1. søndag i fasten - 1. tekstrække

Om søndagen og dens karakter:

1. søndag i fasten markerer indledningen til fastetiden. Man kunne måske ønske sig, at fastetidens tekster mere tydeligt og direkte ville lade os følge Jesus på hans vej op til Jerusalem for at lide og dø for os syndere. Men der er andre motiver, som blander sig ind i det hele. Ikke mindst ”fristelse og kamp” er et vigtigt tema i fastetiden. Det gælder Jesu kamp og den modstand, han mødte på hans vej til lidelse og død, og det gælder vores årvågenhed og kamp mod alt det, der vil friste os og hindre os i at gribe og få del i Guds rige.

Dette tema bliver slået an helt fra begyndelsen i fastetiden, specielt når det gælder Jesu kamp i mødet med Satan og hans fristelser. Det var vores frelse, som her står på spil. Men det afspejler også, hvordan Satan sætter ind imod os. Og Jesu svar på fristelsen viser os, hvor vi skal vende os hen i fristelsens time.

 

Tekstens placering:

Teksten følger umiddelbart i hælene på teksten på Fastelavns søndag om Jesu dåb, der kan ses som en indvielse til hans frelsergerning. Så her har vi et af de få tilfælde i kirkeåret, hvor den ene søndags tekst følger lige i sporene på den forrige. Det, der skete ved Jesu dåb, blev fulgt fra den himmelske verden med den største opmærksomhed, og derfor bliver himlen for et kort øjeblik åbnet efter hans dåb, og der sker noget højst usædvanligt, som viser os den treenige Guds nærvær og engagement i det, der er sket. Men den sataniske verden har fulgt det hele lige så opmærksomt – og med dyb rædsel. For Satan vidste, at nu var i sandhed ”Himmelen løs”.

 

Selve teksten:

Mange udlæggere af denne tekst fremkaster den tanke, at når Djævelen møder op lige netop her efter Jesu dåb for at friste Jesus, så sker det af i mindst to grunde:

 

1)      fordi Djævlen ser og erkender Jesus som den anden Adam. Og ligesom han mødte den første Adam i Paradiset og fik ham til at falde, så det fik katastrofale følger for hele menneskeslægten, sådan møder Fristeren op her for at friste den anden Adam til fald for dermed at fastholde hele menneskeslægtens i dens fald og fornedrelse.

 

2)      fordi Satan fra starten af vil lede Jesus bort fra den vej, han er slået ind på, der som Guds vej vil lede til frelse for menneskeheden for i stedet at få ham til at følge Satans vej til magt og ære og herlighed.

 

Selv er jeg meget optaget af, at denne beretning fremstiller Jesus som den, der bliver fristet og sejrer i fristelsen og dermed opfylder loven i vort sted. Jeg husker, da jeg hørte min gamle NT-professor i Lund, Birger Gerhardsson, udlægge, hvordan Jesus her og flere andre steder i Mattæusevangeliet overvinder fristelsen til ikke at elske Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind (Matt. 22,37). Det sker i de tre fristelser, han møder som fristelsen til at skaffe sig brød og dermed stille sin sult, fristelsen til at demonstrere sin magt ved at kaste sig ud fra tempeltinden og endelig fristelsen til at bøje knæ for Satan og tilbede ham.

De jødiske lærde udlagde det store bud i loven sådan, at det at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sit sind, netop betyder at elske ham sådan, at hverken tilfredsstillelsen af vore menneskelige drifter eller vores søgen efter popularitet og ære eller vort ønske om at eje en masse ting (mammon) kommer til at få forud for at elske Gud. I de fristelser, som mødte Jesus, ligger således i princippet alle de fristelser gemt, som møder os til ikke at elske Gud over alt andet.

Jesus overvandt fristelsen ved at holde sig til Guds ord (i modsætning til den første Adam!). Han opfyldte dermed loven i vort sted!

 

 

Mellem tekst og prædiken:

Jeg vil foreslå to prædikentemaer, som ligger tæt på hinanden, men som let kan varieres og appliceres må mangfoldige måder med tanke på tilhørerne og deres hverdag).

 

1.      Jesus som den, der er fristet i alle ting ligesom vi – dog uden synd (Hebr 4,15).

Begynd i Paradiset ved fristelsen af Adam og Eva (GT-teksten) og drag paralleller herfra til Jesu fristelse og til Satans fristelse af os, når det gælder både tidspunkt og selve fremgangsmåden. Fristeren sætter ind med sin fristelse i de mest afgørende øjeblikke, og han kommer ”krybende”, vil ikke fornægte Guds ord, men bare diskutere dets betydning: ”Har Gud virkelig sagt….?” ”Hvis du er Guds søn…” Hvorfor leve under faste og med afsavn, når du har adgang til det hele? Det er som antydet let at drage parallellen til os selv og vores egen tid: ”Du kan sagtens være kristen og få det hele med!”

På samme måde forsøger Djævelen at friste med magt og popularitet som vejen til alt godt. Til Adam: ”Du skal blive som Gud…” Til Jesus: ”Glem det med korset og vis dem én gang for alle, hvor fantastisk du er!”

Endelig tilbyder Satan Jesus en alliance med ham selv (ligesom Eva i Paradiset blev tilbudt en alliance med Satan, som ville give adgang til det, som Gud åbenbart havde villet forholde dem!). Det hele ville for Jesus være klaret med en hurtig knæbøjning for Satan (i stedet for lidelse og selvopofrelse!)

At Jesus er fristet i alle ting, ligesom vi – og sejrede – gør, at vi har et sted at gå hen, når vi fristes. Kampen er ikke håbløs! ”For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, som fristes!” (Hebr 2,17)

 

 

2.      Satans fristelse af Jesus til at forlade selvopofrelsen og lidelsens vej til fordel for en vej, som ville være langt lettere for ham at gå.

Jesu dåb har fået Helvede til at gå i chok – og i alarmberedskab. Satan må selv på banen. Det er ikke blot et spil for galleriet. Muligheden for, at Jesus falder i fristelsen, er til stede, selv om vi slet ikke kan bære at tænke på konsekvenserne! Fristelserne, han mødte, gik ud på

·        At prioritere sine egne behovs tilfredsstillelse over det mål, der var sat for hans liv, og som hans dåb havde indviet ham til, dvs. at sætte opfyldelsen af egne behov over Guds mål!

·        At bruge sin magt til et spil for galleriet, en magtdemonstration, for at opnå popularitet. Djævelen kan oven i købet citere Bibelen til støtte for sin plan! Men det var ikke Guds mål at bringe verden på knæ for Jesus i næsegrus beundring af ham. Guds plan var at frelse os!

·        At gøre et knæfald for ham, som kaldes denne verdens fyrste som en hurtig vej til at opnå verdensherredømme – uden om lidelse, kors og forsmædelse. Det vil alt sammen i stedet kunne opnås i et snuptag ved tilbedelse af Satan!

Jesu svar er: ”Vig bag mig Satan!” Vi svarer på samme måde, når vi tager vor tilflugt til ham, som kæmpede og stred for os. NT’s formaning er: ”Hold jer ham for øje, for at I ikke skal blive trætte og miste modet” (Hebr 12,3).

 

 

Salmeforslag

618                Op! Våg og bed