2. juledag - 1. tekstrække

Prædikant: Karsten Christensen

Veit Dietrich-kollekten

I bønnens henvendelse til Gud beskrives Gud som den, der lod Stefanus lide og blive stenet pga. sin tro og dermed viste os, at Guds riget er et evigt rige.

 

Der bedes for:

  • Styrke, dersom der kommer lidelse for dit ords og dit navns skyld (parallelt udsagn). Giv os syn for de evige goder frem for de forgængelige

 

 

GT-lektie, Jer 1,17-19

En del af kaldelsen af Jeremias. Den opgave, Jeremias som ganske ung (omkring 20 år) fik af Gud. Et løfte om Guds hjælp og nærvær i alt, hvad der møder ham.

 

NT-lektie, ApG 6,8-14. 7,54-60

Stefanus stening. Det særlige, som denne beretning huskes for, er nok dette med Stefanus’ bøn for forfølgerne og visionen af Jesus ved Guds højre side.

 

Evangeliet, Matt 23,34-39 (prædikenforslag)

2 juledag står trofast som den kolde spand vand midt i flæskestegen. Bedst, som vi hører om det lille barn i Betlehem, er vi hos den første martyr, Stefanus. Sådan er det, fordi der er en sammenhæng mellem troen på det lille Jesusbarn og martyriet, det at skulle gå i døden pga troen på Jesus.

 

Stefanus er den første, som slås ihjel for sin tro på Jesus. De slog ham ihjel ved at stene ham. De mennesker, som kastede stenen, havde hørt Stefanus fortælle om sin tro, og vi hører, at de ’blev ramt i deres hjerter’ over det, han sagde. Men de ville ikke røres i deres hjerter af Gud, derfor slog de Stefanus ihjel, og mens de kastede stenene mod ham, bad Stefanus for dem. Han bad Gud om tilgivelse for, hvad de gjorde.

 

Det er selvfølgeligt storsindet at bede om tilgivelse for de mennesker, som er ved at slå én ihjel – men til tider virker det lidt eventyragtigt, hvordan kunne han da gøre det? Hvor fik han overskuddet fra til at bede for disse onde mennesker?

 

Hemmeligheden finder vi i det, Stefanus ser, kort før han dør. Han stirrer mod himlene og siger så: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«

 

Stefanus ser Jesus, men han ser ham ikke, som vi siger det i trosbekendelsen: ”siddende ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd.” Nej Stefanus ser ’Jesus stå ved Guds højre side’. Jesus har rejst sig, han sidder ikke blot og ser på at Stefanus dør, nej han står der. Hvorfor han lige står op, kan vi ikke vide, men sikkert er det, at Stefanus kan se ham, og kan se, at Jesus kan se Stefanus.

 

 

Og der var en ung mand, som stod og så på steningen, hans navn var Saulus. Han synes det var rigtigt at slå de kristne ihjel – ja faktisk fik han til opgave at slå de kristne ihjel… men en dag sker der det for Saulus, at på vejen til ”Damaskus, så skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. v4 Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« v5 Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger.”

 

Den, som forfølger en kristen, forfølger Jesus selv. Jesus følte smerten, da de slog Stefanus ihjel – Jesus kender selv til det, at blive slået ihjel – men Jesus er hos Stefanus, han er i ham ved sin Hellig Ånd, og Stefanus ser ham, stående ved Guds højre side. Stefanus er ikke på noget tidspunkt alene. Og Stefanus får en styrke, som vi ikke kender omfanget af, en kærlighed som gør, at han beder for sine mordere.

 

Jesus gik i lydighed mod Gud den vej, som førte ham til døden på et kors.

Stefanus gik i lydighed og kærlighed til sin korsfæstede og opstandne frelser den vej, som førte ham til døden.

Du og jeg er ikke født med lydighed. Det var Jesus heller ikke. Han måtte lære det. Det må vi også. Og det, der er så svært, er, at det læres gennem lidelse.

 

 

Vi har let ved at tro, at Guds kærlighed tvinger ham til at give os medgang, solskin og gode dage, men sådan er det ikke. Gud ønsker, at vi skal formes og dannes i Hans Søns billede, og når det var nødvendigt for Jesus at skulle gennem lidelsens skole, er det i endnu højere grad nødvendigt for os.

Lidelsen åbner vore ører.

 

Hårdt prøvede kristne kan fortælle om ord fra Bibelen, som er blevet åbnet for dem gennem lidelse. Der er ord fra Bibelen, som er blevet til bære-ord gennem lidelserne. Helligånden har gennem lidelserne smeltet disse kristne sammen med disse bære-ord.

Job er mere end nogen anden kendt med lidelserne, han siger det sådan: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.” Job 1,21

 

Eller som vi synger det i salmen ’Ingen er så tryg i fare’, vers 5: ’Om han tager, om han giver, samme Fader han dog bliver’

 

Vi har en Gud, som tager. Igen og igen minder vi hinanden om det modsatte: Han giver og giver og giver igen. Ja, det er sandt: Gud er den store giver. Men nogle af hans børn oplever ham også som den store tager. Stefanus og mange af de første kristne lærte Gud at kende som den, der tog deres liv, den som rev dem bort fra deres familier. Men de lærte Gud at kende på en dybere måde, og de førtes ind i en gudserkendelse, som det ikke er muligt at komme ind i uden gennem lidelsen. Der er ingen genvej til dybde og sand åndelig erkendelse.

 

 

Hvad gør vi, når vi står med lidelsen?

I lidelsen er det godt at gå til ham, der kender det hele indefra. Du kan aldrig komme med lidelser, som Jesus ikke kender. Han er fristet og prøvet i alle ting.

 

Hvilken trøst ligger der ikke i at kunne udøse sit hjerte for ham, der umiddelbart forstår en. Jesus er ikke udeltagende. Han er den, der i sandhed lider sammen med dig i langt dybere forstand, end en far og mor kan lide med deres barn.

 

Troen véd, at Jesus hjælper igennem ved selv at bære den tungeste del af det kors, han lægger på os. Der er kraft i at fortælle Jesus det hele igen og igen og samtidig at takke ham, fordi det var vore lidelser, han bar.

 

Og der er kraft i at gå ind i Guds ord og leve der. Der er en kraft, som kun den, der er derinde, kan forstå, for gennem det ord kommer Helligånden, Helligånden bor i det ord, styrker dig gennem det ord, renser dig gennem det ord.

 

Lad os derfor gå ind i Guds ord – og gøre Guds ord til vore ord, øve os i at gøre Guds tanker til vore tanker. Og lad os bede Gud om hjælp til at være stolte af det ord, som han har talt. Vi skal ikke skamme os, ikke ved noget som helst i Bibelen – det gør Gud ikke. Gud skammer sig ikke over, hvad der står der – og når vi gør Guds ord til vore ord, kan det give problemer, så kan det ske, at der er mennesker, som bliver ”ramt i deres hjerter og skærer tænder imod os”, ligesom de gjorde det mod Stefanus.

 

Du skal med frimodighed stå frem, for Gud er med dig, du skal gøre som Gud sagde til Jeremias: ”stå frem og tal til folk, alt det, jeg befaler dig.”

 

 

Hvor er det en stor udfordring for os at elske det, som Gud har talt til os! Hvor kan det være svært at fastholde, at alt hvad Bibelen siger, er udtryk for Jesu kærlighed og godhed. At Jesus er ét med det ord, at han er stolt over det. Ligesom de første kristne var stolte over deres trængsler – de så den som en ære, der blev vist dem. Tænk de fik lov til at tage del i de trængsler, som Jesus har talt om skal følge dem, som tror på ham. Eller vi kan tænke på legenden om Peter, som skulle korsfæstes – og som ønskede at blive korsfæstet med hovedet nedad, for han var ikke værdig til at dø den samme død som sin frelser.

Men hverken Stefanus, Peter eller nogen anden kristen står uden for det løfte, som Jesus gav som noget af det sidste: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

 

Jesus er os nær, det er han, hvad enten han sidder ned eller står op, han følger nøje med når kristne forfølges, og du er aldrig ude af syne for Jesus.

Amen!

 

 

Salmeforslag

 

Vi medtager sikkert alle de julesalmer, som vi mangler at få afsunget, men en vigtig salme at synge Sct. Stefans dag må være

 

574                 For alle helgen

(gerne på den mere triumferende melodi)