13. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Dan K. Månsson

Eksegetiske overvejelser og tekstens centrale budskab og sigte

Lektien er uddrag af nogle religiøse og sociale bud og forbud. Det overordnede bud er budet om hellighed, og dette udmøntes så i rækken af konkrete bud. Nogle af budene er relevante for lignelsen om den barmhjertige samaritaner: I må ikke stjæle… Du må ikke… udplyndre ham… du skal elske din næste som dig selv.

 

Epistlen er det meste af Paulus’ opgør med Peter i Antiokia, da han først spiser sammen med hedninger, men da der siden kommer andre jødekristne tilstede, trækker han sig og vælger kun fællesskabet med dem. Det hykleri opildner Paulus til bl.a. at sige det, vi finder i epistlen. Til lovgerningerne hørte den omskærelse og levevis, som de første jødekristne ikke kunne lade være ved at rode sammen med retfærdiggørelsen af tro. Det er magtpåliggende for Paulus, at en kristen til stadighed ser sig som død for loven, så loven ingen krav kan stille til frelse. Sådan kan en kristen se sig selv, fordi Kristi korsdød også er den kristnes død. Alle de krav, loven stiller en kristen, er allerede indfriet, og den kristne har allerede taget straffen, er allerede død under lovens krav. Det forunderlige er bare, at Jesus stod dér stedfortrædende. Enhver leflen for lovens krav til frelse (omskærelse, spiseregler eller anden levevis) genrejser lovens ret til at kræve den kristnes fuldkommenhed – og da er Jesu stedfortrædende død nyttesløs. Så alvorligt mener Paulus, at Peters adfærd skal tolkes.

 

Lektien peger altså på lovens fordringer til det liv, vi lever med hinanden som mennesker. Epistlen gør det klokkeklart, at loven ingen fordringer har i retfærdiggørelsen, for dem har Jesus påtaget sig stedfortrædende.

 

Evangelieteksten er domineret af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesu disciple er vendt hjem fra deres første missionsrejse. De er begejstrede over alt det, de har oplevet. Jesus fryder sig med dem og minder om, at det største er at have sit navn indskrevet i himlene. Disciplene fik store ting at se og høre i samværet med Jesus og på hans fuldmagt, ting, som andre ville misunde dem.

Midt i Jesu lovprisning trækkes han ned på jorden igen: Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve…

 

 

Den lovkyndige stiller millionspørgsmålet, som ethvert søgende menneske stiller: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Det spørgsmål har Paulus jo allerede besvaret ganske klart i epistlen, men her får vi det gennem en sjælesørgerisk samtale mellem Jesus og den lovkyndige.

 

Jesus giver svar, som der bliver spurgt. En teoretisk imødegåelse af det forkert stillede spørgsmål havde ikke været mere rigtig. Jesus vil nemlig have den lovkyndige til selv at se. Derfor stiller Jesus som en begyndelse et modspørgsmål: Da du nu vil gøre noget, hvad står der så i loven? Og manden giver et klokkerent svar, nemlig det dobbelte kærlighedsbud. Og Jesus giver ham et 11-tal for det svar. Var Jesus stoppet dér, så var den forblevet en teoretisk samtale. Men med tilføjelsen: ”Gør det, så skal du leve!” bliver det en sjælesørgerisk udfordring til den lovkyndige. Dermed havde Jesus svaret på mandens spørgsmål og givet ham en udfordring at arbejde med. Den lovkyndige griber ikke svaret. Hans ærinde er jo heller ikke sjælesorg, men at fælde Jesus. Derfor forbliver han i den teoretiske sfære og spørger: ”Hvem er så min næste?” Lukas introducerer det som et spørgsmål til selvretfærdiggørelse. Og sandt er det, at med det spørgsmål lægges en afstand til enhver næste. Når vi begynder at spørge efter næsten, så er vi i færd med at distancere os fra den umiddelbare næste. Her svarer Jesus ikke igen med et modspørgsmål, som i første omgang. Han fortæller lignelsen. Og først derefter stiller han den lovkyndige et spørgsmål til lignelsen. Og efter endnu et 11-tal, lyder udfordringen: ”Gå du hen og gør ligeså!”

 

Lignelsen bruges ofte til at tale om den overkommelige næstekærlighed og diakoni. Dertil kan lignelsen isoleret også godt tale smukt og stærkt. Men i sin sammenhæng er det først og fremmest en evangelisk lignelse om Jesus. Ofte får man ikke i den diakonale udlægning det omvendte spørgsmål i slutningen af lignelsen med.

 

Med sit spørgsmål til den lovkyndige ’tvinger’ Jesus den lovkyndige til at gøre den barmhjertige samaritaner til næsten. Den lovkyndige havde selvretfærdigt spurgt: ”Hvem er så min næste?” Jesus giver ham en overraskende næste, nemlig samaritaneren.

 

Med Jesu evangeliske vrid bliver lignelsen en tilsigelse af en udefrakommende hjælp, fra en fremmed. Den lovkyndige og med ham alle os, som hører lignelsen, bliver den hjælpeløse halvdøde mand. Hvad skulle han gøre, som han lå der? Han kunne ikke andet end se dem, som han troede kunne hjælpe, men ikke gjorde det. Og så skulle han lære den svære kunst at tage imod hjælpen fra en uønsket side. Det er jo netop, hvad frelse er!

 

Den personlige udfordring til at gøre lovens krav blev ikke grebet. Selvretfærdigheden evner ikke at se eller høre dets umulighed. Så må den lovkyndige have en øjenåbner. Han skal se, at han ikke er en veludrustet supermand i verdens centrum men en halvdød, ribbet mand i ørkenen. Derfor er Jesu udfordring: ”Gå du hen og gør ligeså!” et kald til at lægge sig i den halvdøde mands sted og lade den fremmede komme til med lægedom. Forkynder vi Jesu udfordring som et kald til diakoni, altså at gå samaritanerens ærinde i verden, mister vi ikke blot konteksten, men vi fortsætter i Peters fodspor hin dag i Antiokia, hvor ordene fra epistlen faldt.

 

 

Prædikenansats

Beretningen om den lovkyndiges samtale med Jesus slutter brat og nysgerrigheden hos tilhøreren er vakt. Brød han sammen under lovens krav? Greb den lovkyndige evangeliet i lignelsen? Hvordan sluttede samtalen? Vi får intet svar i Lukas-evangeliet. Måske skulle prædikenen være formet som en afslutning på samtalen.

Ligesom man for et halvt års tid siden kunne være med til at bestemme slutningen på en tv-reklame om noget Schulstadbrød ved at indsende forslag, så er det også her muligt at levere en eller flere mulige afslutninger på fortællingen.

 

 

Målgruppe og pædagogiske overvejelser

Med hovedspørgsmålet i Lukas-teksten er målgruppen for dagens prædiken det menneske, som spørger: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” En prædiken, der besvarer det spørgsmål, kan give hjælp til den, som endnu ikke har set og hørt det, Jesu disciple havde fået lov at se og høre i evangeliet. Den kan hjælpe den anfægtede, som for en tid er ledt ind i mørket. Den kan hjælpe en kristen, som er optaget af at leve sit liv for Jesus, til at fastholde lovens tiltale på det etiske plan, mens Kristus alene får lov at tiltale troen.

 

 

Gode idéer og praktiske vink

I Oskar Skarsaune’s ”Den rige samaritaner” (pp.9-25, Credo 1992) findes en glimrende gennemgang af lignelsen

 

 

Forslag til salmevalg

753        Gud, du som lyset og dagen oplod

27          Du gav os efter dit behag

691        Loven er et helligt bud

591        Ak, vidste du, som går i syndens lænke

164        Øjne, I var lykkelige

697        Herre, jeg vil gerne takke