14. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Tema og budskab

Der er flere tematiske tråde at udfolde i dagens evangelium. En eller flere af følgende temaer kan danne indholdet af prædikens budskab:
– Om troens udtryk og tillid til Jesus uanset livssituation – samt Jesu generøsitet som sand Gud og sandt menneske (inddrag GT-læsningen).
– Om troens taknemmelighed og den stadige undren over Gud kontra almindelig selvfølge­lig­hed om forhold i Gudsriget.
– Om at ære Gud med sit liv, lade sig forvandle og forny (troens frugter), vise kærlighed og stå i tjeneste i lyset af mødet med Guds nyskabende virkelighed (inddrag epistlen).

 

 

Forslag til indhold af prædiken

Dagens evangelium er hos Lukas placeret imellem disciplenes spørgsmål om større tro med Jesu umiddelbare svar om en tjeners vilkår (17,5-10) og diskussionen med farisæerne om Gudsrigets komme og virkelighed (17,20ff).
I sin vandring op mod Jerusalem og den afgørende begivenhed under den forestående påskefej­ring får vi atter en rejseberetning, som udfolder virkeligheden i Guds rige, hvor Jesus er Herren.

 

 

Et tilfældigt møde?

Hvorfor går Jesus i grænseområdet mellem Samaria og Galilæa? For at skulle møde en bestemt samaritaner? (sml. forrige søndags evangelium). Hvorfor går Han ind i den pågældende unavn­givne landsby? For at skulle møde ti spedalske? Eller måske sagt med andre ord: Det, der kan virke tilfældigt menneskeligt set, er ikke tilfældigt i Guds perspektiv. Han ved, hvor Han går. Han ved, hvem Han vil møde. Han ved, at der er mennesker, som har brug for Ham, og Han går forbi, så de kan søge – og finde Ham, så de kan kalde, bede og råbe – og Han vil standse op uanset og lytte til dem (jf. Luk 18,35ff; Joh 6,37).
De ti spedalske blev ”stående langt fra Ham”. I dette kan både den sociale kontekst ses, at de pga. smitsom sygdom var udstødt af samfundet, men nok kunne være en del af ’civilisationen’, hvis de gjorde opmærksomme på sig selv (3 Mos 13,45f). Og det er muligt at forstå, at de forholder sig tro mod lovens forskrifter. De ønsker ikke at sætte sig op mod Guds lov, selvom denne sygdom har ramt dem. Tværtimod. De ønsker fortsat fællesskab med Gud, og de har hørt om denne Jesus – og derfor kommer de til Ham. Han må kunne hjælpe. I den nød råber de: ”Kyrie, eleison”, og benævner endda Jesus som ”Mester”.

 

 

Troens tillid

Hermed udtrykkes troens tillid. De får ikke engang sagt højt, hvad der er deres problem, men det at komme, deres suk og hele sindets indstilling over for Jesus antyder alt. Og Jesus reagerer også herpå. Han standser. Han ser på dem, lytter og møder dem fuldt ud. [Sml. begyndelsen af en gudstjeneste med ”Kyrie”, som netop omhandler det samme håb og troens tillid.]
De ti spedalske giver ikke udtryk for, at de kender alt om Jesu guddommelighed og har hele dog­ma­ti­kken indlært. I stedet udviser de messianske forventninger til Jesus om, at Han meget muligt er den, Gud vil sende (Luk 7,22; sml. 4,27; 2 Kong 5). Han kan skabe nyt, og Han er den, som skal virkeliggøre løfterne om Gudsriget (jf. 17,20f). Antydninger af alt dette har været hos dem, samtidig med at de har været ramt af sygdom og forvirring. Mon ikke, at Han kan hjælpe og helbrede os? Sandsynligvis har det været et aktuelt samtaleemne hos denne gruppe.

Jesus handler måske uventet. Han helbreder ikke på stedet (Han lader sig ikke kommandere med, men tegn og undere har altid til hensigt at herliggøre Ham, så Han kan herliggøre Faderen). I stedet tager Han dem på deres ord og beder dem om at tage Ham på sit Ord. Han sender dem til præsterne for at blive medicinsk/juridisk/religiøst undersøgt (jf. 3 Mos 14), så de kan genindtræde i det sociale og religiøse liv igen. Jesus vil ikke handle mod loven.
Det springende ligger i, at Han ikke helbreder på stedet, men giver dem sit Ord – at de allerede er helbredt – og sender dem af sted, og de vil være renset og raske, når de når frem til præsterne. En helbredelse undervejs, men som egentlig allerede er sket ved, at Jesus har sagt det (sml. Luk 7,1-10). Vil de tro på det ord? Vil de gribe om Ordet i dets ’allerede-endnu ikke’?
Ja! De går alle ti. Tager Jesus på Ordet. Tror det, og de bliver gjort rene og raske. De bliver helbredt. Og med alle sanser kommer de også til at opleve og erfare betydningen af Jesu ord.

 

 

Troens taknemmelighed

Så langt så godt. Men nu får Jesus givet anledninger til nogle vigtige pointer. For kun én kommer tilbage for at takke og tilbede Ham. Som han før havde råbt højt om hjælp, råber den spedalske nu med høj røst sin lovprisning til Gud. Ingen skal være i tvivl om, at han er taknem­melig, og at der er sket en forvandling med hans liv.
Man fornemmer afgørende oplysninger ved: ”Og det var en samaritaner” og ”Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?”

Umiddelbart må man antage, at de andre ni var jøder. Pointen ligger for så vidt ikke i, at den ene var samaritaner og fremmed i forhold til det jødiske, men at det netop er en fremmed – i modsætning til ’Rigets egne’, som reagerer over for Jesus og giver udtryk for troens taknemmelighed. Problemet ligger i, hvad man tager for givet af Guds velsignelser og hjælp – som om, at man måske har krav på det, eller at det er en selvfølgelighed. I al fald, når tingene finder sted, og det går en, som man forventer. Troens undren, taknemmelighed og glæde over Jesu generøsitet og nåde kom­mer ikke til udtryk. Hvorfor ikke? Og hvorfor så hos en, som ikke havde ’krav’ på noget som helst? Jesus giver ud af sin nåde og hjælp til alle, som vil tage imod, men det er ikke en selvfølge, at det skaber tro og at evangeliet kommer til at gøre sin virkning i et evigheds perspektiv. Sådan som vi også kan opleve det i dag, at nogen kan blive helbredt ’i Jesu navn’, uden at det direkte skaber tro, selvom de måske bliver raske. [Her er der ikke taget stilling til selve helbredelsesprædikanten/-hand­lingen.]
Jesu afsluttende udsagn til den tidligere spedalske, men nu genrejste samaritaner rummer en vigtig dobbelt­hed. For ikke nok har troen på og tilliden til Jesus helbredt ham fysisk, denne tro har også frelst ham fra evig død og skænket ham ufortjent Guds nåde (jf. ’sesåken’, v19).

 

 

Troens natur

Når det gælder troens natur, kan vi finde disse tre udfoldelser hos Luther i hans udlægning af dagens evangelium:
Troens natur er, at den forlader sig på Guds nåde og sætter sit håb og sin tillid på Ham uden al tvivl, og tænker, at Gud ser til ham i nåde og ikke forlader ham.
Troens natur er, at den ikke vil vide eller først være forsikret, om den er værdig til nåden og bliver bønhørt, såsom de tvivlende gør, og dermed frister Gud.
Troens natur er, at den ikke kommer frem med nogen fortjeneste; den vil heller ikke med gerninger købe sig Guds nåde, som de tvivlende og hyklere gør, men fremkommer med synd alene og forlader sig alene på Guds blotte ufortjente godhed. For troen kan ikke lide gerninger eller fortjeneste ved siden af sig. Og så aldeles overgiver den sig til Guds godhed, som den tror på, og ser, at godheden er så stor, at alle gode gerninger er intet andet end synd at agte imod den.

 

 

Troens virkelighed og liv

Dagens evangelium lader altså stå tilbage:
Forhold omkring troen og Ordet (se ovenfor).
Jesus er Herre over det fysiske (Skaber) og det åndelige (Messias/Kristus).
Jesus er Guds Messias og dermed opfyldelsen af løfterne, sådan som Han er kommet midt iblandt jøderne og rækker ud til samaritaner/hedninger. Evangeliet er for alle.
Jesus virkeliggør Gudsriget – ja, Gudsriget er knyttet til Ham, til sin forkyndelse om frelsen ved Ham (Guds evangelium).

 

For denne mand bliver troens indhold virkeligt. Det bliver hans realitet og livsgrundlag. Troen frelser Ham og gør ham til en ny skabning for Gud i Jesus Kristus. Og troen skaber nyt liv i ham virksomt for Gud. Jesus sender ham: ”Stå op og gå herfra!”.
Troen skaber forvandling og fornyelse. Den skaber kærlighed. ”For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed.” (Gal 5,6). Som epistlen konkretiserer det, så er troens liv et nyt liv. Troen skaber et nyt sind og ’føder’ Åndens frugt. Et nyt liv virksomt i kærlighed til Guds ære!
Sådan som den spedalske blev renset og helbredt ved tro på og frivillig lydighed mod Jesus til at leve et nyt frelst liv i Ånden, sådan er situationen for hvert eneste menneske. Ingen har krav på dette, men alt dette skænkes af nåde.

 

 

 

Forslag til salmevalg

12 Min sjæl, du Herren love
62 Jesus – det eneste
310 Gud Helligånd, i tro os lær
—–
508 Bryd frem, mit hjertes trang at lindre
373 Herre, jeg vil gerne tjene