16. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Uden for landsbyen Naïn mødtes to flokke af mennesker. I spidsen for den ene flok gik Jesus, og i spidsen for den anden gik en stakkels enke. Enken havde netop mistet sin eneste søn og var nu på vej ud af byen for at få ham begravet. Det var en stor personlig tragedie, men også en social katastrofe, for nu var der ikke længere nogen til at forsørge hende.

 

Da Jesus så hende, fik han straks medlidenhed med hende, og han sagde til hende, at hun ikke skulle græde mere. Og i hans mund var det ikke tomme ord. Jesus kunne virkelig trøste hende, fordi han havde magt til at bringe den døde tilbage til livet.

Vi andre kan sukke dybt og sørge over dødens magt, når den tager en af vore kære fra os. Men Jesus greb ind. Den dag tog han initiativet og standsede ligtoget ved at røre ved båren. Ifølge loven blev Jesus uren ved det, men han så stort på de rituelle forskrifter om renhed og urenhed, for her gjaldt det liv og død.

 

Over for en så ulykkelig kvinde, kunne Jesus ikke være tavs og passiv. Han måtte gribe ind. Ved at kalde på den unge mand, vækkede han ham fra døden. I forhold til Gud er døden jo kun som en søvn. Det er en midlertidig hvile, som man efter en vis tid vågner op af igen.

 

 

Ved sin opstandelse fra de døde påskemorgen overvandt Jesus én gang for alle dødens magt. Han har nøglerne til dødsriget, så han kan lukke op og befri de døde. Det var denne magt, Jesus brugte allerede, mens han levede her på jorden. Hans dødeopvækkelser var et tegn på at han var Guds Søn, Messias, der skulle komme til verden og oprette Guds rige på jorden.

Det var jo også den besked, Jesus gav Johannes Døber, da han i sit fangenskab kom i tvivl om Jesus virkelig var den frelser som jøderne havde ventet på i 1000 år. Da sagde Jesus til Johannes Døberens disciple, at de blot skulle gå hen og fortælle Johannes, hvad de havde set og hørt: ”Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.” (Matt 11,5).

 

 

De folk, der så, hvad Jesus gjorde, blev naturligvis bange for at se en død mand blive levende igen. Men samtidig priste de også Gud, fordi de indså at det var et tegn på at Gud greb ind for at hjælpe sit folk. De forstod at Jesus handlede på Guds vegne. Opvækkelsen af enkens søn overbeviste dem om at Gud havde besøgt sit folk.

 

Det var det samme, præsten Zakarias havde indset, dengang han fik at vide at han skulle blive far til Johannes Døber. Zakarias var klar over, at hans søn, Johannes, skulle bane vejen for Guds Søn, Jesus Kristus. Derfor hører vi om, hvordan han brød ud i lovsang og takkede Gud: ”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.” (Luk 1,68).

 

 

Det glædelige budskab til os er, at Jesus er den samme i dag som dengang. Selv om vi ikke ser ham, som han er, og ikke får lov at opleve opvækkelser af vore døde, så kan vi dog være sikre på, at han har den samme medynk med os, når vi mister en af vore kære og sørger dybt. Når han ser os sørge ved et dødsfald, føler han med os og ønsker at vi skal tro at han har overvundet dødens magt én gang for alle. Det siger Grundtvig så smukt i sin salme over dagens evangelium (Ånden opgav enkesønnen, nr. 148). I sidste vers hedder det således:
Ja, vor frelser er opstanden, og sit folk besøger han;
                 Jesus Kristus, Guddoms-manden, er vort liv i dødens land;
                 han os kærlig går i møde, gør de blege kinder røde, tørrer alle tårer af.

 

 

Også i dag, ved dødsfald og begravelse, siger Jesus sit: ”Græd ikke!” til os. Og når det er ham, der siger det, så er det ikke tomme ord. Det er ikke en falsk trøst. Men i de ord ligger der et stort og ufatteligt håb. Ordene peger frem på den dag hvor: døden ikke skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig … skal være mere, men hvor Gud selv vil tørre hver tåre af vores øjne (Åb 21,4).

 

Det er det håb, vi bliver mindet om både ved livets begyndelse og ved dets afslutning med et vers fra apostlen Peters første brev. For både ved dåb og ved begravelse/bisættelse lyder det: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

 

Det er jo også derfor Jakob Knudsen kan sige det så stærkt i sin smukke morgensalme ”Se, nu stiger solen af havets skød”:
Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav;
                 livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
                 ud hans hånd mig river af dødens garn. (DDS 754,6)

 

 

Døden er kun en snæver port, der fører ind til det evige liv. Det er svært at skulle forlade dette liv og gå ind til det kommende. Men det er også svært for dem, der bliver tilbage at skulle slippe den, de har holdt så meget af. Men selv om det er svært, må vi aldrig glemme at en kristen begravelse altid sker med håbet som fortegn. Vi bliver skilt for en tid, men en dag skal vi mødes igen for aldrig mere at skilles.

 

Og når vi så alligevel ved et dødsfald står hjælpeløse, lammet af fortvivlelse, plaget af sorg og savn, så kan vi opleve at Herren kommer til os. Han kommer til os midt i sorgen og siger sit: ”Græd ikke!” til os. Selv når vi ikke formår at bede om hjælp, da ser han os og forstår hvor ondt det gør på os. Da kommer han selv til os og giver os den trøst, som intet andet menneske kan give os.

 

Da kan vi gribe hans trøst og tro hans ord om at den der tror på ham skal leve om han end dør. Når vi tror på ham, der døde på korset for os langfredag, og som opstod påskemorgen, så får vi del i hans sejr over døden.
Da er sorgen slukket, da er perlen fundet,
                 Paradis oplukket, Døden overvundet. (DDS 289,5).   Amen.

 

 

Salmeforslag: Salmer: 408, 522; 29, 473, 240