17. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Teksterne.
I GT-læsningen fra salme 19 understreges Skaberens storhed og herlighed. Gud Herren alene er den højt ophøjede over alle ting.
I epistelteksten får vi anvist vor plads og vort kald i menigheden. Vi skal optræde med ydmyghed og overbærenhed over for hinanden. I det hele taget lægge vægt på at leve sådan med hinanden, at det tjener fællesskabet og enheden.
Dette tema anslås også i prædiketeksten, hvor Jesus i lignelsens form anviser den plads, som er vores – nemlig den nederste plads. Selvophøjelse og hovmod er dræbende for den kærlighed, som er Guds vilje med vort liv i fællesskabet med andre. Og så handler det også om, at vi kommer til at kende den rette plads og ydmyghed i forholdet til Gud, som er herre over det skabte og som dag efter dag demonstrerer sin storhed og herlighed.

 

 

Selve teksten:
Jesus er til middagsselskab hos en af de ledende farisæere. Det er sabbat. Stemningen er uden tvivl højspændt fra starten. Man holder et knivskarpt øje med Jesus, hans ord og handlinger. Man har nemlig travlt med at samle “stof”, som senere kan bruges imod ham.
Da en syg mand bringes hen til ham, brænder det for alvor på. Mon Jesus vover at helbrede på en sabbat? Nu øjnede de en lille mulighed for at “fange ham”.
Men Jesus er jo også observerende. Med spørgsmålet: Er det tilladt at helbrede på en sabbat eller ej? får Jesus sat knivskarpt fokus på det, som netop var farisæernes generelle åndelige problem.
Farisæerne havde gjort sabbatsbudet til en byrde, som man lagde på sig selv og andre, således at de i realiteten kun brugte budet til at hævde sig selv overfor andre. Sabbatsbudet var blevet et redskab i deres egne hænder. En religiøs levemåde, hvorved de kunne gøres til respektable og fromme mennesker i både Guds og menneskers øjne.
Men hviledagen er tværtimod et redskab i Guds hænder. Søndag er vor herres dag, synger Grundtvig (DDS 371). En Guds gave – en Guds velsignelse. Derfor skal den huskes og holdes hellig. Sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Den er til, for at mennesket kan røres af Gud. Og netop dette skete jo i farisæerens hus. Et sygt menneske fik her en levende erfaring af, hvad sabbat er. Han blev rørt ved – og fik rakt Guds gode gave og velsignelse.
Farisæernes hang til selvhævdelse og hovmod viste sig også i den måde, hvorpå de nøje udvalgte sig de øverste pladser ved bordet. Den iagttagelse benytter Jesus sig af og fortæller lignelsen om brylluppet, der således kommer til at bære tekstens centrale budskab om ydmyghed kontra hovmod. Den munder ud i opfordringen til, at man sætter sig på den nederste plads. For kun fra den plads kan et menneske ophøjes til at få en bedre plads. Det sker, når værten kommer og byder en at sætte sig længere frem. Således illustreres vilkårene i Guds rige. Her kommer vi ikke med nogen form for værdighed. Her bliver alt givet os af nåde.

 

 

Ideer og tanker til prædikenen.
Jesu lignelse om brylluppet tjener som en udmærket indfaldsvinkel til tekstens budskab. Vi skal ikke for enhver pris jagte nye billeder – selv har jeg da heller ingen lige i ærmet.
Der skal tales konkret om menneskets hang til hovmod. Men så længe hovmodet kun har med mennesker at gøre, betyder det ikke så meget. Den slags er vore medmennesker jo ganske gode til at få pillet af os. Men hovmodet i forhold til Gud – hvad med den? Når vi stolte bilder os ind, at vi kan selv? Når vi ikke mener, at have brug for Gud, som frelser. Og ikke behøver gudstjenesten? Når vi ikke vil bøje os? osv. Hvad så? Jesus svarer: Den, der ophøjer sig selv skal ydmyges.
Og der skal tales om ydmyghed, som det der baner vej for fællesskabet både med Gud og medmennesker (jævnfør epistlen). Og da bliver spørgsmålet: Jamen, hvad skal vi gøre for at blive virkelig ydmyge mennesker? Det vil være oplagt, at lade prædikenen koncentrere sig om at give svar på dette spørgsmål. Væsentligt må det være, at der prædikes sådan, at vi kaldes til sand ydmyghed. Ydmyghed må have evangelisk grund under fødderne – ellers bliver det til falsk ydmyghed.

Virkelig ydmyg og lille bliver et menneske kun ved at stå overfor det, der er stort. Mange har f.eks. kendt til ydmyghed overfor naturens skønhed og vælde (jævnfør GT-læsningen). Men stærkest erkendes ydmygheden, når vi stilles overfor den kærlighed, der er uden begrænsning. Og den kærlighed stilles vi netop overfor, når vi møder ham, der var villig til at være tjener for os alle – Jesus Kristus, som ydmygede sig, og blev lydig til døden på et kors…

 

 

Mulige salmer (i spredt orden):
371 – 378 – 350 – 7 – 246 – 540 – 535 – 677.