1. søndag i advent - 2. tekstrække

Speaker: Erik Bennetzen

Forventning er det, som præger denne dag i synagogen i Nazaret.
Vi ved godt allesammen, at Nazaret er den by, Jesus er vokset op i. Set fra Nazarets synspunkt, så var det kun en tilfældighed, at han ikke også var født der, for både Maria og Josef var fra Nazaret. Og de havde ikke tænkt sig andet, end at det var der, de hørte til og følte sig hjemme.
Men denne mægtige kejser, som havde sine soldater alle vegne, så folk var utrygge og bange, han havde bestemt, at der skulle holdes folketælling, og derfor måtte Maria og Josef af sted til Sydisrael, til Betlehem, hvor deres slægt oprindeligt stammede fra. Og det var så der, Jesus blev født.
Men han var vokset op i Nazaret. Han var en af deres egne. Nogle havde gået i skole sammen med ham, og en masse havde leget med ham, da de var børn, og de havde været unge sammen. Der havde altid været noget særligt ved ham.

 

Det blev der måske endnu mere, da han blev voksen. Vi gætter os til, at han var oplært som bygningstekniker ligesom sin far. Vi plejer at sige tømrer, men vi tænker jo så på, at der skal både tømrer og murer og maler og glarmester og elektriker og VVS-mand til for at bygge et hus, og arkitekt også selvfølgelig. PÅ Jesu tid kunne man spare både elektriker og VVS-mand, for der var ikke noget, der hed elektricitet, og der var heller ingen, der havde indlagt vand. Og resten kunne man faktisk klare med et enkelt håndværk. Og det var sådan en som Josef, man så skulle have fat i. Og så gætter vi lige så foresigtigt på, at Jesus var oplært i det samme. Men vi ved ingenting.
Men det var jo lidt mærkeligt, at han ikke havde noget arbejde, men bare vandrede omkring og prædikede. Alligevel var folk forundrede over det, han sagde. Og så nøjedes han ikke med at prædike. Han helbredte syge, og han uddrev onde ånder. Det har de hørt om altsammen også i Nazaret.

Nu var han så hjemme. Og som sædvanlig kunne man finde ham i synagogen. Sådan havde det altid været. Gamle venner og kammerater – og hvem der ellers havde hørt ting blive fortalt, og så selvfølgelig alle dem, der plejede at komme -, de var der. Det var jo een derfra! Og alle var spændt på at møde deres bysbarn og høre, hvad han ville sige til dem.
Han fik rakt bogen, profeten Esajas’ bog, og læste om dette sendebud fra Gud, som var salvet af Gud, Guds Ånd var over ham.

“Herrens Ånd er over mig! Fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige.
       Han sendte mig
            – for at udråbe for fanger, at de skal få frihed,
            – og for blinde, at de skal få deres syn,
            – for at sætte fortrykte i frihed
            – og udråbe et nådeår fra Herren!”

 

Og ordet, som blev hentet ud af bogen og lød midt i forsam-lingen med Jesu røst, var ikke længere bare et ord om et eller andet, som var sket engang, hvor Gud skænkede mennesker sin nåde og sin frelse. Ordet blev et ord til de mennesker, der hørte det af Jesu mund.
Og sådan er det jo, når vi selv har gudstjeneste, og Guds ord læses for os og prædikes for os. Vi samles ikke bare om gamle fortællinger fra svundne tider. Vi samles om Guds budskab til os, som han giver os, for at vi må leve ved dem, – ja, faktisk finde livet i dem.
Nøjagtig som dengang i Nazaret, da Jesus læste fra profeten Esajas, da var det ikke bare skønne ord, som man kunne læne sig tilbage og nyde som et stykke god musik, man rigtig kunne koble fra ved, så længe det varede. Nej, ordene blev sagt med fuld pålydende. Derfor læste Jesus de ord. Han var ikke til højtlæs-ningsaften, som det kan være godt nok at have. Nej, han havde et ærinde, et budskab, han skulle overbringe. Det var ganske enkelt et vidunderligt budskab fra Gud til de mennesker.
Nøjagtig sådan er det også her i vores kirke i dag.

 

Men han havde ikke sagt, hvad han skulle sige, før han fortalte dem, hvad profetordene betød. Det fornemmede forsamlingen rigtignok, så da han havde læst færdig og havde afleveret bogen igen, var der mere endnu, han skulle have sagt. Det var ikke meget, men det var afgørende. Han sagde:
“I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse!”

 

Fulde af forventning var de kommet. Fulde af forventning havde man rakt ham profeten Esajas’ bog. Den bog med måske de rigeste profetier. Og Jesus havde valgt en af de tydeligste, som også var en af de skønneste. Ganske kort var den, og Jesus har fremsagt den langsomt og tydeligt og værdigt. Hvert ord skulle høres. Og hvert ord blev hørt.
Og forventningen var kun steget. Hvad så? Hvad nu? Hvorfor læste du netop de ord for os? Hvad betyder de ord nu? Spørgsmålene lyser ud af deres ansigter. Alles øjne var spændt rettet mod ham.
– “I dag er dette skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse!”

 

 

Det betyder: Jesus – deres bysbarn fra Nazaret – er den, som profeten taler om. Det er ham, det hele kommer fra, og ham, det hele afhænger af.
Han er salvet af Gud. Udvalgt og udrustet og udsendt af Gud, ligemeget om han kommer fra Nazaret eller ej!
Guds Ånd, Guds kraft er i hans ord og i hans gerning. Ikke sådan at vi kan se eller føle det, for angriber vi ham, eller ringeagter vi ham, eller er vi ligeglade med ham, så kan ingen overbevise os om, at han er noget særligt. Skulle han være mere end alle andre fra Nazaret? Var det ikke det, een engang sagde: “Kan noget godt komme fra Nazaret?”

Men han kommer med glædesbud til fattige.
Han udråber (!) for fanger, at de skal få frihed,
– for blinde, at de skal få deres syn
– han kommer for at sætte fortrykte i frihed
– og udråbe et nådeår fra Herren!

 

Forventningen skal ikke forsvinde. Forventningen skal i stedet for holde hjerter og sind åbne.
I dag – når du hører dette i dine ører og i dit hjerte – i dag er det skriftord, som har lydt til jer, gået i opfyldelse! For det er Ham, det drejer sig om, det er ham, der har bragt opfyldelse, og opfyldelsen sker for os, når vi gennem troen bliver hans.
Når så vi en dag skal se opfyldelsen, så ser vi, at det var sandt i det øjeblik, hans sagde det til os. Amen!