2. juledag - 2. tekstrække

Forslag til salmevalg : 123 – 128 – 125 – 122 – 129

 

 

Sankt Stefans dag er måske ældre end henlæggelsen af fejringen af Jesu fødselsdag til 25. december. Dagen bør markeres som Stefans dag. Derfor bør lektien fra 1. tekstrække om Stefanus benyttes, hvad Alterbogen jo også giver mulighed for. Og denne tekst må præge prædikenen over evangeliet.
Og det er godt, at vi skal lytte til dette evangelium oven på Julens glædelige budskab. Umiddelbart er der en vældig kontrast mellem de to dages evangelier, men i virkeligheden følger det ene af det andet.
Evangeliet består egentlig af to afsnit, selvom de er forbundet: v32–39 understreger, at forholdet til Jesus må være det vigtigste af alt, så alt andet til og med ens eget liv må slippes, hvis prisen for at bevare det betyder fornægtelse af Jesus. Hertil føjer sig så v40–42, der understreger, at apostlene repræsenterer Jesus.
Ved at fødes som menneske gør Guds Søn sig sårbar over for menneskers ondskab. Og Han kalder disciplene til efterfølgelse. Også vi er som Jesu disciple sårbare. Og det sætter os på prøve – troens prøve.

 

 

Sankt Stefans dag mindes vi den første kristne martyr, den hellige Stefanus – og dermed alle de kendte og ukendte, som har måttet lide for deres kristne tro. I Jesu eget liv gælder det, at Han, som blev hyldet med englenes sang for hyrderne, blev korsfæstet af mennesker. Og det skyldes, at Han kom på en sådan måde, at det kunne gå sådan. Det er udtryk for Guds kærlighed, at Han – når det gælder vor frelse – ikke bruger vold. Kærligheden tvinger ikke, men spørger efter vor tro –  ikke tro blot som anskuelse, men tro som tillid og følgeskab. Men kærlighed er altid sårbar. Og når Jesus efter sin opstandelse viste sig for disciplene, men ikke for magthaverne, så er det udtryk for, at Gud i sin frelsergerning respekterer den frihed, som Han udstyrede os med, da Han skabte os i sit billede – til at lyde Hans bud, men med ulydighedens mulighed. Hverken ydre tvang eller et tvingende videnskabeligt bevis benytter Gud. DERFOR er der en sammenhæng mellem det, der varmer vort hjerte i Juleevangeliet, og det, som får det til at gyse i os i denne dags evangelium. Den Kirke, som Jesus vandt sig med livet som indsats, må være beredt til at ofre meget for at holde juleglæden fast.
På en dag, hvor vi fejrer den første kristne martyr, må vi ikke overse det glædelige i Jesu ord: Jesus lover, at den, der mister sit liv for hans skyld, skal redde det. Han lover at vende nederlag til sejr – død til evigt liv. Han knytter det løfte til bekendelsen, at Han vil vedkende sig den, som vedkender sig Ham over for mennesker, men med den alvor, at Han også vil fornægte den, der fornægter Ham over for mennesker.
For den anfægtede samvittighed er det godt at huske, at Peter blev taget til nåde efter sin fornægtelse.

 

Det at Jesus ikke tvinger til tro muliggør, at nogle tror, andre afviser – også inden for en familie. Evangeliet kan sætte skel og skabe splid mellem ægtefæller, forældre og børn osv. Jesus vil have førstepladsen i vort liv. Jesu ord er her så klare, at vi ikke kommer uden om dem: ”Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd.” Gud forbyder os at unddrage os striden. Og unddrage os – det kan vi gøre på to måder. Den mest almindelige er vel den, at familiebåndene er så stærke, at man unddrager sig striden ved at acceptere alt, hvad ens nærmeste finder på. Så længe en eller anden form for vranglære, fornægtelse eller tilsidesættelse af Guds bud kun findes uden for ens familie eller miljø, så forfægter man klare kristne holdninger; men rykker problemerne inden for murene, ja, så accepterer man det. Rykker det moralske forfald inden for familiekreds eller menighed, så blander man lov og evangelium, så man accepterer ting, som Jesus vel ville tilgive, men ikke godkende.

 

Men man kan også undfly striden og lidelsen på en anden måde ved at bryde båndene til ægtefælle eller familie, når de er på afveje. Af frygt for at elske sine nærmeste mere end Jesus, holder man op med at elske dem; men det siger Jesus ikke, at man skal. Vi skal ikke elske Jesus i stedet for vore forældre eller børn. Han vil have førstepladsen i vort liv, men han vil ikke skubbe de andre ud. At følge Jesus betyder ikke, at familiebåndene skæres over, med mindre de løsnes af den ikke-kristne part. Jesus ophæver hverken det 4. eller det 6. bud. Men i de fællesskaber, hvor vi står, må vi vedkende os Jesus som vor Herre og Frelser.

 

Endelig må vi ikke glemme at takke Gud for martyrerne. Det er Gud, der har sendt dem og givet dem kraft. Det er Gud, der har oprejst dem.
I beretningen om Stefanus hører vi, at han ikke blot er vidne om Jesus på den måde, at han giver sit liv for Jesus. Han er også kristen martyr altså vidne på den måde, at han følger Jesus efter i det, at han midt under steningen beder for dem, der stener ham. Heri adskiller han – og kristne martyrer – sig fra for eksempel muslimske, når de fulde af had optræder som selvmordsbombemænd. En kristen martyr er med tro forbundet med Jesus, så han også er fyldt med kærlighed.