2. pinsedag - 1. tekstrække

Speaker: Dan K. Månsson

Teksternes centrale budskab og sigte.
Sl. 104 har ikke – bortset fra v. 30 – mange hints med henblik på pinse-begivenheden, men som en lovprisning af Gud er salmen ypperlig.

Acta-teksten fortæller fra Peters revolutionerende besøg i hedningen Cornelius’ hus i Cæsarea. At det har været en lige så omvæltende begivenhed i forkynderen Peters liv som i Cornelius-familiens, vidner hele Acta 10 om. Nu fik Peter en større forståelse af det skelsættende i Jesu ord: “Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG.1,8). Helligånden tog bolig i hedninger.

Evangelieteksten er 2. del af Jesu samtale med Nikodemus. Her kun Jesu tale – eller er det Johannes’ forkyndelse af Jesus? Under alle omstændigheder er det oplagt denne dag at dvæle ved ‘Den lille Bibel’, om hvilken Luther sagde: “Denne tekst er mig hjertelig kær. Allerede i 12-års-alderen plejede jeg at sige, at man engang ved min grav skulle tale over dette ord…”.

 

Mellem tekst og prædiken.
2. pinsedag hører sammen med pinsedag med udfoldelsen af den nye tids konsekvens, nemlig hedningernes omvendelse og modtagelse af Helligånden, og et eksempel på den forkyndelse, hvorigennem Helligånden herliggør Jesus. Samtidig er teksten jo fortsættelsen af den kommende søndags beretning om Nikodemus. Nikodemus har spurgt Jesus: Hvordan bliver et menneske født ved Ånden, så svarer Jesus netop ved at forkynde evangeliet. Helligåndens opgave er at gøre det nærværende og vedkommende, så vi ser, det gælder os.

 

Prædikenansatser.
– I morgen er det fars dag (5. juni). Har børn grund til at fejre fars dag, så beror det på, at de erfarer sig elskede af deres far. På samme måde med ethvert menneskes forhold til vor himmelske Far. Fra Erling Ruuds andagtsbog “Ny kraft” (s.126) er følgende illustration hentet: Sundar Singh fortæller om en konge, som havde en statsminister, der blev kristen og bekendte sin tro for hele folket. Han fortalte kongen, at han troede på en frelser, der var kommet til verden for at frelse syndere. Kongen ville afskedige ministeren på grund af hans kristne tro, men lovede dog at beholde ham, hvis han kunne besvare et spørgsmål: “Når jeg vil have noget udført, siger jeg det til min tjener. Hvorfor skulle kongernes konge komme til jorden i egen høje person? Hvorfor lod han ikke bare nogle tjenere gøre det nødvendige?”
 Ministeren bad om et døgns betænkningstid. Han lod en dukke fremstille og klæde på, så den lignede kongens toårige barn. Mens kongen var på en rotur, blev dukken på et aftalt tegn fra ministeren kastet i vandet. Kongen sprang straks ud. Bagefter spurgte ministeren, hvorfor kongen selv var sprunget i vandet, han kunne jo bare have ladet en af sine tjenere gøre det. “Mit faderhjerte tvang mig til det,” svarede kongen. Da forstod han også, hvorfor Gud selv måtte stige ned for at frelse menneskene. Sådan er Guds faderhjerte også i dag overfor alle mennesker – fuldt af kærlighed. Guds faderhjerte drev ham til at ofre sig selv for vor skyld.

Gud elskede verden, den verden, der vender Gud ryggen. Gud elsker den gudskabte verden. Gud elsker ikke faldet, men den faldne verden. Gud elsker ikke synden, men fortabte syndere, det mislykkede og perverterede menneske. Det er vores verden, vores virkelighed, han elsker. Med kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Det er altså ikke en håbløs forelskelse.

 

Derfor gav Gud os sin enbårne søn. Gav ham til os som vores frelser. Gud elskede os lige til et kors. Som en far, der ser sit eget barn kæmpe med døden i havets bølger, skar det ham i hjertet, så han selv måtte springe i for at redde det, som var hans. Han opgav ikke! Og sønnen elsker; det betyder, at han gav afkald og tog tjenerskikkelse på, blev menneskene lig, ydmygede sig og blev lydig til døden, ja, døden på et kors, ophøjet over jorden som slangen i ørkenen.

Gud elsker den, som elsker mørket. Det er det centrale og anstødelige i evangeliet: Gud elskede den lyssky verden – verden elskede mørket. Verden har valgt at sige nej til Gud og fremturer i sit nej. Verden foretrækker at leve livet i syndens og dødens og fortabelsens mørke. Guds kærlighed er absolut! Den gælder alle til alle tider.

“Lyset er kommet til verden…” (Joh 3,19). Lyset fra Jesus er som solens stråler. Solens stråler afslører skidtet, de varmer og giver liv. Dér hvor et menneske skjuler sig for lyset, forbliver det i mørket. Det undgår at få afsløret alt skidtet i sit liv. Men samtidig bliver livet uden tilgivelsens varme, og livet dør. Forkyndelsen af Guds frelsende kærlighed i sin enbårne søn kan blive så stærk for et menneske, at man ikke flygter væk fra smerten ved at blive afsløret. Agape drejer sig ikke om varme følelser, men om handling. Gud satte handling bag sin kærlighed.
Det ligger i kærlighedens væsen ikke at bruge tvang eller magt. Kærligheden afslører sig, hengiver sig, ofrer sig, græder, lider, dør, men tvinger ikke. Derfor er det kun den, som tror, der får gavn af Faderens gave og Sønnens offer. Troen er Åndens nyskabende og genfødende gerning, når budskabet om Jesus forkyndes, og samtidig er troen den enkeltes modtagelse af Kristus.

 

– I morgen er det Grundlovsdag (5. juni). Også i Guds rige er der visse grundlove, der ikke kan laves om ved simple flertalsafgørelser: “Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn” (Joh 3,18).
Teksten bruger stærke ord: Elske – hade, lys – mørke, liv – død, frelse – dom, evigt liv – evig fortabelse. Det opsigtsvækkende er, at vi allerede har valgt. Vi kan ikke være neutrale. Men vi kan vælge om!

 

Salmevalg.
672 – 251 / 249 / 257 – 452 / 176 – 58 / 453 – 268 – 255 / 54.