13. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

“Sådan skal det ikke være iblandt jer” (v. 26). Hvad er det Jesus her advarer imod. Det er det magtsyge sind. Det ligger dybt i vor syndefaldne natur. Det træder hér frem i ønsket om få ærespladser i Guds rige. Det træder også frem i de øvrige disciples reaktion. De bliver vrede. En vrede, der tydeligt er født ud af misundelse. Den tankegang hører livet i den gudløse verden til.

 

Livet i Guds rige er som at komme ind i den omvendte verden. Storheden ligger i at tjene. Den første skal være som en træl. Mit rige er ikke af denne verden, siger Jesus i sin samtale med Pontius Pilatus (Johs. 18,36). Der kan i vore ønsker og bønner, selv om de er mærkede af synden være noget, som er ret. De to ønskede en plads i Jesu nærhed. Jesus gør dem klart, at det indebærer lidelse, delagtighed i hans lidelsers samfund. Man har talt om det indre kors. Det er det nej til selvlivet, der hører livet i hans nærhed til. Ligeledes har man talt om det ydre kors. Det er lidelser fra omgivelserne for Jesu skyld. Det kom begge til at opleve. Jakob var den første af apostlene, der led martyrdøden (Ap.G. 12,2). Johannes blev landsforvist til øen Patmos, hvor han modtog de syner og budskaber, der er i Åbenbaringsbogen, men døde dog en naturlig død.

 

Hvorfor er livet i Guds rige så anderledes end livet i verden? Det svares der på i det sidste vers i vor tekst. Det er på en måde et nøgleord. Jesus, der er fra evighed af og som Menneskesønnen af Faderen har fået magten til at holde dom (Johs. 5,27) og som ved verdensdommen som Menneskesønnen vil sætte sig på sin herligheds trone (Matt. 25,31 ff.), han brugte sin evige guddomsmagt til at tilvejebringe et sonoffer for alle folkeslags synd og skyld. Han blev den lidende Herrens tjener, som forjættet i Es. 53. Han ydmygede sig og gik vejen til korset (Fil. 2,5-11). Jesus er nu som den korsfæstede, opstandne og herliggjorte ophøjet ved Faderens højre hånd og øver her sin ypperstepræstelige tjeneste (Hebr. 2,9 og 8,1-6).

 

Livet som en Jesu discipel har sit grundlag i Kristi fortjeneste. Det har dets fortsatte eksistens i kraft af Jesu tjenergerning (Hebr. 7,25). Som Jesus sagde til sine disciple den sidste aften, før han skulle drikke lidelsens bæger for os langfredag på korset. “Jeg lever, og I skal leve” (Johs. 14,19).
Denne totale afhængighed, som en Jesu discipel lever i, slår alle storhedstanker ned i forholdet til andre. Lad os lytte til, hvad en af de største redskaber sagde om sig selv: “Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne”. Det er apostlen Paulus’ ord til menigheden i Efesos (Ef. 3,8). Skulle der være tale om en plads i forholdet til andre, ville han sætte sig på den nederste plads blandt de hellige.

 

Netop på denne plads er en Jesu discipel brugbar for sin mester og herre.
I en opbyggelsesbog af H. Steinberger: “Vejen i Lammets spor” (Lutherstiftelsen) skriver forfatteren følgende: “Ydmyghed fører os derhen, at vi selv intet er mere, men Gud alt. Den søger ikke sin egen ære og viser bort fra sig selv, ligesom den berømte engelske missionær, som efter en lovtale, biskoppen holdt over ham i en stor forsamling, blot fremsagde:
Se hid, her står jeg arme
Fortjente vredens ris
Min Gud dig dog forbarme,
Din nådes glimt mig vis!”

 

Sådan skal det ikke være iblandt jer. Vi kan så spørge: Hvordan bliver det da sådan, som Jesus ønsker discipellivet? Vor tekst begyndte med en mors bøn. Jeg vil slutte med at citere fra en mors bøn, der kan pege på, at vejen er, at bønnen får en overordnet plads. Chr. Scriver, der blev en af forløberne for pietismen, skriver i et afsnit om bøn: “Jeg selv har ved Guds nåde haft en meget gudfrygtig mor, som gennem megen trængsel, der har mødt hende i 29 års enkestand, havde lært at tage sin tilflugt til Gud og at grunde sit håb på hans miskundhed … hende har jeg i min ungdom ofte hørt bede, i særdeleshed om morgenen ganske tidligt (fordi hun plejede at foretage denne hellige øvelse, før hendes børn og tjenestefolk stod op, og før hun tog fat på nogen huslig gerning), da hun så med høj og hævet røst og med mange tårer plejede at påkalde Gud med meget stor andagt og eftertrykkelige ord. Jeg erindrer endnu meget godt, hvorledes hun plejede at føre sig de ord af den 27. salme til nytte: Herre! Hør min røst, når jeg råber vær mig nådig og bønhør mig! Mit hjerte holder dig dine ord frem for dig: I skulle søge mit ansigt. Derfor søger jeg og, Herre dit ansigt. Og jeg erindrer, hvorledes hun plejede at trænge på med Guds forjættelser og foreholde ham, at han havde kaldt sig enkernes dommer og de faderløses fader. I særdeleshed er det endnu meget glædeligt og trøsteligt for mig, at når hun bad for sine børn, det ene efter det andet og kom til mig, som hun tillige med min kære far allerede i vuggen havde indviet til Guds og kirkens tjeneste, bad hun så hjerteligt og alvorligt, at Gud ville benåde og udruste mig med visdom og forstands ånd med kundskab og Herrens frygts ånd …” (Sjæleskat II, s. 730-731).

 

Salmeforslag:
13 – 49 – 592 / 536 – 504.