12. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Eksegetiske overvejelser
Kontekst: Før: uddrivelsen af en dæmon af den hedenske, syrisk-fønikiske kvindes datter.
Efter: bespisningen af de fire tusind.

 

Parafrase

V31-32: Jesus vandrer igennem Dekapolis og bliver præsenteret for en døvstum, som man beder ham om at lægge hånd på.
V33-35: Jesus fører manden væk fra skaren, bruger en form for tegnsprog i kommunikationen med ham og helbreder ham.
V36-37: Jesus forbyder manden at fortælle om helbredelsen, men manden fortæller vidt og bredt om det, og folk er fulde af forundring over Jesus velgerninger.

 

Eksegetiske detaljer

Jesus befinder sig i Dekapolis, som bestod af 10 græsk/hedenske byer, hvor der dog også boede en del jøder. Jesus opererede først og fremmest blandt jøder, men har nogle afstikkere, hvormed han introducerer den senere virksomhed blandt hedninger, som han befaler sine apostle at gå i gang med.

Jesus har virket i en spænding mellem på den ene side at være en offentlig person, der ville have mennesker i tale, og på den anden side at undgå misforståelser af, hvem han var og for tidligt at komme i de romerske myndigheders og den jødiske ledelses søgelys. Den spænding bliver særlig tydeligt beskrevet i Markusevangeliet. Helbredelserne er en væsentlig del af Jesu åbenbaring af, hvem han er, og samtidig er de meget opsigtsvækkende og har med stor sandsynlighed gjort ham både populær og omtalt. Derfor får vi beskrevet, hvordan Jesus nogle gange forbyder folk at tale om hans helbredelser. Samtidig med at Jesus forbyder dem at tale om helbredelsen, kan vi konstatere, at helbredelserne netop har fået folk til at spørge hinanden om, hvem han er, med direkte referencer til Esajas: ”v5 Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op; v6 da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel.” Es 35,5-6

 

 

Tekstens centrale pointer
Dette tekstafsnit har tre centrale pointer
1. En del af Jesus gerning var at helbrede syge
2. Jesus åbenbarer hvem han er ved blandt andet at helbrede syge
3. Jesus viser hensyn overfor den døvstumme ved at tage ham afsides, og ved at kommunikere med ham på en måde, så han er med på, hvad der foregår.

 

 

Dogmatiske overvejelser

Jesus har magt til at helbrede en døvstum og demonstrerer dermed, at Gudsriget er ved at bryde frem i og med hans komme.

Ligesom det i den tidlige kirkehistorie var nødvendigt at blive enige om præcise formuleringer om treenigheden og Kristi dobbelte natur, så var det også for Jesus selv vigtigt, at folk forstod hans selvåbenbaring og ikke bare tolkede ham ind i deres forestillinger om, hvem han var.

 

 

Prædikenideer /tekst til inspiration

Jesus helbreder syge: Jesus helbreder mange mennesker. Enkelte af helbredelserne bliver beskrevet i evangelierne. Der er ingen tvivl om at bøn for syge og helbredelser har været en væsentlig del af Jesu og de første kristnes virke. Desværre bliver forbøn for syge i dag ofte til et diskussionsemne mellem forskellige grupper af kristne og kirker. Der er gode grunde til at diskutere praksis omkring forbøn for syge, for der er mange faldgruber. Nogle beder aldrig for syge og mener, at det hører til i ekstreme kredse, som man ønsker at tage afstand fra. Andre gør forbøn for syge til hovedaktiviteten i deres trossamfund, og fremhæver sig selv, når Gud helbreder ved deres bøn. Nogle påfører de syge store psykiske problemer ved at påstå, at helbredelsen er afhængig af en stærk tro hos den syge, og at det er den syges egen skyld, hvis helbredelsen udebliver. Men heldigvis findes der også mange kristne og kirker, hvor forbøn for syge bliver flittigt brugt, og hvor det bliver gjort på en god og fornuftig måde, som Jesus selv giver os et eksempel på i dagens evangelietekst.

 

Det behøver ikke være så besværligt og mystisk. Når et barn falder og slår sit knæ, er det det naturligste i verden at løbe hen til far og mor for at græde, få trøst og nogle gange en kold klud eller et plaster. På samme måde må vi når livet gør ondt gå til vores himmelske far for at græde, blive trøstet og få lindring. Når vi får influenza, diskusprolaps, slidgigt, kræft eller bliver døve og stumme, må vi bede vores himmelske far om helbredelse. Hvad vores far så vælger at gøre, er netop op til den almægtige og alvidende far at beslutte. Vi må derfor opfordre hinanden til at bede om helbredelse så snart vi bliver syge. Alle kan bede om helbredelse for sig selv eller andre, og det er bare om frimodigt at gøre det. Hvis der er tale om alvorlige sygdomme, skal vi også alle sammen frimodigt bede om helbredelse, og så kan vi oven i det bede om forbøn i menigheden. (oplagt at invitere til at man henvender sig til præsten, hvis man ønsker salvning og forbøn)

Jesus viser hensyn overfor den enkelte: Mange steder i evangelierne viser Jesus sig som en person med ægte interesse for den enkelte. Mennesker flokkes om ham i store mængder med mange spørgsmål og mange problemer, de vil at han skal tage sig af, men gang på gang stopper Jesus op og bruger tid på et enkelt menneske: Kvinden med blødninger, Zakæus, Bartimæus, de små børn, Nikodemus og mange flere. Det træk ved Jesus person kommer meget tydeligt frem i beretningen om helbredelsen af den døve. Manden er døv, har svært ved at tale og bliver ført hen til Jesus af nogle andre mennesker. Det er ikke til at vide, hvor meget manden forstod af, hvad der foregik, men højst sandsynligt har situationen været ubekvem og utryg for ham. Jesus trækker ham til side, væk fra den skræmmende mængde. Der viser Jesus med fagter, hvad han gør. Han rører ved ørerne og tungen, kigger op mod himlen og sukker. En enkelt bøn om helbredelse henvendt til himmelens Gud, som også en døv kan forstå, og manden bliver helbredt med det samme.

 

 

Uanset hvem vi er, og hvor meget vi fatter af hvad det med Jesus handler om, så vil Jesus tale med os. Han kræver ikke forkundskaber eller fint formulerede bønner.

Det samme gælder når vi som Jesus disciple skal videreføre Jesus gerning. Vi må tage os tid til den enkelte, og tage udgangspunkt i, hvad den enkelte ved, kan og tror.

 

Jesus person: Der findes mange forestillinger om hvem Jesus er, og hans navn bliver brugt og misbrugt til mange forskellige ting. Oftest bygger forestillingerne på enkelte afsnit i Bibelen eller enkelte sider af Jesus person eller gerning. Det er meget nemmere at acceptere og forstå Jesus, hvis man nøjes med at forholde sig til nogle sider ved hans person og bevidst eller ubevidst at sortere andre fra end at forholde sig til det samlede billede af Jesus, som Bibelen tegner. Ofte bliver Jesus fremhævet som en stor morallærer, der har lært os, at vi skal elske vores næste som os selv, og så bliver de mere provokerende udsagn fra Jesus sorteret fra. Det kan også være svært at forholde sig til de absolutte sandheder om Jesus, som tvinger os til at forholde os til dem. Hvis han f.eks. var/er Gud, så må hans ord være 100% sande, og der må være guddommelig autoritet bag dem. Det må medføre enten lydighed eller afvisning. Vi kan ikke nøjes med en lille del af ham.

 

 

Den kristne forfatter C.S. Lewis siger i sin bog: ’Mere Christianity’ (vidst nok ’Det er Kristendom’ på dansk) frit oversat: Jeg prøver her at forhindre folk i at sige det, som ellers ofte bliver sagt om Ham: ”Jeg er klar til at acceptere Jesus som en stor morallærer, men jeg kan ikke acceptere hans krav på at være Gud.” Det er lige præcis det vi ikke må sige. Et menneske, som blot var et menneske og som sagde den slags ting som Jesus sagde, ville ikke være en stor morallærer. Han ville enten være sindssyg – på linje med en mand, som påstår at være et kogt æg – eller være djævelen fra helvede! Du må foretage et valg. Enten var og er denne mand Guds søn, eller en sindssyg, eller noget værre. Du kan beskylde ham for at være et fjols; du kan spytte på ham og slå ham ihjel som en forbryder, eller du kan falde på knæ for hans fødder og kalde ham Herre og Gud. Men lad os ikke komme med noget beskyttende nonsens om ham som en stor menneskelig lærer. Han har ikke givet os den mulighed. Det ville han ikke!

 

[C.S. Lewis in ‘Mere Christianity’: I am trying here to prevent anyone from saying the really foolish thing that people often say about Him: “I’m ready to accept Jesus as a great moral teacher, but I don’t accept His claim to be God.” That is the one thing we must not say. A man who was merely a man and said the sort of things Jesus said would not be a great moral teacher. He would either be a lunatic — on the level with the man who says he is a poached egg – or else he would be the Devil of Hell. You must make your choice. Either this man was, and is, the Son of God: or else a madman or something worse. You can shut Him up for a fool, you can spit at Him and kill Him as a demon; or you can fall at His feet and call him Lord and God. But let us not come with any patronizing nonsense about Him being a great human teacher. He has not left that open to us. He did not intend to. (pp. 55-56)]

 

 

Jesus ønskede at mennesker skulle forstå hele hans person, og derfor forbød han den helbredte mand at sprede rygter om ham. Vi må sørge for at forholde os til alle sider af Jesus og sørge for at præsentere ham for venner og bekendte, så de forstår, hvem han er.

Først og fremmest må vi forstå, at Jesus ønsker at overbevise os om, hvem han er ad kærlighedens vej. Der kommer en dag hvor alle får demonstreret, hvem han er. En dag, hvor alle knæ skal bøje sig for ham.  Uanset om vi vil det eller ej bliver vi den dag nødt til at erkende, at han er Herre og Gud. Men Jesus ønsker langt hellere, at hans kærlighed til os  overbeviser os om hvem han er, så vi med tak og ære bøjer os ned og tilbeder ham.  Derfor var det så vigtigt for ham at disciplene forstod, at han gav sig selv hen for dem. At han skulle lide og dø for deres skyld, og at det netop var den kærlighed til dem, der fik dem til at bøje knæ for ham og tilbede dem. Det samme ønsker Jesus i dag.