17. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Dagens evangelium rummer som sådan to dele: dels en helbredelse på en sabbat, dels en lignelse om Gudsriget. Konteksten er et måltidsfællesskab, som finder sted hos en af de ledende farisæere på en sabbat. Spændingen vejrer i luften, hvad dette ’møde’ kan føre med sig. Det er ikke første gang, at scenen er angivet sådan og med Jesus i en eller anden form for hovedrolle i konfron­ta­tionen med sine jødiske modstandere.

 

En eller flere af følgende temaer kan danne indholdet af prædikens budskab:
Sabbattens rolle og betydning.
Jesus som sabbattens/helligdagens Herre samt Skaberen som har magt til at helbrede.
Om hovmod og ydmyghed i Guds rige.
At agte på Ordet og være lydig i kaldet.

 

 

Forslag til indhold af prædiken

Dagens evangelium er en del af Jesu ’rejseberetning’ på vandringen op mod Jerusalem. Han åben­barer fortsat, hvem Han er, og proklamerer, hvad Gudsriget indeholder. Hele tiden viser Han den tætte tilknytning til Israels Gud, jordens Skaber og verdens Herre – ja, ikke bare tilknytning, men at Han er ét med Ham (… af samme væsen som). Jesus åbenbarer Gud, gør Ham kendt i verden, forkynder Hans Ord og giver Loven sin rette forståelse. Alt sammen for at fremholde Guds nåde, barmhjertighed og kærlighed, sådan som Han ønsker at møde ethvert syndigt menneske. Og sådan som Gudsrigets egne børn skal kende virkelighed og leve den ud blandt deres medmennesker.

Det er den tredje helbredelse, Jesus gør på en sabbat ifølge Lukas (6,6-11; 13,10-17), som blev anledning til konfrontation med farisæerne, og som blev årsag til vredesreaktioner fra dem. Sær­ligt 6,5 og 13,15f klinger med i Jesu ageren og udsagn i prædikenteksten.

 

 

Under observation

Der bliver holdt øje. Jesus er inviteret på sabbatsmiddag hos en farisæer, som tilmed hørte til blandt eliten af jødiske ledere og meget muligt var medlem af det store Råd eller synago­ge­forstander (sml. 8,41). Sandsynligvis er det efter gudstje­ne­sten i synagogen, at denne gruppe fari­sæere viser rabbi Jesus den tilsyneladende respekt at invi­tere Ham til bordfællesskab og umid­del­bart placere ham i samme sociale status som dem selv (sml. Luk 7,36ff; 11,37ff). Det gæstfrie sinde­lag er dog på skrømt. De lå ”og holdt øje”/overvågede Ham med henblik på at begå fejl. For kunne de fælde Jesus i en handling eller ordveksling, ville de kunne få Ham til at fremstå som en vildleder og farlig person for folket.

 

Til måltidsfællesskabet var inviteret andre farisæere og lovkyndige. Det er det fine selskab; den fromme elitesamling. Måske er den syge blandt de inviterede. Vi hører ikke, at han kommer ind eller at værten reagerer mod dennes tilstedeværelse. Måske er den syge netop inviteret med for at være anledning til og ’plantet’ som en lakmustest på Jesu troskab mod loven. Han er meget syg i den forstand at han har vand i kroppen og hermed et dårligt kredsløb. Dette kan være øde­læg­gen­de for funk­tioner og hæmmende, men er meget muligt et symptom på en alvorlig sygelig til­stand, som kan være langt mere livs­truende. Nu står så denne person/gæst foran Jesus. Hvordan vil Han handle?

Som en lærd rabbiner, der kender loven og traditionerne og som kender til måden at fortolke på og give sin tolk­ning/halakha, begynder Jesus med et spørgsmål, og på normal jødisk vis ville nogen så være kommet med et svar, som havde ledt til et nyt spørgsmål osv. Men ingen siger noget. Højst besynderligt, at en gruppe jødiske skriftlærde er tavse og uden ytring – med mindre at det er særdeles overlagt. Det store ’nederlag’ for disse farisæere viser sig egentlig først i v6: ”Det kunne de ikke svare på.” Jesus gør to ting: Han handler suverænt ved både at vise sin guddommelige magt til at helbrede, og at udfordre og fremstå som den ypperlige lovfortolker, der kender Lovens inten­tion og konkretisering efter Guds vilje.

 

Hvad er svaret på Jesu spørgsmål? Efter datidens halakha var det tilladt kun i ekstreme nøds­til­fæl­de, hvor for eksempel et liv var i fare, at gribe ind og hjælpe eller helbrede. Som regel var det mere detaljen i lovens udtryk end forpligtelsen på at yde nødhjælpen, der var i fokus. Ikke så meget, hvad der var tilladt, men mere hvad der var forbud imod.

Jesus ved, at farisæernes angreb er sigtet på to fronter: (1) Hvis han siger, at det er tilladt uden videre, så overtræder Han sabbatsbudet og viser dermed sin grundlæggende ødelæggende indstil­ling over for Guds lov – i al fald ifølge traditionel overlevering og tolkning. (2) Hvis han ikke vil hjælpe denne mand og helbrede Ham, kan de beskylde Ham for at undlade at gøre det nødvendige gode og udvise barmhjertighed. Jesus er helt klar over fælden.

Uagtet deres mulige angreb vil Jesus hjælpe manden. Han ser vedkommendes nød. Jesus vil igennem sin handling ære og herliggøre Gud. Og Han vil hermed atter engang forkynde, hvem Han vitterlig er. Jesus er helt klar over sabbatsbudet, men kender netop dets intention på baggrund af, at ”Menneskesønnen er herre over sabbatten” (6,5). Han helbreder under fuld bevågenhed. Og manden går helbredt(/frelst?) derfra.

 

Jesus stiller på vanlig rabbinsk vis farisæerne og de lovkyndige endnu et spørgsmål – og for­venter som sådan et svar. Han anvender en analogi, som er en hentydning til deres egen praksis, der faktisk er en del mere ’fri’ end eksempelvis bestemmelser om sabbatten i Qumran-fælles­ska­bet. Svaret på Jesu analogi kan de kun give positivt, hvis de skal være troværdige, og netop det vil ramme dem midt i deres hykleri. Og det bliver kun tydeligere, når Jesus sætter et menneske og menneskeværdet i centrum Hvis man kan hjælpe et dyr i nød på en sabbat, hvor meget mere så ikke et menneske? Jf. ”Et menneske er dog meget mere værd end et får. Derfor er det tilladt at gøre noget godt på en sabbat” (Matt 12,12). ”Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld” (Mark 2,27).

Farisæernes og de lovkyndiges manglende respons siger mere end mange ord. At tie stille eller ikke kunne svare igen vil i samtiden blive regnet for at have tage fejl eller måske endda at være en ignorant i forhold til det at kunne forsvare sin position eller tolkning. Derfor siger det alt, når Lukas anfører: ”Det kunne (ville?) de ikke svare på.” (v6). Jesus har ved sin ageren gået til ’angreb’ på begge fronter eller fælder, som de havde udset sig: (1) Han afviser ikke at være barmhjertig. (2) Han undlader at bryde loven. I stedet udviser Han Guds faderlige barmhjertighed, og Han bekræfter loven som udtryk for Guds vilje og dens rette intention. Hermed får Han både vist og sagt, hvordan Gud er, og hvordan virkeligheden hænger sammen i Guds rige – og at Rigets børn må afspejle denne virkelighed. Jesus fremstår både som Rigets virkelighed og som et forbillede på Guds vilje.

I Det gamle Testamente oprejste Gud altid profeter, som skulle forklare loven, ikke efter dens skarphed, men efter kærligheden. Jesus stiller sig på denne linje.

 

 

Den rette plads og fokus

Jesus sætter nu dem under observation. Han har set, hvordan de har placeret sig ved bordet – især på de øverste pladser. Han vil afsløre, hvordan deres sindelag og fokus ikke er rettet mod deres næste – eller til Guds ære – men at de ’har dem selv’ som mål og er æresyge. Alt handler om dem selv, og egoismen bliver dyrket … fordi man gerne vil lægges mærke til og roses.

Jesus anvender en lignelse til at sige noget om deres hjerte og handlemåde, og derved får han udtrykt Guds dom. Lignelsen handler netop ikke bare om god bordskik og rummer ikke bare en Emma-Gad-agtig indstilling, men den handler om at manglende barmhjertighed skyldes en sygdom i hjertet: hovmod. Og den trænger de til at blive helbredt fra, ja, de trænger til at tage ved lære af Jesus, at komme til Ham og finde nyt liv. Lignelsen udtrykker, hvordan de grundlæggende forholder sig til Gud på, og hvilken konsekvens det har på både kort og langt sigt.

 

I forhold til samtiden var det kendt, at man sad/lå til bords efter rang. Det handler om ære (eller skam), om social status, om magtposition, om hæder osv. Når det handlede om et bryllup, gjaldt det ærespladser. Det vil være almindeligt kendt, at man ikke selv placerede sig på en af de øverste pladser, ærespladser, med risiko for, at værten vil afvise eller degradere en, og man vil blive anvist en af de nederste pladser. Det vil være stor vanære. Det vil krænke stoltheden og omdømme. Det vil være skamfyldt. Og det vil kunne få sociale konsekvenser i forhold til, hvilken rang man vil blive betragtet efter fremover, når det gælder indgåelse af ægteskabspagter (f.eks. for ens børn), indgåelse af handelsaftaler og gøre forretninger med osv.

Så frem for at løbe en stor risiko, vil det være almindelig sund fornuft at placere sig på de nederste pladser med mulighed for at kunne blive hædret af værten og få tildelt en æresplads. Ikke at man skal sætte sig nederst med naturlig forventning om det og kalkulation med det selvfølgelige i, at værten vil ophøje en. Men med det sindelag og den intention at udvise ret ydmyghed – og så måske blive glædeligt overrasket.

Som det er anført i Ordsp 25,6-7: ”Ros dig ikke over for kongen, stil dig ikke på de stores plads, for det er bedre, at man siger til dig: »Kom herop!« end at man i den fornemmes påsyn sæt­ter dig længere ned.” Eller Ez 21,31: ”Det lave skal ophøjes, det høje skal ydmyges!” Og Siraks Bog 3,17f: ”Min søn, gør din gerning med sagtmodighed, så vil du blive elsket højere end den gavmilde.  Jo større du er, des mere skal du ydmyge dig, så vil du finde nåde hos Herren.”

 

Jesu pointe er kontrasten mellem hovmod og ydmyghed. Han kritiserer stoltheden og hykleriet, som er født af et hovmodigt hjerte, fordi det ødelægger – både i forholdet til Gud og til andre mennesker.

 

 

Kaldet til at leve tro

Barmhjertighed og kærlighed skal kendetegne Rigets børn (sml. Matt 5,16.48). Ikke fordi deres gerninger skal hædre dem selv og være årsag til ære (dyrkelse), men så de herliggør og viser hen til deres himmelske Far. Så de som børn afspejler ’hjemmets ånd, liv og kærlighed’. som Guds børn rummer de et sindelag, som er efter deres Faders barmhjertige vilje.

 

Når de kan kaldes Rigets børn, skyldes det jo netop, at de er kommet/født ind i Riget (Joh 3; Tit 3,5; 2 Kor 5,17 m.fl.). Og ved at være i Kristus (Gal 2,20; Joh 15,1-8) er loven opfyldt i dem. De er erklæret retfærdige (f.eks. Rom 3,21-31). De lever nu i kraft af Kristus som ’en opfyldt lov’ – som retfærdige, der er sat til at afspejle loven, altså Guds vilje i al dens kærlighed og barmhjertighed. Loven er ikke ophævet eller gjort ugyldig.

Det er netop dette perspektiv på kristenlivet, Paulus understreger i epistlen, når han peger på ”kaldet” og formaner til, at den kristne skal ”leve, så det svarer til det kald, I fik” (Ef 4,1; sml. Rom 12,1f). At være kaldet til at tilhøre Gud og være gjort retfærdig af Kristus kalder til lydighed mod kaldet. Det kalder til at leve til Guds ære og lydighed, så Gud kan blive lovprist og æret – ikke så man lever med henblik på egen belønning, men så at hele verden skal kunne se, at Guds og Kristi navn æres i ens liv og at Ordet prises ved ens gerninger. ”Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig …”, ”Han skal blive større og jeg mindre”. Det er at være iført Kristus og leve på en sådan måde, at Guds navn ikke skal blive spottet her i verden på grund af ens levemåde.

 

Her kunne der gives mange eksempler og tilrettevisninger på, hvordan dette kan udmøntes i hverdagslivet (arbejde, hjemme, familie/venner/naboer, i samfundet, foreninger, menighed osv.). Det er ikke kasuistikken, som er den vigtige her, men at vi ser vores liv i Kristus og hører kaldet og lever lydigt mod det kald, så det svarer til livet i Guds virkelighed. Og med den erkendelse, at også retfærdige syndere har behov igen og igen for Guds nåde og syndernes forladelse til ny oprejsning og ny opmuntring til at leve til Guds ære. Ingen bliver færdig her!

Det er stærke ord, som Paulus får anvendt, og som der kunne siges meget til: ”med al yd­myg­hed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd” (Ef 4,2f).

 

 

Holde sabbatten hellig

Som led i prædikenen kunne man også pege på sabbatten/søndagen som helligdag og som hviledag (hvilket der kan være mange gode grunde til i vort danske samfund anno 2009).

Luther siger i en prædiken til dette evangelium: ”At hellige sabbatten, når man hører Guds Ord og gør hellige gerninger, elsker næsten og giver ham det, som han mangler, at være lydig, barm­hjertig, hjælpsom til råd og trøst, at give fattige mad og øl osv. Det skal man gøre på sabbatten; for Gud har befalet, at man på sabbatten skal gøre hellige gerninger, og det er den rette gudstjeneste, som Gud behager.” Og man kan inddrage det tredje bud samt Luthers forklaring hertil i kate­kis­men.

I Det gamle Testamente/loven er sabbatten begrundet såvel ud fra skabelsen som frelsen. Efter luthersk ’lov-kategorisering’ er sabbatsbudets indhold både ceremonielt og moralsk (religiøst og socialt). Sab­bat­ten står som forbillede for ugens andre seks dage – og gudstjenesten og dens indhold har her et tyde­ligt eksempel for kristenlivets udfoldelse i ugens løb. Som kristen: Netop i verden, men ikke af verden. Sabbatsregler (loven) er til for at hjælpe mennesket, for at være til gavn og have fokus på næsten i kærlighed for at herliggøre Gud til Hans ære.

Dette liv kan kun leves og fastholdes, når den kristne lever af Ordet (tilgivelse, nåde) og lever i Ordet (fornys, lære Guds vilje at kende, praktisk kærlighed) og lever ved Ordet (pege hen på Gud). Salme 19 (GT-læsningen) udtrykker her noget af Ordets betydning.

Jesus helbredelse på en sabbat og Hans lignelse i konfrontation med farisæerne/lovkyndige bliver platform for at forkynde Gudsrigets virkelighed ved Ham, og for, hvordan Rigets børn skal ligne deres himmelske Faders barmhjertige væsen. Ikke søge egen ære (i hovmod), men udvise ægte yd­myg­hed (og bliver ophøjet).

 

 

Forslag til salmevalg

385 Op, alle folk på denne jord
392 Himlene, Herre, fortælle din ære
289 Nu bede vi den Helligånd
——
389 Guds riges evangelium
381 Igennem nat og trængsel