volde en hel familie megen bitter smerte.

Altså: når vort hjerte bindes til pengene kan det være en hjælp at se på, hvor meget kærlighed til pengene egentlig ødelægger for os og vore medmennesker.

 

For det andet bliver det i dag klart, at kærligheden penge kan føre os bort fra troen og ind i undergang og fortabelse.

Jesus fortæller lignelsen om den rige bonde. Problemet er ikke, at hans mark har givet godt. Hans problem er, at han ikke tænker Gud ind i hans liv.

Der er blevet talt meget om sekularisering de sidste 25 år. Den norske teolog Oskar Skarsaune har defineret sekularisering som “at glemme Gud”. Nogle gange tror vi, at sekularisering er et fænomen, der hænger sammen med oplysning. Engang var der plads til Gud. For der var så meget, man ikke kunne forklare. Så puttede man bare Gud ind som forklaring på det uforklarlige. Men mere og mere er blevet forklaret. Og videnskaben tror på, at når vi får kortlagt alle menneskets gener, kan vi forklare endnu mere. Der bliver mindre og mindre plads til Gud. Vi glemmer Gud, fordi vi bliver klogere og klogere.

Men dette er en løgn fra afgrunden. For sekularisering er ikke et nyt fænomen. I GT kan vi igen og igen læse, hvordan Israel glemte Gud. Og i dag har vi hørt lignelsen om den sekulariserede bonde, der midt i al sin velstand glemte Gud.

Denne bonde er dybt sekulariseret. Han tager ikke Gud med på råd. Gud er for det første ikke i hans tanker. Jesus siger: “Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre!” Centrum i hans univers er ikke Gud, men ham selv: “Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år: Slå dig til ro, spis, drik og vær glad”.

Jeg, mig og mit! Dette nævnes 11 gange. Gud nævnes 0 gange. Alt kredser om ham selv. Der er slet ikke plads til Gud i hans univers.

Var den rige bonde en kirkens mand? Det kan ham meget vel have været. For også os, der har en fast plads i kirken, kan glemme Gud. Hvis Observa kommer og spørger os, om vi tror på Gud, vil vi svare ja. Jo, vi tror Gud findes! Men skal vi være ærlige, spiller Gud ingen rolle, når vi skal købe hus og lægge budget. Vi snakker med vores bankrådgiver om den slags. Men Gud glemmer vi. Vi er endt som praktiske ateister, der kun er optaget af det jordiske liv.

Sådan er det også inden for kirkens mure. Evighedsdimensionen er på vej ud af vores kirke. Vi er meget mere optaget af det gode liv, end af det evige liv. Vores tidshorisont er som den rige bondes.

Det er den barske sandhed om kærligheden til pengene og det gode liv. Som rige danskere lever vi med en stadig risiko for at glemme Gud. Derfor gør vi vel i at skrive os Jesu ord bag øret: “Se jer for og vær på vagt!”

 

For det tredje lærer Jesus os, at vi skal søge vores rigdom i Gud. Jesus siger: “Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Engang blev en prædikant inviteret til middag hos en velhavende mand i Texas. Efter middagen førte værten prædikanten ud til et sted, hvorfra man havde en god udsigt over det omkringliggende område.

Manden pegede på oliepumperne mod syd og sagde: “For 25 år siden havde jeg ingen ting. Nu ejer jeg alt det, du kan se herfra”. Han vendte sig mod nogle marker med korn og sagde: “De er mine alle sammen!” Han vendte sig nu mod øst, hvor nogle store kvæghjorde gik på græs. “De tilhører også mig!” Så vendte han sig mod skoven i vest og udbrød: “Den tilhører minsandten også mig!”

Han holdt en pause og ventede på, at gæsten skulle komplimentere hans succes i livet. Men prædikanten pegede imidlertid mod himlen og spurgte: “Hvor meget ejer du i den retning?” Manden bøjede sit hoved og bekendte: “Det har jeg aldrig tænkt på!”

Gennem lignelsen om den rige bonde peger Jesus på himlen og spørger dig og mig: “Er du rig hos Gud?”

Og med det spørgsmål vil jeg slutte denne prædiken. For det er her, Jesus slutter sin lignelse. Og så vil jeg opfordre os alle sammen til at søge Gud og den rigdom af tilgivelse, tryghed, fred, håb og udfordring, som kun Gud kan give. Brug tid på at tænke lidt dybere over, hvad Jesus egentlig mener med at være rig hos Gud.

Amen.

 

Et par overvejelser og forslag til salmevalg.
I kirkebønnen til denne søndag ville jeg lægge vægt på syndsbekendelsen. Vi må sige til Gud, at også vi fristes af pengenes magt og falder i synd. Mellem kirkebønnens enkelte led synger vi nr.939, som et råb om, at Gud må forbarme sig over os.
Ellers kunne salmevalget denne søndag godt gå i en lidt anden retning end prædikenen. Man kunne således synge et par stærke salmer om Guds omsorg. Nr. 35 ville være en nærliggende mulighed. Også nr.44 kan bruges. Hvis man har “kontinuerlig altergang” kan man vælge at synge nogle salmer om Guds omsorg. I så fald er det en god idé at fortælle menigheden, hvorfor vi på denne “pengedag” skal synge salmer om Guds omsorg.