18. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Teksterne.
I GT-læsningen fra Esajasbogen stilles spørgsmålet: Hvem er Gud? Hvem vil I sammenligne Gud med? Og profeten svarer: Intet! – og ingen kan stilles lige med den hellige Gud! Gud kan umuligt rummes i noget jordisk billede.
I epistellæsningen udtrykker Paulus sin taknemmelighed over, at menigheden i Korinth er blevet rige på alt. At ordet om Kristus er grundfæstet hos dem. Og at de derfor ikke kan anklages for noget på dommens dag.
Det bringer os til evangelieteksten, der stiller spørgsmålene: “Hvad kræver Gud”? og “Hvad mener I om Kristus”? Binder vi alle teksterne sammen betyder det, at vi denne søndag kommer til at møde Gud, som både den hellige og den nådige.

 

Selve teksten:
Evangelielæsningen er den sidste af en lang række læresamtaler, som Jesus førte med samtidens religiøse ledere. Endnu engang vil man forsøge at “fange” Jesus.
Diskussionen bevæger sig ind på det, som de jødiske ledere nok mener at have en vis ekspertise i. Det drejer sig om loven. Hvad er det største bud i Loven? Hvad er det største og vigtigste, Gud kræver af os? Og Jesus svarer med det dobbelte kærlighedsbud.
Først siger han: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte … og henviser her til Israels trosbekendelse (5. Mos. 6,4-5). Dette er det største og vigtigste bud i loven, siger Jesus. Men der er ét mere, som er lige så vigtig: Du skal elske din næste som dig selv.
Hele Guds lov og vilje er hængt op på disse to bud om kærlighed. Og dette svar kunne enhver from jøde jo sagtens godtage. Der blev altså ikke rigtig noget at anklage Jesus for i denne omgang.

I tekstens andet afsnit er det Jesus, der stiller farisæerne et spørgsmål. Og således bliver det farisæerne, der “fanges ind”: Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?
Farisæerne svarer i overensstemmelse med GT’s messiasforventning: Han er Davids søn. Men Jesus lader dem ane, at Kristus langt overgår deres forventning. Under henvisning til salme 110 siges han, at Kristus er Davids Herre. Med andre ord: Kristus overtrumfer deres forventning.
Farisæernes spørgsmål om det største bud i loven (v. 36) og Jesu modspørgsmål (v. 42) står i en indre forbindelse med hinanden. Jesus vidste godt, at for jøden var det indlysende, at den, som holdt loven, skulle leve – at vejen til Gud gik gennem en streng lovoverholdelse. Men gennem hele sin forkyndelse forsøgte Jesus at gøre det klart, at den, der vil tage loven alvorligt ender med at stå afsløret, dømt og anklaget overfor den hellige Gud.
På den baggrund bliver Jesu spørgsmål om Messias uhyre vigtigt. Han er mere end Davids søn – mere end blot et menneske, mere end blot et forbillede ud i det med kærligheden. Han er Guds søn. Givet til os som lovens opfyldelse. Givet os som soning for vore synder, så vi ikke behøver at stå anklaget for Gud på dommens dag (jævnfør epistlen).

 

Ideer og tanker til prædikenen:
I en prædiken kunne man tage udgangspunkt i, at vi mennesker ofte kræver noget af Gud. Ofte får vi den tanke, at det er det, vi har Gud til. Han bliver da som lampen i eventyret om Alladin. Når bare man gnider på ham, så stiller han sig til rådighed. Sådan får vi ofte nedskrevet Gud til en størrelse, vi kan overskue/ kontrollere.
Men det er lige modsat: Gud er den hellige – og han er den, der kræver noget af os. Han kræver loven opfyldt til punkt og prikke.
Og loven kan ikke – som jøderne fik det gjort – nedskrives til noget overkommeligt. På den ene side er det realistisk at gå i gang med at efterkomme Guds bud. På den anden side må vi erkende, at vi er dumpekandidater. Vi kommer til kort og bliver de skyldige.
Med tanke på, hvad der faktisk kræves af os, kan man i prædikenen udfolde, hvad der måtte ligge i udtrykket “at elske” – nemlig noget med at give sig selv hen. Og man kunne ligeledes udfolde, hvem min næste er – altså ikke blot min landsmand, men enhver, som jeg “vandrer sammen med” – uanset religion og hudfarve – også ham eller hende, som jeg ikke kan li’ – mine fjender, osv.

Og hvad mener den moderne dansker om Kristus? Humanismens skildring af Jesus som det store forbillede etc. Overfor humanismen står Bibelens Jesus – han, som er både Gud og menneske og på hvem hele menneskehedens frelse hviler. Ham kan vi ikke afvise – eller forholde os neutral til.
Teksten i sin helhed lægger op til en stærk kristologisk prædiken, hvor tilhøreren møder Gud som den hellige og den nådige.
Naturligvis kunne man også i en prædiken lægge vægt på at udfolde det dobbelte kærlighedsbud. Jesus har opfyldt, hvad vi ikke har opfyldt – og han har båret lovens straf. Men budet står stadig urokket. Du skal elske! Ikke for at blive frelst – men fordi du er frelst. Således kan man altså overveje at anlægge en etisk synsvinkel på teksten.

 

Mulige salmer (i spredt uorden:)
677 – 46 – 824 – 775 – 600 – 446 – 461 – 54.