18. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Det er jo moderne i vor tid at tale om ‘logoer’. Ethvert firma eller forening eller klub med respekt for sig selv må have sig et ‘logo’ – et kendemærke med måske nogle forbogstaver eller tegn, så man kan genkende dette bestemte firma eller den forening eller klub. Det skal være letgenkendeligt og få os til at tænke på netop dem. Den allerførste kristne kirke skabte sig også et logo – eller rettere to. Dels korset – vel det vigtigste kristne symbol – der skal få os til at tænke på Jesu død og opstandelse. Hvis vi ser et kors uden på et hus tænker vi straks på, at det må være en kirke eller et missionshus eller et andet hus, hvori der holdes kristne gudstjenester eller møder. Og nogle mennesker går med et kors om halsen for at vise deres tro på ham, der engang døde på et sådant kors.

 

Og så er der nogle, der vender korset på hovedet og tegner et omvendt kors. Det er satanisterne – dem, der dyrker og tilbeder den onde Satan i stedet for den gode Gud.

 

 

Men der er også et andet kristent ‘logo’ eller symbol, der er meget gammelt. For nylig opdagede vi dette symbol i Rørbæk præstegårds vindfang. Det har sikkert siddet der siden huset blev bygget – nederst på væggen bagved fordøren. Vi har bare ikke lagt mærke til det før. Hvem der har lavet det ved jeg ikke – men det sådan ud i forstørret udgave [vis tegningen af fisken]. Det forestiller en fisk.

 

Et lignende symbol – en tilsvarende fisk – kan man finde mange mange steder – f.eks. i katakomberne i Rom – og også i udsmykningerne i mange kirker. Det har en ganske bestemt betydning – og det har faktisk en del at gøre med evangeliet til i dag – og til hele resten af kirkens år. Når de første kristne valgte en fisk som deres logo, så var det nok i starten ment som et hemmeligt tegn – i de tider i Rom i de første århundreder, hvor mange kristne blev kastet for løverne, hvis de holdt fast ved at ville tilbede Bibelens Gud som gud i stedet for kejseren i Rom eller de hedenske afguder, sådan som nogle kejsere forlangte. En fisk hedder på græsk ixtys, og det ord når man til, hvis man tager det første bogstav i de fem ord “Jesus Kristus, Guds søn, frelseren” på græsk. Og netop dette udtryk ‘Jesus Kristus, Guds søn, frelseren’ er en af de allerældste kristne bekendelser. Derfra stammer altså fiskens symbol som kristent symbol.

Det viser os samtidig hen til ham, som Bibelen og den kristne kirke hele vejen igennem omtaler som ‘Herren.

 

I læsningen fra Esajas-bogen i GT, som vi hørte som den første bibellæsning, blev der spurgt “Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham?” Der bliver så foreslået gudebilleder lavet af en håndværker – men de kan naturligvis ikke måle sig med den levende Gud. Vi kunne også fra vores tid nævne mange ting, som vi fristes til at gøre til vores gud – eller som vi giver den plads i vores tilværelse, som rettelig tilkommer vores himmelske far – Jesu Kristi Far. Men alle disse ting kan jo alligevel aldrig måle sig med Gud. De kan kun blive til erstatninger – de er ikke den ægte vare.

Og i evangeliet er det egentlig også det, der er temaet: Hvem er Herren? Hvem er vores Gud? – sagt med evangeliets ord: “Hvad er det største bud i loven?” (dvs. hvad er det, som vi må bøje os for og leve efter?) – og “Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?”

Hvem er Herren? Hvem er vores Gud? Det er altid aktuelt at overveje.

 

De første kristne generationer fandt på at bruge fiskens symbol til at vise deres tro og deres religiøse tilhørsforhold. “Jesus Kristus, Guds søn, frelseren”. Det er en god trosbekendelse. Den viser, hvem der for dem var Herren. Hvem der var deres Gud. Hvem de søgte at elske af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og af hele deres sind – og hvem der skulle give dem styrke til at elske deres næste som dem selv. Det var Jesus Kristus – og igennem ham Gud Fader – Jesu Kristi Far. Jesus Kristus, som vi også her i dag i trosbekendelsen har bekendt troen på – som ham der sidder ved Faderens højre hånd i det høje – og samtidig er os helt nær med sin ånd og sin nåde og sit ord.

Fisken, jeg tegnede, er blot tegnet som en krop og en hale. En meget enkel tegning, men sådan har man ofte gjort i den kristne kirkes historie. En virkelig fisk har naturligvis også øjne og finner og gæller og mund og meget mere. For en levende fisk skal kunne orientere sig og bevæge sig og få ilt og mad til kroppen for at leve. Det skal vi naturligvis også i overført betydning som kristen menighed og som kristne mennesker.

 

 

Når vi tænker på fisken som kristent logo eller symbol – og når vi tænker på fiskedøden i Mariager Fjord her fornylig – så kan vi godt kombinere disse to ting og få det til at minde os om, at som fiskene og bunddyrene i fjorden må have ilt for at leve – sådan må vi også have ‘åndelig ilt’ for at vores tro kan leve. Og på samme måde som fiskene dør på grund af en forurening, som vi dybest set alle har en medskyld i, sådan kan vores tro også gå hen at lide forureningsdøden på grund af forurening fra mange forskellige kilder. Forurening og for lidt ilttilførsel og for godt sommervejr ødelagde fjordens liv. Lad os lade det være en påmindelse til os om at passe på naturen som Guds skaberværk og som det, vi skal efterlade som en arv til vore børn og børnebørn og oldebørn. Men lad os også lade det være en påmindelse til os om at passe på os selv og vores tro – og passe på vores kirke og troens liv i den. ‘Forureningen’ heraf kan være af så mange slags. Hver tid har sine farer. Og for lidt ilttilførsel – det er jo når ordet fra Gud og bønnen til Gud og fællesskabet med hinanden bliver skubbet i baggrunden. Og for godt sommervejr – ja, det kan jo være, når livet går let og solen skinner varmt og godt over tilværelsen – så kan vi let komme til at tænke: Hvad skal vi egentlig med en Gud og en frelser? Det går jo godt nok uden!

 

Lad os huske fiskens symbol! ‘Jesus Kristus, Guds søn, frelseren’. Symbolet blev skabt af nogle mennesker, der vidste med sig selv, at de for enhver pris ville og måtte bevare troen på Guds søn, for de kunne hverken leve eller dø uden. De ville ikke nøjes med forsøg på erstatninger. De ville have den ægte vare! Det har nogen kaldt for fanatisme – men det er det nu ikke. Det er ganske enkelt blot at være blevet overbevist om, at der er en levende Gud til, som vil os det godt. En Gud, som vi ikke selv har skabt eller har tænkt os frem til – men som har givet os livet og har lagt gode fremtidsplaner for os – nemlig de planer, som profeten Jeremias fik lov at lægge mund til: Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Disse planer arbejder Gud stadig på at virkeliggøre. Først og fremmest ved at give os det, som fiskens og korsets symbol minder os om. Lad os takke ham for det. Amen.

 

 

Salmer – fra den nye salmebog

Nr. 355 – slår fra gudstjenestens begyndelse fast, at det (også) i dag handler om Jesus som Herren og at vi er sammen til gudstjeneste for at lovsynge og takke ham.
Nr. 435 – som en udfoldelse af Esajas-læsningen, da den jo understreger den ene sande Gud.
Nr. 54 – de første to linier i salmen er hentet fra dagens evangelium.
Efter prædiken kan synges enten nr. 52 med endnu en udfoldelse af Jesus som Herren, eller der kan synges nr. 691, der udfolder 1. del af dagens evangelium.
Nr. 514 – kan synges til sidst som en udfoldelse af friheden i Kristus. At have ham som Herre gør os frie til at elske Gud og følge ham.