16. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Hartvig Wagner

Også søndagen i dag kan vi give et særligt navn. For tre uger siden fejrede vi “Barmhjertighedens søndag”. For fjorten dage siden “Taknemmelighedens søndag”.
Søndagen i dag har man kaldt “Dødens søndag”. Dagens tekster handler om døden. Salmerne i dag gør det derfor også. Så vi kan godt kalde dagen “Dødens søndag”.
Alligevel foretrækker vi et andet navn, som bruges både i Norge og Sverige. Der kalder man 16. søndag efter trinitatis “Høstens påskedag”. “Efterårets påskedag” skulle vi måske sige.

 

I grunden er hver søndag en påskedag. Hver søndag fejrer vi Jesus Kristi opstandelse fra de døde påskemorgen på ugens første dag, som søndagen egentlig er.
Var Jesus slet ikke opstået fra de døde, ville der slet ingen søndag og ingen gudstjeneste have været.
Men det er han, og derfor fejrer vi hans opstandelse hver eneste søndag. Alligevel kalder vi nu 16. søndag efter trinitatis “Efterårets påskedag” med særlig god ret.
Ude i naturen ser vi blomster visne og blade falde af træerne. Dagene tager af, og mørket tager til. Alt visner og forgår.
Hvor vi i naturen vender blikket hen, bliver vi mindet om livets korthed og dødens vished.

 

Hertil svarer meget godt, at de gamle, der gav os søndagens tekster, valgte tekster, der handler om det samme: livets korthed og dødens vished, netop til en af efterårets søndage.

 

Vi skal i dag høre om to ting, der har det til fælles, at de ikke er til at fatte. De “overgår al erkendelse” for nu at bruge Paulus’ udtryk fra epistlen.
Jesus er med sit følge nået frem til en lille landsby, Nain, der lige til den dag i dag ligger på østskråningen af Moréhøjen et lille stykke syd for Nazaret.
Ved byporten møder han et sørgeligt syn. På en båre bæres en afdød ud, en ung mand. Bag båren går hans grædende mor fuld af fortvivlelse. Hun var enke. Sønnen var hendes eneste barn og dermed hendes forsørger.
Med få velvalgte ord skildrer lægen og evangelisten Lukas det triste syn.
Både moderen og følget har tumlet med spørgsmål, som mange også i dag pludselig står med ved tabet af et barn. Hvorfor så tidlig og meningsløs en død? Hvorfor dog så megen lidelse, smerte og sorg i verden?

 

Lad os nu bare være ærlige og ikke pynte på noget. I dag skal vi vove at se alt det i øjnene, der overgår al forstand og erkendelse: Lidelse, smerte, sorg. Det er “Dødens søndag”.
Vi skal standses. I virkeligheden er det en Guds nåde, at han i dag stiller os ansigt til ansigt med alt det, der strider mod vore følelser: smerter, det meningsløse, tabene, vi ikke kan forlige os med.
For det kan vi jo ikke. Derfor gøres der utallige forsøg på at komme uden om. Hvad ofres der ikke på at pleje både krop og sjæl? Intet må gøre ondt! Intet må forurolige. Jeg vil bare have det godt og rart.
Derfor har naturlæger, healere, guruer, teosoffer, og hvad de nu hedder, alle de mange forskellige, som tilbyder afslapning, velvære, selvrealisering, indre balance og højere bevidsthed, fuldt op at gøre.

 

Alt det kommer nu “Dødens søndag” og forstyrrer. Ubønhørligt siger den: Du kan lige så godt indse, at du fanges ind af den barske virkelighed, hvis realiteter overgår al forstand og aldrig vil kunne overvindes ved menneskets egen kunnen og handlen.
Ved Nains port genkender vi vor egen totale afmagt over for både livet og døden. Begge dele er fyldt af gåder, der overgår al erkendelse. Det kan vi lige så godt indrømme i dag på “Dødens søndag”.
Men nu havde vi jo også et andet navn til 16. søndag efter trinitatis: “Høstens, efterårets påskedag”.
For ved Nains port og ved Lazarus’ grav møder vi også noget andet, som rigtignok også overgår al erkendelse: Guds kærlighed. Den må vi se at blive rodfæstede og grundfæstede i.

 

Ja, men hvor bliver den kærlighed af her i verden, hvor lidelse, smerte og sorg huserer, og hvor døden synes at få det sidste ord trods al menneskelig forstand og kunnen?
Guds kærlighed indfandt sig den dag ved Nains port. Guds kærlighed er kun til at se ét eneste sted. Guds kærlighed møder os i hans enbårne Søn, Jesus Kristus, vor Herre.
Han alene formår med sin kraft at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår.
“Græd ikke!” sagde han til den sønderknuste mor. “Unge mand, jeg siger dig: stå op!” Og den døde satte sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans moder.
Lige ovre på den anden side højen, på vestskråningen, ligger byen Sjunem. Dér vakte 800 år tidligere profeten Elisa en stor dreng, der pludseligt fik ondt i hovedet og døde i sin mors skød, til live. Mindet om den begivenhed levede stadig hos folk på Moréhøjens skråninger.

“En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk,” udbrød alle i Nain. Nu ikke bare en profet, men Gud selv!
Det samme siger vi i dag på “Høstens, efterårets påskedag”. Vi ser Guds kærlighed besejre selve døden ved Nains port. Ja, det overgår virkelig al erkendelse. Vi har derfor ikke andet at sige end at prise Gud, som har gjort langt ud over det, vi beder om eller forstår! Tænk Gud har besøgt os og vist os sin kærlighed i Jesus Kristus!

Det, der skete den dag i Nain og siden ved Lazarus’ grav og påskemorgen, da Jesus selv opstod, giver os håb om evigt liv.
Men det håb er knyttet til Jesus Kristus, vor korsfæstede og opstandne Herre alene. Han alene formår med sin kraft at gøre langt ud over det, vi beder om eller forstår.
Alt det, vi selv fantaserer os til: sjælens udødelighed, reinkarnation, og hvad vi nu hitter på, alt det tør vi ikke nøjes med og fortrøste os til.
Ligesom lidelse, smerte, sorg og død overgår vor forstand, må vi holde os til det, der også går ud over vor forstand: Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. Han må bo ved troen i vore hjerter. Ellers er vi fortabte og den evige døds bytte.

 

Men hvordan så få ham og hans kraft og magt over døden og alt andet meningsløst ind i vort liv? Paulus siger, hvordan det går til: Det er sammen med alle de hellige, vi fatter, hvor stor bredden og længden og højden og dybden i Kristi kærlighed.
Derfor siger vi til alle urolige, spørgende mennesker: Kom og vær med, hvor ordet om Jesus Kristus lyder, hvor dåb og nadver fejres, hvor Jesus Kristus tros, tilbedes og lovsynges, og hvor Guds gode Ånd råder. Dér sker virkelig ting, der går langt ud over det, vi beder om eller forstår.

Alt det, der strider mod vore følelser og overgår vor forstand, alt det tunge og meningsløse forsvinder vel ikke, men overskygges af det lige så ufattelige: Guds kærlighed i Jesus Kristus, som døde og opstod for mig og dig. Tænk: “Han lover os en evig vår, trods vinterstorm og død; thi livet frem af graven går, som Kristus gennembrød.”
Den tro vækker han ved sin Ånd i vore hjerter, hvis vi vel at mærke afviser alle de vilde ånder og vælger at være, hvor Kristi ord og Ånd råder. Så bliver “Dødens søndag” til “Høstens, efterårets herlige påskedag”. Og vi svarer med at prise Gud, som dem i Nain, og siger: “Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed.
Amen.

 

Salmer:
679 – 9,10-14 – 401 – 638 / 308 – 151,2 (kor) – 561 (alterg) – 613.