12. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

De sidste 14 dage af mit liv har været en forunderlig oplevelse. Først var der gudstjenesten forrige søndag, og dernæst har jeg rejst og mødt spændende mennesker og en pulserende by, hvor alting i alt fald ifølge amerikanerne selv er større og bedre end alt andet i verden, eller som de selv udtrykker det ‘better and bigger’. Og indrømmes må det: der er meget i New York, der er større end alt andet.
På sydspidsen af Manhattan ligger World Trade Center, der med sine 110 etager rager næsten en halv kilometer op i luften. I godt vejr kan man komme op på taget, og der stod jeg onsdag aften og ventede på, at solen skulle gå ned derovre mod vest. Udsigten tager pusten fra en, Frihedsgudinden ligner en nipsgenstand, bilernes larm dernede på gaderne er reduceret til en behagelig summen, og helikopterne suser som små hvepse rundt dernede for fødderne af én.

Man kan jo få tanken: Gad vide om det nu holder. Man har jo hørt om terrorister, der har bombet bygningen, og avisernes forsider er fyldt med beretninger om jordskælv i det fjerne Europa. Gad vide om det holder?
Og tankerne vandrer videre til søndagens gudstjeneste, her møder vi det jo også, spørgsmålet: Gad vide om det holder:

Der er hån i stemmen på den gamle salmist, da han for årtusinder siden sang:
Hvorfor spørger folkene:
Hvor er deres Gud?
når vores Gud er i himlen
og gør alt, hvad han vil?
Deres gudebilleder er sølv og guld,
menneskehænders værk.
Nok har de mund, men de kan ikke tale,
nok har de øjne, men de kan ikke se,
nok har de ører, men de kan ikke høre …

 

Vi hørte denne gamle salme ved begyndelsen af vores gudstjeneste. Og pointen er klar nok, der er forskel på den levende Gud, der er i himlen, og alle de forgyldte afgudsbilleder, eller møgguder – som de kaldes i Det gamle Testamente. Men den forskel er en trossag – for det meste. Bibelen er fuld af beretninger om, at den levende Gud greb ind i menneskers liv.

 

I dagens tekst møder vi Jesus på rejse. Formodentlig har Jesus og hans disciple søgt til det fremmede for at finde ro til samtale og undervisning. Men vi hører et par eksempler på, at selv blandt hedninger var rygtet løbet stærkt om denne jødernes Messias, der helbredte mennesker og tilgav dem deres synder.
Derfor hører vi da også om et par mennesker, der får hjælp på denne vandring uden for Israel. Jesus har vandret igennem Sydlibanon, over Golanhøjderne og om på østsiden af Genezaret sø, til Dekapolis’ egne. Her bringer folk en døvstum til ham, for at Jesus skal lægge hånden på ham.
Og Jesus helbreder den døvstumme. Han taler tilmed tegnsprog, for at den døvstumme skal forstå, at det er Gud i himlen, der helbreder ham. Og Jesus helbredte ham, sådan som han faktisk helbredte alle, der kom til ham i deres nød.
Der var endnu tusinder i Israel, der morgen og aften havde bedt til Gud for at blive fri for deres sygdom, men det var denne ene, en fremmed fra Dekapolis, en syrer, der mødte Jesus – og blev helbredt. Og man kan godt synes, det er lidt uretfærdigt, at det netop var denne hedning, der blev helbredt. Men Guds veje er mærkelige – og ikke retfærdige efter et menneskes målestok.
Jesus havde allerede tidligt i sin virksomhed vakt stor opstandelse ved at pege på Guds mærkelige veje. I den første tale, vi hører om i Lukasevangeliet (den tale Jesus holder i synagogen i Kapernaum), bringer han nærmest forsamlingen i raseri ved at pege på Guds mærkelige veje:
‘Og jeg siger jer som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.

 

Og nu havde Jesus også selv hjulpet en kvinde fra Sidons land og en syrer. Og man spørger uvilkårligt hvorfor? Hvorfor lige dem, og hvorfor ikke nogle af de mange syge i Israel? Vi får ikke noget svar. Ikke ud over, at Guds rige bryder igennem i Jesu person, og glimtvis oplyser for os, hvordan det skal være i Guds rige, et rige uden sygdom og sorg.
Også mennesker i dag spørger: Hvorfor. Hvorfor skal jeg rammes af sygdom? Det er et spørgsmål, som vi heller ikke får svar på. Ikke ud over, at efter syndefaldet er sygdom, lidelse og død livsvilkår i vores verden.
Men det er en grufuld misforståelse at påstå en årsagssammenhæng mellem det enkelte menneskets synd og sygdom. Vi har da også et tydeligt opgør med den tankegang i en af beretningerne i evangelierne. Det berettes, at Jesus på sin vej mødte en mand, der havde været blind fra fødselen. Og de andre spurgte Jesus, om det var den blinde, eller hans forældre, der havde syndet, siden han var født blind. Jesu svar er meget klart: Han siger: Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. Og så helbreder Jesus ham, og kalder ham til at blive discipel.
Og folk var overvældede af forundring og sagde: Han har gjort alle ting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale. Han har gjort alle ting vel, sagde folk – næsten som et ekko fra skabelsens morgen, hvor Gud skabte, og så at det var godt. I Jesus er Guds rige nær, og han genskaber et forkrøblet menneskeliv til det som egentlig var meningen.

 

Det er en væsentlig del af den kristne tro, at Jesus genopstod fra de døde. At han lever i dag, og er Vor Herre, som vi kan komme til med vores bøn.
Der er forskel på dengang og nu. Jesus spurgte engang med et billede: ‘Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste.’ Jo der er forskel på dengang og nu.
Det sker, at Gud helbreder mennesker, der beder til ham. Men det sker oftere, at mennesker får det svar, som allerede apostelen Paulus fik: “Min nåde er dig nok.” Og mennesker må leve videre, mærkede af den verden, som vi er en del af.
I vores tid er vi nærmest vaccinerede imod at udstede veksler på evigheden. Men jeg synes nu alligevel, at det gør en verden til forskel, at det Guds rige, som var nær i Jesu person, mens han vandrede på jorden – at det Guds rige engang skal være en altomfattende virkelighed. Det gør da en forskel, og sætter også et andet perspektiv over livet her og nu.
Hvordan der skal være i Guds rige, ved vi ikke i detaljer – og dog så ved vi nok – for vi har set glimt af det i det møde Jesus havde med mennesker. Et møde der dengang som nu får mennesker til at undre sig og sige: Han har gjort alle ting vel.
– Lov og tak og evig ære være dig vor Gud …

 

Salmer:
698 – 258 – 140 / 141 – 5.