11. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Dan K. Månsson

Eksegetiske overvejelser og teksternes centrale budskab og sigte

Fra Jobs Bog læses et uddrag af Elifaz’ første tale til vennen Job. Elifaz er den første af Jobs tre venner, som tager ordet efter en uges tavshed over Jobs store nød. Gid det var blevet ved den lindrende tavshed, hvor smerten blev hørt. Belærende snak midt i lidelsen til både Gud og mennesker har ofte ødelagt mere end gavnet. Dagens lektie er et tåleligt afsnit af Elifaz’ tale (kap.4-5), som ellers udmærker sig ved et farisæisk forsøg på at få placeret sorteper godt og grundigt hos Job. Det kan derfor være vanskeligt i prædikenen at knytte til ved en tekst løsrevet fra sin sammenhæng. Elifaz’ tale om ydmyghed er – set i sammenhængen Job.4-5 – f.eks. ikke den samme som Jesu tale om ydmyghed i evangelieteksten.

Epistlen minder os om to mere opbyggelige og vitale trossandheder om nåden. Nåden har sin grund i, at ”Kristus døde for vore synder efter Skrifterne!” Og nåden har en livsforvandlende kraft i sig, som formår at skabe troens liv i selv den mest hårdkogte synder. Disse sandheder er gode at få forkyndt til en synder, som må ’nøjes med’ at bede: ”Gud, vær mig synder nådig!”

Evangelieteksten er domineret af Jesu lignelse om farisæeren og tolderen i templet. Farisæerens og tolderens selvtillid og selvværd er vidt forskellige. Farisæerens selvbillede, der struttede af både selvtillid og selvværd, var så forkvaklet, at det blev hans selvmål, mens tolderens selvbillede var så realistisk, at han ikke troede, han var noget. Da han udleverede sig selv til Gud, kom han i mål.

 

 

Prædikenansats

Det er vigtigt denne dag, – som alle dage, vi prædiker for mennesker – at de får et ret syn på sig selv, på andre og på Gud.

Selvtillid og selvværd og selvbillede er emner, der ofte vil vække genklang hos tilhørerne. Derfor er det bestemt en mulighed at knytte til ved disse emner i prædikenen.

Både epistel og evangelietekst lægger op til at lade temaet dreje sig om nåden. Og hvad er mere centralt end netop nåden?

Hvor egen vellykkethed er drivkraften og fylden bag selvværd og selvtillid, bliver selvværd og selvtillid usikre størrelser. Hvor Guds nåde er drivkraften og fylden, der bestemmer selvværdet og selvtilliden, bliver fundamentet solidt. At selvværd og selvtillid stadig angribes af egne iboende karaktertræk og andres foragt, ændrer ikke ved Guds nådes drivkraft: ”Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.”

Jesu lignelse viser, at det er muligt at skabe sig et forkvaklet selvbillede, der nok stiver selvtilliden af og fylder selvværdet med tomme kalorier, men ikke gør videre indtryk på den Gud, det var tiltænkt at dupere. Selvretfærdighedens selvbillede har ikke brug for anden retfærdighed. Det har nok i sig selv. Det er så vidtløftigt, at bønnen fornemmes selv at kunne flyve op til Gud.

 

At træde frem for Gud uden andet end et realistisk selvbillede og bede om nåde, gør indtryk på al trøsts Gud. Tolderen må slå sig for brystet for at få banket bønnen ud af hjertet, en dybtfølt smerte over synden kommer fra hjertet på et menneske i periferien af ’kirken’ i Jerusalem. Der er intet svævende ved den bøn. Og i stedet for en fortærende ild, forkynder Jesus, at Gud iklæder synderen sin retfærdighed. Og det er det største, et menneske kan erfare i mødet med Gud, når Gud selv samler bønnen op.

Hvad er bøn? To meget forskellige bønner til den selv samme Gud fra to vidt forskellige mennesker. Virkeligheden er, at farisæeren og tolderen ikke er spor forskellige i udgangspunktet, men deres gudsbilleder er lige så forskellige som deres selvbilleder. Vore bønner viser altså noget af vort selvbillede og vort gudsbillede. Det er jo tankevækkende, hvor snakkende vi af og til kan blive overfor Gud, hvor belærende, begrundende, beklagende og bedrevidende, vi kan være overfor Gud. Vi kan med vore ord åbne os for Gud, så vi overgiver os til Ham, og Han kan komme til med sin nåde. Men vi kan så sandelig også holde Gud på afstand med vore ord, så de i virkeligheden får samme virkning, som farisæerens, nemlig at fortælle Gud, os selv og omverdenen, at vi ka’ selv, og hvad vi synes, Gud lige skulle ta’ at gøre for os.

 

 

Målgruppe og pædagogiske overvejelser

Lukas indleder beretningen med ordene: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse… Der kan altså i forlængelse af lignelsens målgruppe prædikes til farisæeren. Det er vigtigt at prædike, så det, der er moralsk godt i et menneskes liv, ikke nedvurderes, men får sin rette placering. Farisæeren skal hjælpes til at se sit værd for Gud, sig selv og omverdenen, ikke som et resultat af egen formåen, men alene i kraft af skabelsen og frelsen. Her er det nåden, som skal prædikes fuldtonende, altså betingelsesløst.

En anden mulighed er at prædike til tolderen i lignelsen. De findes jo også i kirken, kirkegængerne, der ikke synes, de er noget eller kan noget, fordi deres liv er mislykkedes. Her er det også nåden, som skal prædikes fuldtonende, altså betingelsesløst.

Vi skal være opmærksomme op, at når vi prædiker, taler vi til hele mennesket. Og det psykologiske aspekt har en ikke ringe betydning for vor måde at lytte på. Der er mennesker med et selvværd og selvbillede så ødelagt at indre og ydre årsager, at selv den mest befriende tale om vort værd for Gud ikke umiddelbart forløser. Det skal dog ikke hindre os i med frimodighed at minde mislykkede syndere om deres værd for Gud og opmuntre dem til at se deres værd i Jesu stedfortrædende død. Selv et menneske, som på den indre front kæmper med et ødelagt selvbillede, kan i troen gribe om ordet, uden det umiddelbart læger det indre.

 

 

Gode idéer og praktiske vink

En indfaldsvinkel til prædikenen kunne – alt efter praksis på stedet – være lidt filosoferen over, hvorfor adskillige kirker og missionshuse fyldes bagfra, under orgelpulpituret, når det meste af gudstjenestens verbale kommunikation kommer fra den anden ende af rummet. Hvorfor er det altid børn og enfoldige, der sætter sig øverst, indtil kirketjeneren verfer dem væk til fordel for dåbsfølget?

 

 

 

Salmevalg

748                Nu vågne alle Guds fugle små

397                Trods længselens smerte

609                Dybt fornedres skal enhver

656                Ængstede hjerte

518                På Guds nåde

411                Hyggelig, rolig

Jeg er usikker på salmen ”Min nåde er dig nok” (DDS 523) af Johannes Johansen. Temaet i salmen og specielt v.2 passer fint til dagens lignelse. V.1 ville binde en dåb godt sammen men resten af gudstjenesten. Vanskeligheden er v.3, og derfor går jeg foreløbig udenom salmen. Ligger der en tanke om, at i sidste ende frelses alle i dommen, fordi nåden så at sige overtrumfer al skyld hos ”døde, der skylder livet væk”.