2. juledag - 2. tekstrække

Speaker: Jørgen Trihøj

Tekstens centrale budskab.
Nu har du i to dage forkyndt om julens gave til din menighed. Igen og igen har du fortalt om den rigdom og velsignelse, der ligger i at modtage Jesus i tro.
I dag er du kommet til prisen. For den gave, der ingen penge koster, er alligevel meget dyr. Det koster meget at modtage Jesus. Der er nemlig forbundet ganske særlige omstændigheder ved at melde sig som modtager af Jesus. Sat på spidsen sætter modtagelsen af Jesus menigheden på den yderste prøve. Teksten er frysende. Hvor er julens hygge og omgængelighed?
Som de luksuskristne, vi er, vil vi have freden uden striden. Vi vil have sejren uden kampen. Vi vil have kronen uden korset. Og vi vil have livet uden døden. Her har vi bare taget fejl – grusomt fejl. For det skal vi huske: Vi får ingen jul uden påske. Der findes intet liv her på jorden uden død. Her er ingen fred uden strid.

 

Mellem tekst og prædiken.
Det er betegnende for det jødiske miljø, hvor Jesus og Mattæus hører hjemme, at det er kærligheden til far og mor eller til søn og datter, der konkurrerer om forholdet til Jesus – og taber. Det er ikke kærligheden til hustru, ægtemand eller kæreste, som er afgørende. Eros spillede en mindre rolle i jødens liv dengang.
Så meget større var imidlertid slægtsfølelsen og herunder især båndet mellem forældre og børn. Det er derfor det størst mulige krav, Jesus stiller disciplen overfor, når han forlanger at blive foretrukket frem for de hellige familierelationer – også selv om det skulle vise sig nødvendigt at sprænge familien i stumper og stykker for Jesu skyld.
Vi danskere forstår nok ikke til fulde, hvorfor disse krav lød så voldsomt i datidens jødiske ører. Vi kunne måske bedre forstå sammenhængen, hvis Jesus krævede at stå foran den elskede kvinde eller mand. (Hvad han sandelig også gør!)
Under alle omstændigheder fornemmer vi, at der blæser en kold vind i disse ord. De får os til fryse midt i julens hyggelige varme omkring det dejlige familieliv, som netop udfolder sig så skønt i disse dage.

Her står vi nemlig overfor spørgsmålet om både bekendelse og fornægtelse. Det handler ikke om fred, men sværd. Det handler om at tabe eller miste livet, at tage sit kors op og give sig ud på den dødsdømtes forfærdeligt ensomme vandring mod døden gennem den skrigende hob af mennesker.

 

Prædikenskitse.
Så sent som i går hørte vi, hvorledes mørkets modstand og fjendskab mod lyset var til stede umiddelbart. Herved blev den situation skabt, som altid inddrager disciplen. Hvis han vil have noget med Jesus at gøre, tvinges han til at sige, hvad han vil – han må tale mørket imod – han må bekende – han må være rede til at indtage martyrens rolle.
Igen og igen står disciplen og dermed menigheden overfor udfordringen: Bekendelse eller fornægtelse. Jesus fremhæver dette stærk i v. 32-33. Konsekvensen af både det ene og det andet fremstilles med yderste klarhed og skarphed. Den gamle lov – lige for lige – er gældende her.
Her prøves troens ægthed og kærlighedens udholdenhed. Fejhed og selviskhed afsløres og får sin dom – på stedet. Jesus vil under ingen omstændigheder godtage det halvhjertede, for det har ikke hjemme i lysets liv. Det halvhjertede hører hjemme i mørket og i verden og kommer aldrig ud derfra.

 

Denne hårde og kompromisløse sammenhæng kan ikke være anderledes, eftersom Jesus i sin gerning netop er absolut og kompromisløs. For det er i sandhed en absolut og kompromisløs gerning at frelse dig ud af mørket – ud af verden.
Det er det samme, der ligger bag de skæbnetunge ord: “Tro ikke, at jeg er kommet …” v. 34. Messias skulle jo være fredsfyrsten, glædessprederen. Det var sådan, man havde forestillet sig ham. Men verdens holdning til Guds hensigt kunne kun ende i en åben strid. Ødelæggelse og fjendskab går i evangeliets spor – dengang som nu i 2001.
Derfor må disciplen – dengang som nu i 2001 – vælge mellem Kristus og det, der er disciplen kærest i livet. Det er virkelig drøje ord af Jesus: “… er mig ikke værd”. Her taler majestæten: “… er mig ikke værd” v. 38!!!

 

Menneskesønnens ord er blottet for sentimentalitet. Den discipel, der ikke vil ofre ALT for Kristus, har dermed erklæret sig hjemløs i Guds rige. For der er ingen plads til ham. Han passer ikke ind i Riget. Han er godt nok kaldet, men sandelig ikke udvalgt!
Man aner prædestinationens gådefulde hemmelighed bag de skarpe og afgørende ord. Sammenlign med 22,8: “Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige”.
Nu kommer så det med at bære kors ind i billedet – og det med at følge i Jesu fodspor. Det handler nok ikke så meget om at slæbe rundt med to tømmerstokke på kors eller slæbe rundt på et livstruende martyrium. Nej, det handler meget snarere om at tåle den sociale isolation og den almene foragt, som disciplen nu måtte bære rundt med.
Den, som var dømt til korsets død, måtte selv bære tværbjælken til henrettelsesstedet. Han var jo død for verden, inden døden tog ham. Sådan kan og især kunne konsekvensen blive af at efterfølge Jesus. Men det er næppe noget, en respekteret og afholdt sognepræst skænker en tanke i dag.
Til slut kommer den store antitese i v. 39, som begrænser vort liv til kun to muligheder – at redde sit liv eller at miste det. Denne lov, der er gældende for enhver discipel, eksisterer for Jesu skyld. Var han ikke kommet, havde denne lov ikke været nødvendig. Men det er Jesu liv og virke, hans død og opstandelse, som har skabt den situation, at mennesket nu står i valget mellem disse to alternativer.
At kun disse to findes – og at den ene udelukker den anden – er betinget udelukkende af Jesu tilstedeværelse. Det er den omstændighed, der skaber de uforenelige modsætninger og fordrer et valg. Den fordring svarer til den korsfæstede og opstandne Frelsers fordring på dem, der er hans.
Og lad os så håbe, at vi – uden at tænke over det – lever smukt med v. 40-42.

 

Hermed – i en parentes – nogle få ord fra afslutningen af en prædiken over dagens tekst:
(At tro og bekende hører sammen. Det var altså også derfor, vi skulle være sammen i dag. Vi mindes i dag om, at tro og bekendelse er to sider af samme sag – at, hvis du tror julens budskab, så må du også bekende det. Hvis du har fred med Gud, så må du sandelig også sige det og bekende det. Vi må vedgå og bekende, at denne fred er en Guds gave ved vor Herre Jesus. Vi må vedgå og bekende, at vor fred er bragt i stand alene af ham – ja, at han selv er vor fred i liv og død.
Og når så denne vor bekendelse volder spektakler i verden, så spørger vi altså ikke mere om, hvorfor det nu skulle gå sådan? For det vil altid og alle steder og til alle tider – i hvert fald uden for dette hus – volde modsigelse, når du siger, at du har fred med Gud. Selv kolleger kan finde på at falde over dig.
Således må vi bekende, at Guds søn virkelig steg til lave hytter ned, at han gik ind i vor fattigdom og synd og død, at han tog vor elendighed bort, at han fjernede fjendskabet mellem Gud og os, at han oprettede fred og gjorde en evig pagt mellem Gud og syndere. Ja, sådan er det! Men gerningen er Guds!
Barnet fra Betlehem blev en forsoner for vore synder og gav os fred med Gud. Det nytter ikke at nægte det. Det lader sig ikke gøre at nægte det. Det kan ikke længere forties, og det må ikke forties, selv om det forvolder nok så meget spektakel i verden derude.
Siden i forgårs er det nok at bekende den Herre Jesus. Vi skal ikke bekende vor egen gode vilje eller alle vore fortræffelige gerninger. Nej, vi skal nøjes med at bekende vor Herre Jesus – og vor Herre Jesus alene.
Den ene har ikke mere at bekende, end den anden har. Den ene er ikke givet mere fred, end den anden er. For vor Herre Jesus er jo din fred, ligesom han er min fred!)

 

Salmer:
98 – 106 – 96 / 102 – altervers – 84.