2. påskedag - 1. tekstrække

Speaker: Kurt Larsen

Sammenhæng mellem læsningerne

Undertiden er der blevet os foræret en oplagt sammenhæng mellem de tre læsninger, og så kan man med fordel udnytte det. Hvis det er en af de mere stille gudstjenestedage (og det er 2.påskedag vel ofte, hvis ikke der er dåb), kan man bruge lejligheden til en mere bibelundervisende prædiken for den faste menighed. Ved fx at påvise sammenhængen mellem ”løftet” i GT-læsningen og ”opfyldelsen” i evangeliet kan man styrke menighedens tillid til Gud og hans ord: Tænk, at det, der skete på vejen til Emmaus, var forudsagt længe før!  Den Gud må være stor! Hans ord må være værd at stole på og læse i!

 

I lektien fra salme 22 er der mange forbindelseslinjer til Emmausvandrerne, når man nu ser de to bibelafsnit sammen: De to disciple var hjælpeløse, men ”han skjulte ikke sit ansigt for ham, men hørte, da han råbte om hjælp.” (v.25). Og så endte de med at sidde til bords med ham og få både fysisk og åndelig mad, så de kunne leve videre i glæde, jf. v. 27: ”De ydmyge skal spise og mættes, de, der søger Herren, skal lovprise ham, og de skal få nyt mod for evigt”. Ja, netop ”for evigt” gælder det. Al jordisk glæde har sin tid; kun i fællesskabet med ham, der besejrede døden påskemorgen, har vi en glæde, der er ”for evigt”. Fordi Jesus selv kom til de to disciple, der frustrerede var på vej bort fra Jerusalem og discipelfællesskabet, fandt de tilbage til troen, glæden – ja til ham selv. Det opfylder v. 28: ”Hele den vide jord skal huske Herren og vende tilbage til Herren”. Og Jesus godtgjorde sig selv som Guds søn og verdens herre, da han besejrede døden, derfor har det konsekvenser for hele menneskeheden, troende og ikke-troende, kristne og buddhister, levende og afdøde: Alle skal en dag kaste sig ned for Herren Jesus: ”alle folkenes slægter skal kaste sig ned for dig. For kongemagten tilhører Herren, han hersker over folkene. Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham” (v.28-30). Men midt i den menneskehed, der alle en dag skal blive tvunget til bekende Jesus Kristus som Herren, er vi nogle, der gerne vil gøre det frivilligt – allerede nu. Vi er en menighed, der vil tjene ham ved at forkynde om hans storværk: ”Men jeg vil leve for ham, og … man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes, for han greb ind!” (v.31-32).

 

 

En ide

Folk i Danmark har ikke en bibel til rådighed i kirkerummet (hvorfor har vi egt. aldrig fået det indført i vores tradition?) – men selvom det mange steder vil være en fremmed skik, kunne man overveje at optrykke lektien og evangeliet på et A4-ark og omdele det på bænkene, så folk kunne følge med og se, hvordan løfte og opfyldelse hænger sammen i læsning/evangelium.

 

 

 

Placering i kirkeåret

En gammel tommelfingerregel siger, at første helligdagene er proklamatoriske, mens anden helligdagene ser sagen fra den sjælesørgeriske vinkel: Hvad betyder Jesus opstandelse for mig? Hvordan kommer påskeglæden ind i mit hjerte? Måske er der ikke mange kirkegængere, der kommer begge påskehøjtidsdage, men det skal ikke få os til at holde to prædikener, der begge får det hele med. Så vænner man jo netop folk til, at det er nok at komme den ene helligdag!

 

 

Tema: Påskeglæde i dit hjerte

A) De to fodgængere havde kun hørt et eller andet rygte om Jesu opstandelse, og sådan har mange mennesker det også i dag: De ved lidt om, hvorfor man fejrer påske, men budskabet er ikke blevet mere end et løst rygte for dem. Hvordan bliver påskens budskab til glæde og tro og håb for folk?

 

B) Jesus kom selv til dem, da de ikke vidste, hvad de skulle tro og gøre. Han KOM. Sådan er han nu, som han var på sin opstandelsesdag og julenat. Esajas 57,15 siger dette stærkt, og det vers er for mig at se GT’s lille bibel og et hovedord for hele inkarnationstanken: ”For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte”.

De to disciple havde nedbøjet ånd og knuste hjerter, så derfor kom han til dem. Hans hjem er to steder, dels i den himmelske herlighed og dels hos den nedbøjede og fattige her på jorden. Påskedag viser ham fra begge sider: Han besejrede døden ved den himmelske kraft, og opsøgte kort efter to nedtrykte mennesker. For netop hos sådanne vil han være. Inkarnationslæren rammes bedre i N P Madsens ”sang”: ”Du kommer Jesus til mig ind, og så …”, end i Ussings ”salme”: ”Nærmere Gud til dig…”. Han kommer til os!

 

C) Man ser ikke nødvendigvis Jesus, når man er nedtrykt, derfor kommer han til os igennem bestemte midler for at give tro og glæde på ny. Han begyndte med Bibelen, og gennemgik GT for dem. Da så de frelseshistorien i det store perspektiv: Det var ikke tilfældigt, at Jesus havde lidt og var død. Det var et led i Guds store plan. Og midt i dette bibelforedrag begyndte deres hjerter at brænde i dem. Ordet havde en iboende kraft. Midt i alt andet, mennesker skal høre på i dag, er der en særlig kraft i Guds eget ord.

Kirkefaderen Augustin havde i sin tid som kateket fået gennemgået Bibelen meget grundigt. Det gjorde man i Oldkirken. Han blev selv som biskop underviser for dåbs-kandidater, og anbefalede, at man i katekesen ikke gennemgik hele Bibelen vers for vers (!) men snarere holdt sig til hovedlinjer og hovedbegivenheder og prædikede over dem, så folk virkelig forstod frelseshistorien i dens struktur. Han startede sin katekumen-undervisningen med et timelangt overblik over strukturen i frelseshistorien. Måske var det også noget af det, vi skulle mere bruge tid på igen: At gennemgå hovedlinjer i Bibelen. Man kan ikke forudsætte at søgende mennesker kender dem. Man kan vel heller ikke altid forudsætte det hos almindelige folk i danske menigheder?

 

D) Bønnen var det næste middel. Jesus lod som om han ville gå videre, og så bad de ham blive. Han lod sig påvirke af deres bøn. Så havde de lært én vigtig ting mere om Jesus, Guds søn. Også i dag må vi bede ham blive hos os med sin glæde og han vil høre vores bøn.

 

E) Helt overbeviste blev de først, da han brød brødet. Nadveren er stedet, hvor vi møder ham selv. Får vi som præster rodet lov og evangelium sammen i én forvirring, så lyder det dog stadig rent ved nadverbordet: Dette er mit blod, som er udgydt for dig – tag det …”. Når dette rene evangelium lyder, skaber det tro og glæde og håb for nedtrykte og syndere.

 

F) Efter måltidet, vendte de to glade tilbage til de Jesus-troendes fællesskab. Her hører man til som kristen. Her styrkes man selv, og her styrker man andre. Andre mennesker kan vi have mange ting til fælles med, men med dem, der kender Jesus, er vi ét i hjerte og sind (ApG 4,32).

 

G) Når det bliver hverdag igen – også i troslivet – så går vejen til stadig fornyelse gennem disse midler, – de 4 B’er – som Jesus stadig bruger til at komme til os: Bibelen, bønnen, brødsbrydelsen og brødrenes fællesskab. Herigennem bliver vi bevaret i tro og glæde og ved dem skal vi vokse, så vi lærer Jesus bedre og bedre at kende. For uanset hvem vi er, så har vi meget at lære.

”Bliv hos os, Herre Jesus, så vi kan lære dig meget bedre at kende, end vi kender dig i dag. Giv mig at kende dig og din opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med dig, så jeg får skikkelse af din død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!” (Fil 3,10-11)

 

 

Salmeforslag
227,218, 242 – 610,233