16. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Tema og budskab

Jesus er Herren over livet og døden. Han er Trøsteren i smerte, sorg og savn. Han er opstandelsen – og som Han opstod, skal vi, der tror på Ham, opstå til evigt liv hos den Treenige Gud.

 

Prædiken

Døden er ikke noget naturligt. Døden er ikke en selvfølgelig konsekvens af livet og Guds skaber­ger­ning. Selvom vi gang på gang kan høre, at døden er en naturlig del af menneskelivet og at vi alle skal dø, nærmest som noget, der ligger indbygget i det at leve, er det ikke sandt. For hermed glemmer vi, at døden er kommet ind i verden ved syndefaldet i tidens morgen.
Døden er en fjende. Døden river kærlighedsbånd over. Dø­den skiller ægtefæller, forældre og børn, familie og venner fra hinanden. Døden bringer sorg, savn og gråd på en eller an­den må­de. Døden kan få os til at blive stille her i livet, når vi f.eks. står ved en dødssyg, et dødsleje eller ved en grav, hvor kisten lige er blevet sænket ned i jorden.

 

Et lig-tog og et liv-tog møder hinanden i den lille by Nain. Jesus er kommet oppe nordfra og er nu syd for Genesaret Sø på vej ind i byen. En større skare følger Ham og disciplene.
På vej ud af byen kommer en kvinde. Hun græder. Hun går foran en båre, hvorpå hendes søn ligger. Han er død i en alt for ung alder. Og en skare følger efter i stor sorg! Normal prak­sis ville være, at man smed, hvad man havde i hæn­der­ne for at tage del i optoget – og særligt i en lille landsby, ville man kende hinanden godt. Det sker her.

 

På Jesu tid blev den døde begravet samme dag udenfor byen. Med andre ord er sorg og savn over­fældende midt i situationen. Alligevel måtte man først sikre sig, at døden virkelig var indtrådt. Der­næst rev de på­rørende deres tøj i stykker som tegn på sorg. Som det tredje salvede man den døde med vellugtende salver og iførte den døde hvide ligklæder – og derefter selve begra­velsen. Senere, når den døde ville være forrådnet i gravhulen, kunne man samle knoglerne sammen og lægge dem i en benkiste som den endelige og sidste del af begravelsen.

 

Da Jesus, Livets Herre, møder lig-toget, lå den døde på båren – synlig for alle, salvet og iklædt ligklæder. Moderen går foran båren – helt alene! Ingen far. Ingen søs­kende. Derfor ser Jesus hende med det samme og forstår, at det er en enke, som har mistet sin søn. Hun har nu ingen nær familie. Intet nært socialt netværk. Ingen forsørger eller hjælper i alderdommen. Ingen mu­lighed for, at slægten kunne blive ført videre, som er så betydningsfuldt i jødisk kultur. Med andre ord: Hun har mistet, hvad der er hendes ”alt”.

 

 

Jesus handler på eget initiativ – ser og overrasker

Der er noget meget vigtigt at få fat i, når det gælder, hvordan Jesus reagerer og handler. Lukas skriver: »… Herren så hende …« (v13). For første gang bruger Lukas denne titel om Jesus, og ellers fin­der vi i Det nye Testamente mest ”Herren” om Jesus efter opstandelsen som den, der er ophøjet og har autoritet. Be­vidst vil Lukas understrege, at her er den Gud og Herre, som vi møder i hele Det gamle Testamente, og som nu er trådt ind i verden i Jesus Kristus.

Som denne Herre ser Jesus alt. Han ser den sorgfulde mor. Han ser den døde unge mand. Han ser skaren, som tager del i sorgen. Ja, Han er den, som kender enhver situation – også hvor en person ligger syg med udsigt til død om kortere eller længere tid, eller hvor det sker pludselig. Han ser alt!
Læg også mærke til, at moderen ikke først beder Jesus om hjælp. Vi hører andre steder i evange­lierne, at personer kom­mer til Jesus for at bede Ham om hjælp. Her handler Jesus på eget initiativ. Han ser. Han kommer nær. Han møder den enkelte i situationen. Han ved, hvad der er på spil. Han ta­ger initiativet!
Dernæst fyldes Hans hjerte med kærlig barmhjertighed og medlidenhed, medfølelse, trøst og vilje til nærvær. At Jesus »ynkedes« over hende betyder nemlig ikke, at Han oplevede hen­des situation og reaktion som ’ynk’. Tværtimod! Sådan kunne beskeden ellers være ud fra samtidens filosofi, at det ikke kan betale sig at græde. Det vil der ikke komme så meget godt ud af.
Men det er ikke årsagen til, at Jesus siger så direkte: »Græd ikke!« Umiddelbart kan det lyde tem­melig barsk. Må hun ikke græde og sørge? Må optoget ikke vise medsorg?

 

Jesus viser med sin næste handlen, hvorfor Han kan sige det; hvorfor der ikke er grund til at græde. Han går hen til båren – forbi moderen. Nu er det ikke længere hende, men Jesus, som er i centrum. Bærerne må standse. Herefter gør Jesus noget usædvanligt: Han rører ved båren. Dermed både bryder Han de uskrevne regler, og Han udfører en meget upassende handling ved at standse op­­to­get. Og så gør Han endda sig selv uren ifølge Moseloven ved at røre båren og liget. Men ikke nok med det: Jesus taler til den døde. Han de­mon­stre­rer, at Han har magt over selve døden. Og ikke nok med det: Han viser, at Han er den – ved hvis ’røst’ – alle døde en­gang på Messias’ genkomstdag skal kalde alle op af graven.

Jesus viser denne magt nogle få gange i sit jordiske liv, men siger helt tydeligt i Johannesevangeliet: »I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre Hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.« (5,28-29).

Underet sker. ”Den døde” (ikke benævnt som den ’le­ven­de’ – for det går så hurtigt i øjeblikket!) hører Jesu røst. Han rejser sig op på båren og begynder – straks (!) – at tale. Han gen­kender dem, han er iblandt. Han ser med kærlighed på sin mor, som Jesus viser ham.
Døden har frigivet sin fange. Dø­dens søvn er blevet brudt.

 

 

Jesus er Herren over døden – og møder os i livet

Underet betyder ikke, at denne unge mand aldrig skal dø. Det skal han. Hans død er blevet udsat, men vil komme på et senere tidspunkt (sml. Joh 11).

 

I nærheden af Nain skete et under ca. 800 år tidligere, som folket sikkert har husket. Profeten Elisa opvækker en dreng i Shunem. Men her er der mere end både Elisa – og hans for­gæn­ger Elias, som også opvakt en enkes søn i Sidon.
Nok har folkeskaren indset, at her er sket et Guds under, men de har (endnu?) ikke helt forstået, at det er Gud selv, Guds Messias, som har handlet midt iblandt dem. De kalder Jesus »en stor profet«, som har vist dem Guds nær­vær. Ikke, at Jesus ER profeten – og Gud selv.
Jesus er nemlig den ”Løser”, som Job ser for sig i fremtiden, og som han tror på, at Gud vil sende, og som vil være hans Tals­­mand, Befrier og Redningsmand fra lidelse, smerte og døden.

 

Der er et par ting ved denne tanke, vi skal have fat i. Netop fordi Gud er vores Skaber – og Ham, som har frelst os fra synden, døden og djævelen, så er Hans hjerte fyldt af kærlighed til os. Også midt i livet, hvor det er svært og hårdt. Profeten Esajas siger: »Men nu siger Herren, Han som skabte dig … Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min … For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din Frel­ser … For du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig … Frygt ikke, for jeg er med dig.« (Es 43,1-5a).
Job var nået dertil, at han så sig selv i en retssag med Gud. Skaberen i sin hellighed med sin almagt og alvidenhed på den ene side og på den anden side Job selv i sin elendighed, bundet til sin synd og med døden for øje.
Job når et par steder frem til at se, at den eneste redning er, at der fremstår et Gud-menneske, som kan stå imellem ham og Gud. Ellers overlever han ikke ’døden’. Så er det ude med ham. Så venter kun evig fortabelse – borte fra Guds kærlige ansigt.
Men hvem kan stå og se Gud i øjnene og tale sin sag – og samtidig være menneske og forstå menneskelivet?

Her ser Job en løsning i en ’advokat’, en Talsmand, som kan tale hans sag for Gud, så han kan blive frikendt – af nåde! »Dog ved jeg, at min Løser lever.« Ham, der kan være min Forsvarer i livet, døden og dommen, Han lever! Han kan træde frem for Gud. »Til sidst skal Han stå frem på jorden« ’Stå frem’ er et udtryk fra retssalen, der netop understreger, at Job har set, at når Løseren kommer ved dagenes ende, så skal Han tale ’min sag’. Det er det eneste, han kan forlade sig på her i sin dødskamp og det at møde døden. ”Har jeg Kristus, så har jeg alt – og det evige liv hos Gud!” ”Har jeg ikke Kristus, har jeg intet, når det kom­mer til stykket – og går min evige undergang i møde!”

 

Job ved, at før eller siden skal han dø. Hans hud skal skrælle af, og han skal forrådne i jorden, men det betyder ikke, at han er glemt af Gud. Døden er ikke en tilintetgørelse eller et ophør af eksistens. Selv i døden er vi levende. Nok ligger sjæl og legeme i graven, men mennesket som sjæl og legeme er i døden hos Gud, hvis det er død i troen på Kristus. Her ’sover’ mennesket, indtil det skal opstå af graven ved Jesu genkomst – »og skue Gud! Ham skal jeg skue, Ham og ingen anden skal mine øjne se!«
Se Jesus i al Hans herlighed! Se det himmelske håb synligt for ens øjne! Ikke mere pine, smerte, sorg eller død. En evig her­lig­hed hos Gud venter dem, der tror.
Der er ikke noget at sige til, at Job udbryder: »Mit indre (egentlig ’nyrerne’; da de dybe følelser efter jødisk tænkning er i dis­se) for­tæ­res af længsel!«

 

 

Hvad vi ejer i troen nu … det helt utrolige

Evangeliet til i dag fratager på ingen måde, at lidelse, sorg, smerte, sygdom og død er en del af livet i syndefaldets verden. Tværtimod! Det er virkeligt – og vi kender det fra vort eget liv.

 

Men alt dette har ikke – og skal ikke have – det sidste ord. Kris­tus har overvundet døden. Som sand Gud og sandt men­ne­ske er Han trådt ind i denne verden, ind i vores vir­ke­lig­hed, og har betalt for den straf og forbandelse, som er syn­dens og gudsoprørets konsekvens. Ved sin lidelse, død og op­standelse har Han betalt for din og min synd og skyld. Ta­get den på sig – og kan stå som Sejrs-herre og Livets Herre.
Ved tro på Ham og ved fællesskab med Ham i sa­kra­men­ter­ne (dåb og nadver) må vi have vores håb i og se vores liv sådan, som Paulus siger det: »I Ham og ved troen på Ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud.« Og han fortsætter med at sige, hvad det må betyde for os: »… at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås.« (Ef 3,12.17-19).
Vores tro på Kristus er ikke tom. Vores tro på Kristus er, hvad Han er! Han er Opstandelsen og Livet. I troen på Ham har du adgang til Guds trone – uanset hvad du selv føler og oplever omkring din egen åndelige formåen. I troen på Ham må du vide, at Han bor i dit hjerte – så nær er Han, både når du er rask eller syg, når du ligger for døden eller er ved at miste, når du tvivler eller bekymrer dig, eller når du lever og indånder livets fest i fulde drag.
Hans virkelighed er ikke til at fatte sådan lige med for­nuften. Hans virkelighed og dens dimen­sioner er u-trolig! – Men kan netop gribes i tro, sådan som evangeliet kan gøre det i dig og mig.

 

 

Derfor: Tag din tilflugt til Ham i liv og død. Lad Ham gøre det utrolige i dit liv: Lad Ham give dig vished, tillid, tro på og et stærkt håb om, at døden ikke bliver det sidste i dit liv, men at Kristus vil være dig nær, når døden banker på, og at Hans røst vil kalde dig ud af dødens søvn ved Hans genkomst til en evig her­lighed og glæde, hvor du ser Ham ansigt til ansigt: »Ham skal jeg skue, Ham og ingen anden. Ham, skal mine øjne se!«

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i be­gyndelsen, nu og altid, fra evighed og til evighed. Amen.

 

 

 

Forslag til salmevalg
655 Livsalige dag, som i håbet vi venter
305 Kom, Gud Helligånd, kom brat
148 Ånden opgav enkesønnen
—–
538 At sige verden ret farvel
569 Ja, engang mine øjne skal