13. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Temaet for dagens prædiken sættes af den jødiske lovlærde. Ham der spørger: “Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?”Det er temaet og spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv. De tre tekster vi har læst ved gudstjenesten, giver os to svar. Den gamle pagts svar, og den nye pagts svar. Og konfirmanderne vil lære, at “pagt” er kirkesprog for det, vi ellers kalder overenskomst eller aftale mellem Gud og mennesker. Den nye pagts svar hører vi tydeligst hos apostelen Paulus, men også hos Jesus. Den gamle pagts svar får vi af den lovlærde, og også det svar bekræftes af Jesus.

 

Lad os begynde med den gamle pagts svar. Der er en af jødernes lovkyndige, der stiller Jesus et spørgsmål: Mester, spørger han, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Jesus kigger på ham og spørger tilbage: Hvad mener du selv, hvordan læser du loven? Og manden svarer med det dobbelte kærlighedsbud: ‘Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv.’ Og Jesus sagde til ham: Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve. Jesus giver den jødiske lovkyndige ret. For det er den gamle pagts svar, og det er stadig sandt. Der findes mennesker, der tror, at næstekærlighedsbudet er noget, Jesus har opfundet. Det er det ikke. Det står skrevet i Det gamle Testamente, i den gamle pagt. Og jer der var vågne allerede fra gudstjenestens begyndelse, I hørte det højt og tydeligt i vores første tekstlæsning fra 3. Mosebog. Der står det nemlig. Du skal elske din næste som dig selv.

 

Nu ville vi aldrig have hørt beretningen om den barmhjertige samaritaner, hvis det ikke var fordi, den jødiske lovlærde ville have besked om: Jamen, hvem er så min næste? Det er som svar på dette spørgsmål, Jesus fortæller om en mand, der drog op fra Jeriko til Jerusalem og blev overfaldet af røvere. De tog alt fra ham og lod ham ligge.
Det fortælles så, hvordan der først kom en præst forbi – og dernæst en tempeltjener. Begge lod de ham ligge. Til sidst kom der også en udlænding forbi, en samaritaner, som forbandt mandens sår og transporterede ham til et herberg, hvor han kunne få pleje.
Og efter den fortælling er det, at Jesus stiller sit spørgsmål: Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder? Og svaret er indlysende: Den, der hjalp ham. Altså den fremmede. Samaritaneren.

 

Den jødiske lovlærde forsøgte formodentlig med spørgsmålet: Hvem er min næste? at gøre næstekærlighedsbudet overkommeligt. For de jødiske lovlærde var ikke dumme. Men i stedet for at gøre næstekærlighedsbudet overkommeligt, svarer Jesus med et nyt bud, der lyder: Se nu efter, hvem du i dit liv kan være næste for, og gør det så lige så godt som denne samaritaner.
Jesus gør ikke op med den gamle pagts bud. Han gør det derimod tindrende klart, hvad den gamle pagt egentlig fordrer. Når som helst og hvor som helst vi møder et menneske, der har brug for os, så fordrer den gamle pagt, at vi yder vort for at hjælpe dette menneske, der er faldet blandt røvere, er sygt eller gammelt eller bare har brug for en at tale med. Og ofte ved vi det jo af os selv, når vi står i situationen. Filosoffen Løgstrup kalder det for den etiske fordring, at når vi står i situationen, så kræver situationen i sig selv, at vi gør noget. Det behøver vi i og for sig ikke de ti bud eller den gamle pagt til at fortælle os.

 

I fortællingen om den barmhjertige samaritaner gør Jesus ikke udtrykkeligt op med den lovlærdes forestilling om, hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Jesu svar på spørgsmålet: hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Ja, det svar faldt først langfredag og påskedag. Først da faldt svaret endegyldigt. Det faldt den aften, da Jesus hævede vinbægeret gav disciplene den og sagde: Denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Den nye pagt stiftes først med skærtorsdag, langfredag og påskemorgen. Og måske derfor, er Jesus en smule lavmælt over for den lovlærde. Over for sine disciple alene havde han jo netop sagt: Salige er de øjne, som ser det, I ser. De arver altså det evige liv, saligheden, ved at se, høre og følge Jesus. Kort sagt ved at tro på ham. Det er den nye pagts svar på spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv.

 

Vi mødes altså med disse to svar. Den gamle pagts svar og den nye pagts svar. Og vi møder dem begge hos Jesus. Men betyder det da, at de to svar er lige gode? At de begge fører til det evige liv? Den gamle pagt ved det dobbelte kærlighedsbud og den nye pagt ved tro på Jesus?
En af de mest fremtrædende jødiske lovlærde mener: NEJ. Fordi vi ved, at intet menneske gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus … Den jødiske lovlærde, Paulus, har nået sin konklusion: Et menneske formår ikke at overholde sin del af den gamle pagt. Et menneske formår ikke at overholde det dobbelte kærlighedsbud. Kun gennem den nye pagt, ved troen på Jesus, kan vi arve det evige liv. Og han har jo ret, Paulus.
For os, der lever under den nye pagt, rejser sig meget naturligt det spørgsmål: Jamen, hvad så med den gamle pagt? Er den irrelevant for os? Er den uden betydning som svar på spørgsmålet: Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Ja, i den forbindelse er den gamle pagt betydningsløs og uden relevans.
Men den gamle pagt er stadig udtryk for Guds vilje med et menneskeliv. Og netop som den nye pagts mennesker er vi efterfølgere af det ene menneske, der i sit liv efterlevede den gamle pagt, nemlig Kristus. Kristne er efterlignere af Kristus. Alene af den grund er det dobbelte kærlighedsbud en afgørende rettesnor for vores liv.

 

Lad verden ej med al sin magt os rokke fra vor dåbes pagt, sang vi før. Ligesom israelitterne gik ind under den gamle pagt ved en ganske bestemt begivenhed, nemlig ved omskærelsen, sådan går vi også ind i den nye pagt ved en ganske bestemt begivenhed, nemlig dåben. Der går vi ind i troens fællesskab med Kristus, han der alene frelser et menneske.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, …

 

Salmer:
698v1-3 – 2 – 246 / 167 – 402 – 904 – 698.