15. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Hartvig Wagner

“I må ikke være bekymrede,” hørte vi hele tre gange i teksten. Bekymringer har alle. Der er utallige slags. Jesus nævner tre velkendte: Bekymringer for mad, for drikke og for klæder. Altså for de helt fundamentale livsnødvendigheder.

Også andre bekymringer kan tårne sig op. “Mit problem er, at jeg er fregnet,” skrev en ulykkelig ung pige til et ugeblads brevkasse. Det var hendes bekymring. “Kan De hjælpe mig?” spurgte hun.
Hver mand har sit,
stort eller lidt,

… skriver salmedigteren (DDS 41,3). Jo, bekymringer kender vi alle. Selv små ting kan volde store bekymringer.

 

Også en anden erfaring har vi fælles. Vi ved, hvor lidt det nytter at sige til sig selv og til andre, at vi ikke må bekymre os.
Bekymringer er nemlig uløseligt knyttet til det at være menneske i denne verden. Der er i grunden ikke andet at sige om bekymringer, end at de altid vil blive ved at følge os, hvis ikke …

Hvis ikke – hvad for noget? Ja, nu springer vi helt frem til det egentlige, der skal prædikes om i dag: Ikke om bekymring som sådan, men om Guds vidunderlige rige, der er kommet nær i Jesus Kristus, Guds og Marias Søn, som er sand Gud og tillige sandt menneske.

Der er ingen hjælp i at høre om bekymringer, men alene i den gamle og dog altid nye prædiken om Jesus Kristus, som er givet al magt i Himmelen og på jorden – altså også over bekymringerne.
Når der er så mange klynkende, modløse, trætte og bekymrede kristne til, er der en teologisk forklaring på det.

I kirkens forkyndelse og undervisninger har det åndelige liv længe lidt under en tendens til at skille Jesu ord, og Jesu person.
Det går ikke at opfatte Jesu ord som en samling alment gyldige sandheder, der kan rette hele verden op uafhængigt af et personligt forhold til ham, der har sagt de sandheder. Jesus er nemlig andet og mere end en stor rabbi, en læremester, der har givet gode, nyttige leveregler og afsløret dybe religiøse sandheder. Det er rationalisme og ikke kristendom at blive stående ved Jesu forkyndelse alene. Vi må først have fat i, hvem han er.

 

Han er Herren over alle ting, hvis ord skaber, hvad de nævner. Med ham selv og med hans ord er en helt ny verden – Guds vidunderlige rige – brudt ind i vor gamle verden. Det går som en rød tråd gennem hele NT, at vi ikke må skille fra hinanden, hvad Jesus siger, og hvem han er. Gør vi det, misforstås det hele, og vor frelse sættes på spil.

Det stærkeste bibelske udtryk for enheden mellem Jesu ord og Jesu person er Johannes-evangeliets særlige udtryk for Jesus, som kaldes ORDET. “I begyndelsen var ORDET,” står der i kap. 1 vers 1, og i vers 14 læser vi: “Og ORDET blev kød og tog bolig iblandt os.”
Det ord, hvormed Gud skabte alle ting, blev et menneske i Jesus Kristus. Han og Faderen, skaberen, er ét. Så nær hører Jesu ord og Jesu person sammen, at han kaldes og er ORDET.

 

Ingen steder kommer det skæbnesvangre ved at skille Jesu ord fra Jesus selv så stærkt frem som netop i Bjergprædikenen. Dens ord bliver den rene urimelighed og umulighed, hvis vi ser bort fra, hvem der har sagt dem, og til hvem de er sagt.
Tag nu det ord fra dagens tekst, der jo er hentet fra Bjergprædikenen: “I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med.”

 

Sagt til en ung mor, der pludselig står ene med en flok børn, eller til en ung landmand, der efter uheld med høsten eller dyrene ikke aner, hvordan terminen skal klares. Tænk på de hungerramte i Afrika eller de krigsramte i Jugoslavien. Sagt i sådanne situationer er ordene: “I må ikke bekymre jer!” som piskeslag på en udmattet, segnefærdig hest.

Hvis vi glemmer, hvem der har sagt de ord, og til hvem de er sagt, er de ikke noget glædeligt budskab, men hårde slag, der slår os helt ud.
Som drenge morede vi os med at forsøge at holde balance, mens vi kravlede op ad en stige, vi selv holdt. Det gik selvfølgelig galt. Højest et par trin nåede vi op, så faldt stigen og vi med et brag.

Nogle betragter Jesus ord som en stige af formaninger, de i fuld alvor forsøger at kravle op ad for at nå fuldkommenhed. Men stigen, formaningerne, må ikke forveksles med Jesus selv. Han er derimod den faste mur, som stigen må støtte sig til. Så først kan stigen, hans ord bære. De må ikke skilles fra ham selv og fra hans gerning for os.
Derfor skal der først prædikes om Jesus, der er mere end både livet og maden, legemet og klæderne, inden vi kan høre hans ord rigtigt, tage dem til os, og hjælpes af dem: “I må ikke være bekymrede og sige: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi klæde os i?”

 

Læg mærke til, at Jesus ikke siger det sådan i almindelighed. Som altid har hans ord en bestemt adresse. Han ved, at det ikke nytter at sige sådan til alle og enhver. Fordi han selv blev menneske, ved han, at bekymringer overfalder enhver.
Hvis ikke der først sker noget helt afgørende med os, vil vi forblive i bekymringernes vold. Derfor undtager Jesus under ét hedningerne. “De søger efter alt dette,” siger han. Hele deres liv er bestemt af bekymringer for alt muligt.
Det nytte ikke at bede dem, der kun spekulerer i mad og drikke, profit og magelighed, udseende, ære og morskab, bede dem om ikke at bekymre sig. Det gør Jesus da heller ikke. Tvært imod låser han dem fast i snærende bekymringer. “Hver dag har nok i sin plage,” siger Jesus realistisk.

Nej, hans ord om ikke at bekymre sig har en anden adresse. De gælder alene det nye gudsfolk, han kom for at vinde sig. De er rettet til alle, der i tro tager imod Jesus som Guds helt enestående gave til os, der lever her i bekymringernes og dødens verden. Alene rettet til dem.

Vel at mærke ikke som et uoverkommeligt bud, men som en gave, et godt, befriende budskab, der lyder: I, som vil søge Guds rige og hans retfærdighed (= Kristus), skal slippe for at bekymre jer for det, der hører livet på jorden til. Min og jeres himmelske Fader véd, hvad I trænger til, og vil give jer det hele i tilgift!

 

Hør, hvordan det forandrer hele sagen sådan at knytte Jesu ord og Jesu person sammen. Så forandres hans ord fra knusende krav til en bærende gave. Et frihedsbrev. Jesus vil sige: Alle I, som tror, at jeg er Herren, Guds enbårne Søn: I må have lov at lade alle bekymringer fare. Jeres liv er i min stærke hånd. Jeg har både skabt og genløst jer. Det er det altafgørende for jer. Ikke, hvordan din økonomi er. Ikke, hvor meget du beundres og respekteres. Ikke, hvor smart du er i tøjet, hvor flot du bor, og hvor dyr en bil, du kører i.

Ved intet af alt det kan du redde dig og bestå i Guds dom. Jeg er din rigdom, dit liv, siger Jesus. Alene ved mig skal du leve, jeg som døde og opstod for dig. Derfor, kun derfor må og kan du slippe bekymringerne!

Lever vi uden Jesus Kristus, uden troens følgeskab med ham i hans bekendende, lovsyngende menighed, kan vi være helt sikre på én ting: At blive overvældet af bekymringer og evig undergang.
Men sammen med Jesus Kristus, i tro på hans magt og nåde må vi være sikre på vor arv og løn: den endelige frelse fra bekymringer og fortabelse.

Her gælder altså et enten-eller. Om vi kaster os i armene på Jesus Kristus eller i armene på mammon, dvs. pengene og alt, hvad de kan give.

 

Bekymring – eller ikke bekymring? Vi skal hellere spørge, som teksten lægger op til: Hvem vil du tjene: Gud eller mammon? Hvem vil du regnes sammen med: Guds børn, Jesu Kristi menighed på vej til evigt liv, eller sammen med hedningerne, der blot søger det, som forgår, og som river enhver, der bygger på denne verden, med sig i undergang? Kan valget være så svært? Brorson vil med nr. 37 hjælpe dig at vælge ret:

 

Hvor dårligt, som en hedning fare
i alle kummers tårne ind!
Du kunne dig den møje spare
og favne Jesus i dit sind.
Da skulle sorgen selv sig glemme,
og du en liflig ro fornemme,
at se, hvad han for kærlighed
fra evighed har til dig båret,
som jo endnu er ubeskåret
og evig, evig bliver ved.

 

Paulus siger det samme sådan i Rom 8,32: “Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?”
Det var blot det gamle én gang til: den gamle prædiken om Jesus Kristus og hans vidunderlige rige. Men den prædiken er samtidig det helt afgørende, der er at sige om alt andet – også om bekymringer. Og svaret er igen det samme: “Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Salmer:
25 – 335,1 – 401 – 35 / 33 – 588,1+3(M) – 425(A) – 28,3