17. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Denne søndags evangelium kan godt virke som en lidt af en blandet landhandel? Må man helbrede en syg på sabbatten/helligdagen? Og hvor skal man sætte sig ved bordet, når man er i byen? Hvad handler det egentlig om – og hvad vedrører det os?

Jo, der er en rød tråd: Det hele er sagt af Jesus – og dybest set handler det også om ham – dvs. om vi menneskers forhold til ham! Og alene derfor vedrører det også os i dag så mange år efter.

 

”Det handler om at leve” – det er titlen på en bog af den norske præst Karsten Isachsen. ’Det handler om at leve’ – det kunne egentlig også sættes som overskrift over det at holde gudstjeneste og over det, som gudstjenesten i dag handler om. Gudstjenesten skal hjælpe os til at leve – som menneske og som kristen. Og nu kan en gudstjeneste jo udformes og udføres på så mange forskellige måder. Vi har en standard-form i den danske folkekirke, som vi følger her i dag – men i andre kirker og kirkesamfund i DK holdes gudstjeneste på en anden måde. Det gør vi også somme tider her i sognet. Og kristne, der flytter til DK – f.eks. som flygtninge eller indvandrere – har ofte været vant til en helt anden form for gudstjeneste og kan have svært ved at komme til at holde af den danske standardform. Men gudstjenesten – uanset hvilken form den så holdes i – skal hjælpe os til at leve: Leve med Gud og leve med os selv og leve med hinanden. Både på hverdage og på helligdage og i forhold til dem, vi føler os mindre værd overfor og i forhold til dem, som vi måske mener, vi er bedre end. Det handler om at leve et sandt og ægte menneskeliv som kristen midt i alle de forhold til andre mennesker, som vi står i – og i forhold til Gud. Det handler om et liv – nu – og i evigheden.

 

 

Jeg tror, vi ofte er tilbøjelige til at anse den åndelige verden for at være temmelig luftig og ukonkret. Der er ganske vist kommet ny focus på det åndelige i den sidste tid – bl.a. takket være TV-udsendelser om ånder og spøgelser og andre ting. Jeg har ikke haft lejlighed til at følge med i serien ”Åndernes magt” – men den har haft mange seere og er med til at åbne manges øjne for, at der findes mere i verden og i tilværelsen end det vi kan måle og se og veje. Om end det altså stadig betragtes af mange som noget, som vi kun kan have et ukonkret og svævende forhold til. Og det er noget, der i allerhøjeste grad også er behov for en kristen synsvinkel på.

 

I bogen ”Det handler om at leve” gengiver Karsten Isachsen en historie af den norske biskop Alex Johnson om netop dette. Den handler om en mand, der er ude at gå. På sin vandring opdager han, at der går en engel ved siden af ham. Hver gang han kommer til et stort træ, må han gå udenom – men englen går lige igennem træet. Hver gang han kommer til en låge, må han åbne den – men englen går lige igennem (ligesom Jesus efter opstandelsen kom til disciplene mens dørene var lukkede). Efter en tid siger manden til englen: Du må være lavet af et meget luftigt materiale, siden du kan gå igennem alt. Så siger englen til ham: Hvis du går igennem en mose en dag, hvor der hænger lave tågeskyer over mosen – går du da udenom dem? Nej, selvfølgelig ikke, sagde manden, for jeg er jo af et meget fastere materiale end dem. Så sagde englen: Det er på samme måde med mig. Jeg er af et meget fastere materiale end træ og sten og glas og beton. Jeg går lige igennem. – Så vidt Alex Johnson!

Vi mener ofte, at det materielle – det synlige – er mere virkeligt end det åndelige. Men troen på Gud – og Bibelen – siger os, at det er omvendt. Gud er mere virkelig end alt andet. Mere bestandig. Og når det handler om at leve – både til hverdag og om søndagen – så er det vigtigt at være sig det bevidst. Jesus sagde det engang på denne her måde: Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Menneskelige bygningsværker af alle slags – også kirker – skal forgå, men Jesu ord og betydning står fast og urokket.

 

Og det er netop ind i den sammenhæng, at denne søndags evangelium skal høres. Det handler om ham, som består, når alt andet forgår – eller når alt andet er usikkert, sådan som det på så mange måder er i verden lige nu. Og helt konkret ser vi så det i Jesu holdning til de to spørgsmål fra dagens evangelium: Er det tilladt at helbrede en syg på sabbatten / helligdagen? Og hvor skal man sætte sig ved bordet, når man er i byen, og der ikke er lagt bordkort ud? Det betød nemlig meget dengang at sidde efter rang og status.

Det handler om at leve – i det lys må vi se helligdagen – for os som kristne søndagen. Ingen kan i længden holde ud at alle dage er ens. Tænk hvis man som skoleelev eller fabriksarbejder skulle af sted i skole eller på arbejde hver eneste dag uge efter uge uden den pause, som weekenden giver. Det var ikke til at holde ud. Og ingen kan i længden leve åndeligt med Gud uden at få næring til troen – f.eks. ved gudstjenesten. Derfor har Gud givet os en gave – den gave at vi må bruge hver syvende dag til at stresse af på og til at gå i kirke på og til at have tid til også at gøre noget godt for andre. Det er en Guds gave.

Farisæerne, som Jesus den dag var sammen med, var så tilhængere af en masse bud og regler for hvad man måtte og især ikke måtte den dag. Man måtte f.eks. binde en knude op med én hånd, men ikke med to hænder. Det var omtrent blevet det vigtigste for deres tro, at sabbaten blev overholdt på den rigtige måde. Det førte til mange konflikter mellem Jesus og farisæerne. Denne gang var det om en syg mand, der dog ikke var mere syg, end han godt kunne vente til næste dag med at blive helbredt. Ville Jesus vente – eller ville han helbrede ham på sabbaten? Det var de spændte på – fordi de var ved at samle materiale sammen til at få Jesus dømt og ryddet af vejen.

 

Jesus helbredte manden – med den begrundelse, at hvis én er i nød må vi hjælpe vedkommende – også på helligdagen. Jesus afviste farisæernes bud og regler, som de selv og andre havde fundet på – men han afviste ikke Guds gave. Den holdt han fast ved – det at have en dag, der er anderledes end de andre dage – og det vil han også have os til at holde fast ved. For at vi kan leve – for at vi ikke skal gå til i stress og jag – og for at vi kan få tid til Gud. For vi har brug for noget, som består, når alt andet forgår. Vi har brug for det, der er af det allermest faste materiale her i tilværelsen. Vi har brug for det åndelige, for Gud, for Jesus.

Og det er også i det lys, vi skal se det med placeringen ved bordet, som Jesus også talte om. Jesus sagde: Når nogen indbyder dig, så tag ikke den bedste plads. Tro ikke, at du er den vigtigste i verden. Sæt dig nederst. Så kan det være, at værten siger til dig: Min ven, sæt dig højere op. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Det handler om vores holdning til andre mennesker – og det handler om vores holdning til Gud. Det er vigtigt at huske, hvem der sagde disse ord. Det var nemlig ham, der selv satte sig nederst. Ham, der ydmygede sig og aldrig holdt sig for god til noget menneske og frivilligt lod sig korsfæste for at frelse mennesker. Én har engang sammenfattet Jesu ord og handlinger i evangelierne sådan her: Han vendte aldrig sit ansigt bort fra noget menneske.

 

Det med pladserne og det med at ydmyge sig – det er ikke falsk beskedenhed, det lægger op til. Falsk beskedenhed – det er ikke godt for nogen. Det skaber kun hykleri og frustrationer. Men sand ydmyghed overfor Gud – det er godt. For det holder os fast på den plads, hvor vi ved os afhængige af Gud – af Guds ord og Guds nåde og velsignelse. Det handler om at leve – for og med Gud. Og det gør vi, når vi kender vores plads overfor Gud og ved os afhængige af at have Jesus med i livet som frelser og herre. Han møder os igennem dåben og nadveren, igennem Bibelens ord og bønnen og det kristne fællesskab – og gennem hans omsorg i stort og småt.

Han møder os. Lad os møde ham igen. Lad os gøre det som dem, der godt ved, at vi er fuldt ud afhængige af hans tilgivelse og barmhjertighed.

 

Lad os til sidst her vende tilbage igen til historien om manden og englen. Jeg ved ikke, af hvilken beskaffenhed engle i virkeligheden er. Men jeg tror, de repræsenterer en virkelighed, der aldrig vil forgå – nemlig Gud, Bibelens Gud, Jesu Kristi far. Gud er mere bestandig end træ og sten og huse og bjerge. Han er af et fastere materiale. Så lad os holde os til ham. Også hvis vi støder på nogle af de åndelige fænomener, som mennesker kan blive bange for. Vi kan have grund til at frygte fænomenerne, for de kan sagtens repræsentere en menneskefjendsk virkelighed – men lad os også i det holde os til Gud. Og lad os her i kirken fortælle hinanden og holde hinanden fast på, at det er Gud, der er af det stærkeste materiale. Det er ham, der vil bestå. Og det er ham, der har magt og kærlighed til at befri os fra alt det, vi frygter for i livet og i den åndelige verden.

Det er ham, der er værd at tro på og holde sig til. Amen.

 

 

Salmer i den nye salmebog

Nr. 3 – en dejlig lovsang, der understreger Guds suverænitet i forhold til os mennesker. Og hvis der er mennesker i kirke, der ikke kommer der så tit (f.eks. i forbindelse med dåb), er det også godt at begynde med en velkendt salme. Det giver fra starten en følelse af, at her hører vi også hjemme.
Nr. 392 – er skrevet over dagens 1. læsning fra Salme 19.
Nr. 613 – en ny salme om somme tider at gå imod strømmen og følge den vej, Jesus viser os – sådan som evangeliet også gør.
Nr. 411 – en dejlig salmen om gudstjenesten i Guds ”hytte” her på jorden i forlængelse af prædikenens ord om søndagens rette brug.
Nr. 371 – en god lille salme til afslutning på gudstjenesten.