2. påskedag - 2. tekstrække

4 marts 2022

Indledende bemærkninger.
2. påskedag handler naturligvis også om Jesu opstandelse og dens virkelighed. Påskedags tema skal derfor gentages. Men der er i højere grad 2. påskedag et særligt fokus på trosvishedens tilblivelse hos de tvivlende disciple. Sådan er det i teksten til 1. tekstrække, hvor vi hører om de to tvivlende og fortvivlede disciple på vej til Emmaus, som får tvivlen og smerten brudt gennem mødet med Jesus, der udlægger Skriften for dem. Det samme er tilfældet i teksten til 2. tekstrække, hvor vi hører om Maria Magdalene. Også hun var fastholdt af den smertefulde tvivl, indtil hun mødte Jesus, og han talte til hende og nævnte hendes navn.

 

 

Kortfattet prædiken – Tema: fra tvivl til tro.
Det er ikke påskeglæde, vores tekst starter med. Vi møder den grædende Maria Magdalene udenfor ved Jesu grav. Hun havde så uendelig meget at sige Jesus tak for. Han havde jo reddet hende ud af de onde ånders rædselsfulde vold. Der står i Markus- og i Lukasevangeliet, at Jesus havde drevet 7 onde ånder ud af hende. Så det var ikke mærkeligt, at fra det øjeblik, Jesus havde frelst hende, gav hun sig i Jesu følge som hans discipel. Og der står om hende, at sammen med nogle andre kvinder, der også havde oplevet Jesu frelsende indgreb, sørgede de af deres egne midler for Jesus og de 12 apostle (Luk 8,2-3). Maria Magdalene var altså en af dem, der stillede alt, hvad hun ejede, til mesterens disposition. Så vi forstår, at hun var knyttet til Jesus med troens og taknemmelighedens stærke bånd.
Men så kom de forfærdelige begivenheder: først i Getsemane have, da Jesus blev arresteret, og siden langfredag, da hun så ham lide og dø på et kors. Og hun var også med til at se, hvordan Jesu døde legeme blev lagt ind i den nye grav i Josef af Arimatæas have. Nu var alt slut. Det ubærlige var sket, og hun står så dér uden for Jesu grav og græder.

 

Graven var tom. For Jesus var opstanden fra de døde. Så hun skulle have grædt af glæde. Men hun kunne ikke tro det. Hendes tanker kørte i ring omkring det faktum, at graven var tom. Og hendes fornuft sagde hende, at den eneste forklaring måtte være den, at nogen havde flyttet ham. Men hvor var hans døde legeme? I bogstaveligste forstand var der ikke mere tilbage end fortvivlelsens tårer. Men alligevel blev hun revet ud af sin tvivl og vånde og kom til levende tro på Jesus som den opstandne. Inden længe blev langfredagsgråden til jublende påskeglæde. Men hvordan gik det til?
Lad os først standse ved, hvad det ikke var, der overvandt tvivlen. Den tomme grav gjorde det ikke. Tvivlen blev heller ikke brudt af det englebesøg, der fandt sted tidligt Påskemorgenen uden for den tomme grav, som vi hørte om i teksten i går. Det havde Maria Magdalene også oplevet sammen med de andre kvinder, som den morgen var gået ud til graven  Det hører vi ikke om i vores tekst i dag. Men at hun havde været med den morgen sammen med de andre kvinder, fremgår af hendes ord til Peter og den anden discipel: ”De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham”. Hun siger ikke jeg, men vi. Nu hører vi så i vores tekst om et nyt englebesøg. Men nej,  heller ikke det hjalp hende ud af tvivlen. Hun sad simpelthen fast i tvivlens mørke. Dét med englene og det, de sagde, gik helt hen over hovedet på denne tvivlende og dybt fortvivlede kvinde. Men nu sker der noget endnu større end englebesøg. Jesus er der selv, lige bag ved hende. Og hun så ham med egne øjne. Nu må tvivlen da vige. Men nej, heller ikke det hjalp. Hun sidder uhjælpelig fast i sine egne tankers tryllering. Hun mente, at det var havemanden, altså ham, der var ansat til at passe Josef af Arimatæas have.
Lad os nu lige standse lidt op her og overveje vores egen situation. Vi lever i dag på mange måder i en tvivlesyg slægt. Også vi, som tror på Jesus, kan opleve, at tvivlens mørke i et nu omslutter os, så det er, som om alt er mistet og tabt. Ingen af os er garanteret mod den gråd, Maria Magdalene kendte derude ved graven påskemorgen. Jesus er opstanden, men jeg kan ikke tro det. Og er man en discipel af Jesus, så følges påsketvivlen af påskegråden. Da kan man undertiden fantasere om, at det, vi nu behøver, er tegn og undere og slagkraftige beviser, som river os ud af vores tvivl og gør det uimodståeligt klart, at det er sandt, at Jesus lever. Kunne jeg bare få sådan et sikkert tegn, et håndfast bevis! Da kommer denne kvinde, som kendte til både påsketvivlen og påskegråden, og siger til os: tro ikke på disse fantasier om tegn og beviser. Det hjælper ingenting. Man har altid mulighed for at komme med en eller anden forklaring, der gør, at man fastholdes af tvivlen.

 

Men lad os vende tilbage til teksten for at få svar på, hvad der hjalp Maria Magdalene ud af hendes tvivl. Teksten viser os, at det, der gjorde det af med tvivlen, var, at Jesus talte til hende. Ét eneste ord af Jesu mund. Der skulle ikke mere til end at Jesus nævnte hendes navn – at han sagde ”Maria!” med al den kærlighed og omsorg og trøst, som var i hans stemme, da han sagde hendes navn. I samme øjeblik veg tvivlen, og troen blev til, så hun kunne sige ”Rabbuni”, som betyder: min Mester. Nu har hun atter en levende Herre at tro på og tale til. Alt sammen fordi han nævnte hendes navn. For da kendte hun ham på røsten.
Det vidunderlige og trøsterige er, at det, der hjalp Maria ud af tvivlen, er noget, der gentager sig. Hun er påskemorgens eksempel på den vej, Jesus bruger, når han går midt ind også i vores tvivl og overvinder den. Det har han selv udtrykkeligt sagt og lovet os i sin tale om sig selv som hyrden og os som hans får. Da sagde han de ord, der kaster lys ind over det, der skete påskemorgen for Maria Magdalene, og som også sker, når han fører os ud af tvivlen: ”Han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud” (Joh 10,3b). Ja, det er sådan, en discipel af Jesus også i dag føres ud af sin tvivl. Jesus opsøger os i sit ord. Når vi lytter til hans ord, så kalder han os ved navn. Det betyder, at han taler ordet, Bibelens ord, personligt til os. Han lader sit ord komme os ved – være et ord lige ind i vores liv og situation. Budskabet om Jesus, om hans fuldførte frelsesværk, om hans sejr påskemorgen og hans omsorg for os og hans kærlighed til os: alt det bliver så levende og personligt, når Jesus tager til orde. Det bliver et ord fra Jesus til mig. Han taler til mig, selvom en anden lægger røst til det, der lyder. Det bliver alligevel den gode hyrdes røst, der lyder tværs gennem menneskeord. Jeg hører dog hyrdens stemme. Nu overøser han mig med sin kærlighed. Nu sætter han mit navn på alle de gaver og goder, som ordet rummer. Sådan er det, når han nævner vort navn. Da angår det, han siger, mig. Det er ikke kun ord til andre.
Da er alle beviser og tegn unødvendige. Så mærkelig uaktuelle. Det, der sker, når Jesus taler til os i sit ord, er jo større og har langt mere vægt end alle beviser, som tænkes kan. Det gør det af med tvivlen, så vi ikke længere spørger efter noget andet, der skal til, for at vi kan tro på en levende Frelser. Hvad skal jeg med noget andet og mere, når Jesus nævner mit navn? Det er, som når solen skinner. Du står derude i solens varmende lys. Hvad i al verden skal du så med beviser på, at solen er noget virkeligt – at den faktisk eksisterer? Nej, hvad skal man med beviser, når man står dér midt i solskinnet. Man har hverken brug for astronomer eller andre videnskabsmænd! Solens eget lys er nok. Sådan er det også at stå dér midt i evangeliets lys og den varme, der udgår fra den levende Jesus, og som når os, når han kalder os ved navn. Det, som tusinde beviser ikke kan udrette, det sker, når Jesus nævner vort navn. Da må tvivlen vige og give plads for troens vished og glæde. Da har også vi ligesom Maria en dugfrisk påskehilsen at bringe vore brødre: en styrkende hilsen fra Jesus til dem, han har kaldt ind i troens rige, ind til det nye liv med ham.

 

 


Vedr. salmevalg:
Man bør ikke ved sit salmevalg skuffe menigheden på disse afgørende gudstjenestedage, som en påske er. Der er salmer, som langt de fleste, der er til gudstjeneste de dage, forbinder med påske, og som føles uundværlige. Skal man endelig have mere ukendte salmer med, fordi de indholdsmæssigt har stor vægt, så vælg dem til 2. påskedag. Og sørg så endelig for, at organisten ikke i påsken vælger ukendte eller fremmede melodier til kendte indsungne salmer.