1. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Til søndagen

Allerede i indledningskollekten får vi introduceret denne søndags tema. Der står: ”-omgås således med de jordiske goder, at vi ikke derover glemmer de evige, men at vi gavmildt og gerne hjælper vor fattige næste og ikke forbryder os ved hovmod og ødselhed”. Med andre ord: Det drejer sig om at handle víst med de midler, vi har fået betroet, at de ikke skygger for hverken Gud eller vor næste. Og man må konstatere, at det også fint ligger bundet sammen i den buket af tekster, som hører søndagen til.

 

 

Prædikerens Bog 5,9-19:
Afsnittet drejer det sig om forholdet til penge og rigdom. Rigdom er ikke bare et gode. Rigdommen rummer farer, og det værste af alt: rigdommen har ingen fremtid. En dag må jeg slippe den. Da er det noget andet, der holder, og det er hverken rigdom på penge eller jordisk gods. For det, der hører denne verden til, er som vinden.

 

 

1 Tim 6,6-12:
Her får vi rigdommens farer afmalet: ”Fristelse og baghold  … og styrter mennesker i undergang og fortabelse”. Dertil kommer, at pengene kan flytte fokus bort fra troen. Det er noget andet, der skal fylde, nemlig et stræb efter gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed.
Der ligger måske lidt stof her i forhold til det lutherske. 1) Confessio Augustana artikel 2. Læs hvad der står dér om gudsfrygt. 2) Katekismens kommentarer til de enkelte buds forklaring: ”Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi (ikke) …”.

 

 

Luk 12,13-21:
Hoveddelen af teksten er en lignelse, og den er særstof hos Lukas. Ellers drejer perikopen sig om, at et menneske kommer til Jesus, for at han skal løse op for en arvestrid. Jesus afviser, at det er hans opgave, men føjer så til, at et menneskes liv ikke afhænger af, hvor meget eller hvor lidt, det ejer. Derpå følger en lignelse, som sætter farerne ved rigdommen i fokus. Den rigdom, spørgeren eftertragter.
Lignelsen drejer sig om en rig bonde, deraf navnet på lignelsen. Bonden oplever, at der er alt andet end misvækst på marken det år. Han har ganske enkelt ikke ladekapacitet nok, så derfor beslutter han med sig selv, at han vil bygge større lader. Og det vil han slå sig til ro med.
Pludselig afbrydes hans indre og ydre ro af Gud, der kalder bonden en tåbe. For i nat skal han afkræves sit liv. Han mister det. Han dør. Og hvem skal så have rigdommen? I hvert fald er det alle andre end bonden, der får gavn af rigdommen. For i mødet med døden ejer han intet.

 

 

Til prædiken

Budskabet i lignelsen er alvorligt. Der er megen splid blandt mennesker på grund af arvestridigheder. De er i stand til at splitte familier, splitte venskaber, ja, tillige skabe fjendskab i de nære relationer. Og det, der siges i sådanne situationer fra den, der føler at have trukket det korte strå: ”Jeg kræver ikke mere end det, jeg har ret til. Jeg må da vel kræve min ret”.
Aktuelt for stykket er altså havesygen. Men hvad er havesyge? Man ønsker at eje mere, end man har brug for. Man har en ubændig lyst til at blive rig. Epistelen formaner os derimod til at lade os nøje med at have mad og klæder, og det, vi behøver til at opretholde livet.
Jfr. også skriftens advarsler imod rigdom, se Mark 10,27 og Salme 62,11.
Tankevækkende er, hvor meget bonden taler med sig selv om tingene. Han bruger i vers 19 et langt stærkere udtryk end dét, den danske oversættelse fra 1992 bruger. For han siger ikke: ”mig selv”. Han siger ikke: ”Så, min ven”. Nej, han siger i begge tilfælde ”Psykje”, som må oversættes ”SJÆL”.

 

Sjælen er det stærkeste udtryk for selve personligheden. Han taler ikke bare om sin legemlige trivsel. Han taler om, hvad der i bogstaveligste forstand fylder ham både som menneske og person, både hans indre og ydre. Han er overbevist om at eje det gode liv. Da kommer Gud til ham – med kort varsel. Nu er alt slut. Og vi forstår, at bonden ikke er i stand til at tage noget som helst med. Kort sagt: han er fortabt. Og Jesus tilføjer ”Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud”.

Dermed har Jesus mere end antydet, at der er en verden til forskel på, om man bygger på det, man selv skaber, eller det, Gud i sin nåde giver os mennesker. Forskellen er frelse og fortabelse.
Lignelsen munder altså ud i dette. Livet er vigtigt, men livet er ikke bedst ved at være rig. Livet er bedst, når et menneske lever det liv, som det kan dø på. Det gjorde bonden ikke. Der var intet tilbage, da bonden døde. Alt var slut. Alt blev taget fra ham, i modsætning til Maria (Luk 10,38-42), som havde valgt den gode del. Hun fik løfte om, at den ikke skulle tages fra hende.

For det menneske, der hører Gud til, og giver sit liv over i Guds gode hånd, lever i troen på Jesus. Der er der ikke bare et løfte om, at han vil være med os. Der er der også løfte om et evigt håb.

 

 

Salmeforslag:
728-692-289-616-476-569