1. søndag i advent - 2. tekstrække

Erik A. Nielsen har den spændende betragtning over kirkeåret og kalenderåret, at ligesom vi har brug for to øjne, der sidder med lidt afstand fra hinanden for at kunne se verden omkring os i perspektiv, sådan har vi kirkeåret og kalenderåret lidt forskudt fra hinanden, hvor igennem vi kan se og forstå verden i et dybere perspektiv. Erik A Nielsen forstår Bibelen som en poetisk fortælling, der fortolker verden på en anden og dybere måde end vores almindelige erfaring. Vi andre tænker jo mere om Bibelen som en åbenbaring af det, som ikke kan erkendes med sanserne, men hans pointe kan godt bruges af den grund.

 

Nu starter et nyt kirkeår, hvor vi – igen – i løbet af 65 søn- og helligdage skal gennemleve den bibelske frelseshistorie og de afgørende led i den kristne tro. Det starter med fire søndage med bodens fortegn. Glæden over Kristi komme er forbundet med alvor og eftertanke. De vigtigste juleforberedelser er ikke alle de stressende juletraditioner, som hører vores traditionelle, folkelige danske jul til, og som ofte er forbundet med materialisme og overforbrug. Det vigtigste er at få udfoldet og anvendt de bibelske teksters lys over den åndelige fattigdom og blindhed, som mennesker lever i uden Kristus, sådan at vi – igen – får åbnet vores øjne for rigdommen i budskabet om Kristi komme.

 

Samtidig tror jeg, vi skal være opmærksomme på, at den almindelige dansker, hvoraf nogle jo forvilder sig i kirke i adventstiden, lever et helt andet sted end i kirkeåret. For ham eller hende er 1. søndag i advent sammen med julekalender og tilbudsaviserne en del af den pakke, der fløjter juleforberedelserne og julefejringen i gang. Skal forkyndelsen ved adventsgudstjenesterne forbinde de to verdener, kræver det, at den er tekstnær og livsnær. Den skal knytte til ved den verden, hvor tilhørerne er, men skal være bevidst om at bevæge dem i den bibelske verden og virkelighed.

 

 

Til teksterne

Den gammeltestamentlige læsning fra Esajas 42,1-9 er én af Herrens-tjener-sangene fra Esajas bog, hvor det på en stærk måde afsløres, at Messias er anderledes og mere end blot en konge og politisk befrier. Han er en stilfærdig person, udrustet med Guds Ånd til på en særlig måde at tage sig af den, der ikke kan selv: det knækkede rør, den osende væge, de blinde, de fangne. Han kommer til verden ikke blot for at hjælpe de menneskeligt og åndeligt rige og stærke, men er speciel optaget af dem, der er udenfor. Hans mål er ikke blot at gribe ind i forhold til Israel, men til hele verden. Han skal være et lys – også for hedninger.

 

Epistlen, Rom 13,11-14, er velvilligt udlånt fra 1. tekstrække. Den taler om den nuværende tidsalder som en nat, og Jesu genkomst som dagen, der nærmer sig. Metaforikken ligner Zakarias lovsang, hvor Zakarias skildrer den messianske tid som en solopgang fra det høje, der kommer for at lyse for alle, der sidder i mørke og dødens skygge. Jesu nære komme skal motivere os til et liv i ædruelighed, seksuel disciplin og social fordragelighed. For et par tusind år siden var det åbenbart nødvendigt med så kontante formaninger til en kristen menighed. Heldigvis er vi kommet ud over det stadie. Eller har jeg misforstået noget? Måske har oldkirkens valg af episteltekst haft en profetisk fornemmelse af moderne danske julefrokosttradition.

 

Prædiketeksten fra Lukas 4,16-30 er Jesu besøg i Nazaret synagoge, en tekst, som er en slags programerklæring for Jesu virke ifølge Lukasevangeliet og derfor en meget relevant tekst at indlede et nyt kirkeår med. Også i Nazaret synagoge var forsamlingen et andet sted i deres tankebaner og forventninger end teksten, og Jesu korte prædiken udvikler sig til et voldsomt sammenstød mellem deres forventninger og Jesu egentlige ærinde i verden.

 

 

Til prædiketeksten

Lukas har brugt meget spalteplads på forberedelsestiden op til Jesu offentlige fremtræden. Nu er han blevet kendt som omkringrejsende forkynder og som den, der kan helbrede syge. Men hvad var egentlig Jesu selvforståelse og budskab? Det kommer frem i dette tekstafsnit.
Luk 4,16-30 har følgende indhold:

 

Den ydre ramme for skriftlæsningen (v16-17).
Skriftlæsningen og udlægningen (v18-21).
Reaktionen: skarens indledende spørgsmål (v22).
En lignelse og en gammeltestamentlig parallel til deres afvisning (v23-27).
Reaktion: stor vrede og fjendtlighed (v28-29).
Jesus forlader dem (v30).

 

 

Der er to vigtige motiver i teksten, som er gennemgående for hele Lukasevangeliet. Det første er, at Jesu komme og virke er en opfyldelse af Det gamle Testamente. Jesus er den åndsudrustede Messias og Herrens tjener, som skal virkeliggøre jubelåret. Det andet er, at Jesu komme vil dele hans samtid i dem, som afviser ham og for hvem hans komme bliver til fald og forfærdelse, og i dem, der modtager ham og får del i Messiastidens goder.

Der er ikke helt klarhed over, hvordan en synagogegudstjeneste præcis foregik på Jesu tid. Meget tyder på, at den foregik med to skriftlæsninger med én fra Mosebøgerne og én fra profetlitteraturen. Det var heller ikke usædvanligt, at det var en gæst, der fik æren af at læse én af teksterne og knytte en udlægning til, jfr. Paulus’ praksis  i ApG.  Jesus tager selv initiativ til at være læser. Han rækkes profeten Esajas’ bogrulle og vælger selv tekstafsnittet. Han læser et afsnit fra Es 61, men inddrager en sætning fra Es 58 (at sætte undertrykte i frihed). Denne måde at kombinere to tekster på var ikke usædvanlig i den rabbinske tradition.
Teksten taler om en profetisk skikkelse, som skal forkynde Messiastidens komme. Men forkynderen skal ikke blot gøre opmærksom på det, men skal selv være den, der virkeliggør det, jfr. sætningen: sætte undertrykte i frihed.

 

Tilhørerne er spændt på udlægningen. De forventer sandsynligvis en refleksion over, hvorvidt Messiastiden er nært forstående. Eller om folket må angre, gøre bod, tugtes og straffes en tid endnu, før det er rede til at modtage Messias.
Jesu budskab er, at Messias er kommet. Lukas gengiver kun overskriften og har en komprimeret fortællestil. Dette vækker i første omgang begejstring. Ventetiden er forbi. Tilhørerne er en del af den generation, der skal erfare Messiastidens velsignelse.
Men så lytter de efter for at få begrundelsen for argumentationen, og så er det, at det går op for dem, at sådan som teksten taler om ham, som både skal forkynde og virkeliggøre Messiastiden, sådan peger Jesus på sig selv som den, der skal virkeliggøre Messiastiden. Og det virker fuldstændig latterligt på dem, at en lokal knægt fra deres egen landsby skal virkeliggøre de guddommelige løfter fra Esajas’ bog. Jesus er jo selv en del af det fattige og undertrykte Galilæa. Hvad forskel kan han gøre?
Jesus foregriber deres indvending ved at fortælle den korteste lignelse i Lukas-evangeliet: Læge, læg dig selv. Vis i handling, at du er den store befrier, før du kommer med så grænseoverskridende påstande. Jesus forstår altså godt hvorfor tilhørerne tænker, som de gør. Han forsøger dog ikke at minimere sin egen betydning, men sammenligner sig selv med de to store profet-skikkelser i Det gamle Testamente: Elias og Elisa. Også de gjorde store tegn, men det blev til gavn for alle mulige andre end deres egne landsmænd. Jesus fastholder og skærper altså pointen i sin prædiken, at han er den, der er i færd med at virkeliggøre Messiastiden. Samtidig tolker han sine tilhøreres skepsis som en gentagelse af det vantro Israels oprør mod profeterne.
Tilhørerne oplever Jesu ageren som mere end hovmod. Det er gudsbespottelse, at en i deres øjne almindelig lokal tømrer tilkender sig selv sådan en betydning. De er villig til at henrette ham uden dom. Et øjeblik er stemningen lige så spændt og hadefuld som langfredag morgen. Men Jesu time er endnu ikke inde, og som Jesus senere siger, så er det i Jerusalem og ikke i Nazaret, at en profet bør blive slået ihjel (Luk 13,33).

 

 

Ansatser til prædikenen

En mulighed kunne være at lave en prædiken over temaet: forventninger og tage udgangspunkt i danskernes forventninger til julemåneden og Jesu samtids forventer om en jordisk og politisk Messias. Også i dag har vi det med at tolke Jesus i forlængelse af vores egne drømme om livet, julemåneden og fremtiden. I første omgang bliver Jesus den, der knuser vores forventning. Han har et andet og dybere ærinde end at opfylde vores drømme. I næste omgang kan vi som de, der er knuste i vores hjælpeløshed (åndeligt fattige, blinde, fangne) modtage adventstidens befriende budskab om hans komme. Jesus er den, der gennem sin forkyndelse skaber nye forventninger og indfrier dem på en langt mere grænseoverskridende måde, end vi kan forestille os, jf. GT-tekstens forkyndelse af Messiastiden som en verdensomspændende jubelår, Paulus, der taler om dagen, som er nær og Jesus, der forkynder sig selv som opfyldelsen.

 

 

Salmer:  78 – 74 – 80 – 85 – 76 – 84