11. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Olav Fog

Hvem er han? Han erGud!
Dagens bordtale må handle om, hvem han er, som vi er samlet om.
Jesus var indbudt til at spise hos en farisæer, men der kom også en ubuden gæst, en kvinde, som man kaldte syndig. Dermed mente man, at hun var byens luder – som om der ikke var andet, der kunne være syndigt. I øvrigt er det ganske ejendommeligt, som mennesker har tilbøjelighed til at gøre det seksuelle til noget særlig syndigt. Men i grunden er det slet ikke så mærkeligt. Det kommer af, at seksuelle synder har en så katastrofal stor betydning for menneskers omgang med hinanden. Det berører menneskers følelser, kærlighed og familieskab, og det berører slægtens forplantning, børnene. Derfor er der i grunden ikke noget at sige til, at seksuelle synder anses for noget særligt. Det er det for alle mennesker, og derfor er en overlegen gøren grin med forargelse over seksuelle synder i virkeligheden noget værre hykleri..

 

Som handlingen skrider frem, viser det sig, at Jesus heller ikke gør seksuel synd til noget harmløst. Det er en synd, hvor der ligesom for andre synder også er tilgivelse, men det er dog synd. Værten, som havde indbudt Jesus, var nok ikke lige så large som Jesus. Han er forarget over, at Jesus overhovedet ville have med hende at gøre. Han burde vide bedre!
Nu følger så en lille disput med værten, hvor Jesus benytter sig – som så ofte før – af en lignelse, lignelsen om de to skyldnere. Pointen her er, at nok har hun syndet stort, men hendes taknemlighed er tilsvarende stort, altså må hun have fået det hele tilgivet. I sine handlinger over for Jesus viser hun, hvor stor hendes taknemlighed mod Jesus er. Ergo må hun have fået en tilsvarende stor tilgivelse. Takken for Guds godhed viser, hvor stor en godhed, man har modtaget!

 

Som kontrast til synderinden står Simon farisæer, der netop ikke gjorde alt det, som synderinden gjorde. Han har ikke udvist almindelig gæstfrihed. Han har ikke vasket Jesu fødder. Han har ikke givet noget velkomstkys, og han har ikke salvet Jesus. Tilgivelsen for hendes mange synder gentages nu – eller siges i klartekst, for at ingen skal være i tvivl. Men netop det sætter noget i gang i bordfællerne: ”Hvem er han, som endog tilgiver synder?”. Det er et spørgsmål, som både berører spørgsmålet om, hvem Jesus er, og spørgsmålet om, hvad kirkens embede er.

 

Her kan vi trække en parallel frem: Helbredelsen af den lamme i Kapernaum, Mark. 2,1-12. Det drejer sig om fuldmagten til at tilsige syndernes forladelse, altså det samme som i denne tekst. Det kan nemlig ikke hvem som helst. Det kan i grunden kun Gud og så den, som han giver fuldmagt dertil. Her bruger Jesus sin myndighed til at gøre undere, – som det er klart for enhver, kun kan  komme fra Gud, – som hjemmel for sin myndighed til at forlade synder – det, som kun Gud kan gøre. Jesu myndighed kan kun komme fra en, der selv har myndighed, fra Gud. Tanken om myndighed indebærer altså samtidig tanken om overdragelse af myndighed: ”Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen” (Johs.3,27; jf. Jesu ord til Pilatus, Johs. 19,11). Jesus er altså selv sendt af Gud med Guds egen myndighed, og noget af den myndighed overdrager han til disciplene og sender dem ud med: ”Ligesom Faderen har udsendt mig, således sender jeg også jer” (Johs. 20,21). Embedet beror altså på en overdraget myndighed, og ligesom Jesus som hjemmel for sin myndighed henviser til sin undergerning, sådan må embedsindehaveren henvise til sin hjemmel, nemlig sin ordination og – hvad der er lige så vigtigt – henvise til den person, der har overdraget ham fuldmagten (ordinator). Det er nemlig ikke bare en neutral funktion, som hvem som helst kan udføre, men en personlig fuldmagt, der er gået fra person til person. I sig selv er funktionen intet, hvis ikke den er knyttet til en person, der har fået overdraget myndigheden. Men det kommer alt sammen af, at kristendom jo ikke er en ideologi, en tidløs lære, som svæver frit i luften, og som enhver bare kan gribe, men en personlig relation – Jesus is my friend.

 

Når vi nu har fået på plads, hvem Jesus er, og hvem den apostolske udsending (præsten) er, kommer så spørgsmålet om, hvad budskabet, for hvis skyld både Jesus og præsten er til for, i det hele taget går ud på.
Ja men, budskabet er slet ikke noget budskab, men en ”kærlighedserklæring” – eller rettere en solidaritetserklæring: se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Det står der ikke ordret, men der står: Din tro har frelst dig. Gå bort med fred! Det betyder, dine mange synder, som du visselig har, skal ikke plage dig mere. De er tilgivet, for jeg er hos dig og vil ikke slippe dig. Tro det, stol på det, så har du det.
Du kan netop tro det og stole på det, fordi det er sagt af Himlens og jordens skaber, han, som er kommet til os i Jesus Kristus med fuldmagt til at forlade synder, og som gennem ordinationen har overdraget denne fuldmagt til sine ringe jordiske tjenere, til kirkens embede.
Uden en sådan overdragelse, uden ordination, bliver det hele jo bare til vort eget postulat. Ganske vist kan vi hænge det op på nogle citater fra Bibelen, men hvem gælder disse citater? Alle og enhver? Nej, kun dem, som de er sagt direkte til – til dem, der har fået fuldmagten
På den måde undgår vi ønsketænkning og sentimental føleri. Syndernes forladelse beror på noget virkeligt, noget håndfast, som vi kan henvise til: Jesus fuldmagt, som han har overdraget sine ringe tjenere: binde- og løsemagten, kirkens nøgler.
Jeg ved godt, at mange præster er bange for at prædike om deres embede. De tror, at når man taler om sit embede, taler man om sig selv. Intet er mere forkert. Embedet er jo netop ikke vort eget, men Jesu Kristi embede. Når vi taler om embedet, taler vi om Jesus Kristus. Hvis ikke vi taler om embedet, kommer vi derimod meget let til at tale om os selv i stedet, om hvad jeg føler, og hvad jeg nu synes.
Husk på, vi er i en andens tjeneste – for menneskenes skyld!

 

 

Salmeforslag:
3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre
397 Trods længselens smerte
385 v. 4  Så lad, o hjertesøde Gud
– – – – – – – –
52  Du, Herre Krist  (Alternativ: 151  Med sin alabaster-krukke)
518  På Guds nåde i al våde