13. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Niels Pram Gad

Jesus og de tolv disciple er på vej til Jerusalem for sidste gang. Undervejs fortæller Jesus for tredje gang disciplene, at han skal lide døden på korset. De har åbenbart alligevel ikke forstået det, idet et par straks efter beder om de fornemste pladser i hans rige henholdsvis på højre og venstre side.

Nu kunne vi også forstå deres henvendelse positivt. Forudsigelsen af lidelsen svækker ikke disciplenes tro på, at herlighedsriget kommer. Deres tro på Jesus gør, at de ikke helt mister modet. Men det skyldes nok snarere, at de intet har fattet af Jesu lidelsesforudsigelse.

 

 

Deres bøn forekommer da også noget fordækt, fordi de skubber deres mor ind mellem sig og Jesus. De skammede sig vel over selv at bede om de bedste pladser. Det er heller ikke pænt, at de vil hævde sig overfor deres brødre. Der er ikke megen  ydmyghed. Det er ellers en beretning, der nok kan forekomme ubehagelig, fordi vi kender os for godt i den.

Moderen har sikkert bedt Jesus af et godt moderhjerte, der kun ønsker det bedste for sine børn. Men hvis vi kender menneskenes børn, så har hun sikkert fået at høre for det mange gange siden. En sådan utidighed, den skal nok få af grovfilen. Men er det rimeligt? Jesus var anderledes sagtmodig og løfter først sin røst, da de andre bliver vrede på de to.

Moderen ved vel heller ikke noget bedre at bede om. Det skal ikke kritiseres, selvom Jesus må afvise bønnen. Det gøres dog uden, at hun taber ansigt. Det er jo en god bøn at bede for sine børn, at de altid må høre til i Jesu nærhed.

Vi sidder dog tilbage med samme tanke som de øvrige ti disciple, at de gør det for at mele deres egen kage. De ønsker for sig selv de bedste og mest ærefulde pladser. Nok kan vi godt grine af dem, der får bånd, kors og stjerner på. Der er en sang, hvor man synger om, at sådanne sættes kun på idioter. Det kan vi more os over, selvom vi inderst inde drømmer om tilsvarende hæderstegn. Ønsket er godt nok, det at være i Jesu nærhed. Det er såmænd den bedste bøn, du kan bede.

 

 

Vi kan godt lære noget af Zebedæussønnernes mor, når det drejer sig om omsorg for ens børn. Bønnen om at være i Jesu nærhed burde vi også bede for os selv, for vore børn, for vore kære, ja, for hvert eneste menneske i vort sogn, i vort land og for den sags skyld i hele verden. Der er simpelthen ikke noget større og bedre at bede om.

Det er jo egentligt den samme bøn, der ligger i det at komme med de små børn til dåb, hvor man netop overdrager disse til Jesus. Her tegnes korsets tegn både for ansigt og bryst som et tegn på, at det lille barn skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus (der var dåb den søndag). Altså være i hans nærhed livet igennem!

Vi kan derfor godt sige, at dåben er en stærk bøn om, at det lille barn må få lov til at være i Jesu nærhed – i liv og i død! Intet i denne verden er vigtigere end at tilhøre ham, tro på ham, leve sit liv i denne tro på hans ord, at døden ikke har det sidste ord. Dåben er jo netop indgangen til det evige liv.

 

 

Det samme gør sig gældende, når vi går til alters og knæler ved alterbordet, så søger vi også ind i Jesu nærhed, får del i ham og alt, hvad han har gjort. Hvis denne bøn brænder i os, så må det også være naturligt at bede om dette for ens børn. Mange ta’r alt for let på dette. Men det må jo være ens inderste ønske og bøn, at ens børn må komme til samme tro som én selv.

Det var dog ikke om de bedste pladser her på jorden, der blev bedt om. De ønskede pladser var Himlen. Det kan synes fromt, at ens højeste ønske er at være sin elskede mester nærmest. Kristenlivet er dog ikke uden ærgerrighed, selvom den måske søges sminket i en eller anden forklædning. Ja, vi er ikke spor anderledes end verdens børn, der også løber efter den slags.

Spidse albuer behøver man ikke at lede længe efter selv her i kirken. De findes simpelthen overalt. Mennesker har altid søgt at mase sig frem i forreste række, hvor der fås ære og hæder. Hvis det var den slags beregning, der lå bagved moderens bøn, så havde de to Zebedæussønner forregnet sig. Der er ingen ære i denne verden ved at følge Jesus.

De kendte simpelthen ikke til de fulde omkostninger, men alligevel sagde de ja, og Jesu svar var så: Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen. Apostlen Jakob – en af Zebedæussønnerne – kom til at tømme bægret først af, idet han var den første i discipel flokken, der endte sit liv som martyr. (Apg 12,2)

 

 

Opfyldelsen af bønnen giver altså ikke her i verden den ære, som vi tragter efter. Der er nemlig mangt og meget i Guds rige i sammenligning med vor verden, der står på hovedet. Den, der æres højt, er nemlig den, der tjener – alles træl. Det kan være en tjeneste, der indebærer lidelse, modgang, ensomhed. Bed alligevel om at få lov til at være i Guds nærhed. En dag vil striden være forbi, og så venter en plads i Guds rige, hvor han vil tørre hver tåre af dine øjne.

Det er også den vej, Jesus kalder os til at følge. Vi har alle en opgave i Guds rige. Her gælder janteloven ikke. Vi alle kan bruges i tjenesten, hvorfor du skal tro, at du er noget. Du skal tro på, at du er dyrebar for Gud. Du skal se på dig selv så dyrebar, at Gud ofrede det kæreste for din skyld.

Bægret, Jesus skulle drikke, beder han i Getsemane have om at blive fri for at tømme: “Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.” (Matt 26,39)   Eller: Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. (Matt 20,28)

Jesus tænkte først på os, og så på os, medens vi er os selv nærmest, fulde af ærgerrighed, der her hos de ti øvrige disciple avler misundelse og vrede. Det var måske i orden, at de ti synes, at det var for frækt og blev vrede? Men de havde nok et tilsvarende ønske om at opnå en af de to pladser. Når æren skal fordeles, så er man sig selv nærmest.

Det var måske janteloven, der trådte i funktion: Du skal ikke tro, du er noget! Det er en lov, der har stor betydning for menneskers indbyrdes samliv. Hvad ligner det også at have så store tanker om ens egen betydning? De fineste pladser – hvorfor ikke mig! Men bestemt ikke dig.

 

 

Igen en beretning om smålighed, egoisme. Små mennesker fyldt af vrede, fordi de er bange for, at noget går deres næse forbi. I Bibelen skjules ingens fejl og skævheder, hvilket vel må betragtes som et tegn på, at sandheden sættes højt.

Jesu svar til de øvrige ti antyder, at de ligeledes søger storhed og ære, men de har forregnet sig, idet man i Guds rige regnes som stor efter helt andre normer end hos os. I verden søges storheden som regel på de smås bekostning ved at dominere og regere: “I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem.”

I Guds rige vindes storheden alene ved at tjene. Derfor er intet navn større end Jesu navn. Han kom jo for at bære syndens byrde ved at give sit liv. Vi kalder det stedfortrædende forsoning. Storheden i Kristi rige vindes altså af den, der glemmer sig selv og sit eget til næstens gavn og bedste. Alt andet er tom ære.

Kun ved at lade sig tjene af Jesus og tage imod hans frelse får vi dog selv tjenersindet.

Du må lade Jesu blod løse/befri dig af selviskhedens/egoismens lænke. Vi kommer nemlig ikke udenom, at vi er bundet så godt, at vi ikke selv kan slippe fri. Men sand frihed findes kun, hvis du ønsker at blive brugt af Herren. Lad det være vor bøn, at Gud vil bruge os i sin tjeneste til at kalde mennesker ind i et troens fællesskab.

Amen

 

 

Salmeforslag
4, 680, 385 – 223, 208