2. søndag efter helligtrekonger - 2. tekstrække

Speaker: Frede Møller

Om dagen

Det er stadig epifani-tid, og epifani betyder, at Gud viser sit ansigt. Den grønne farve på kirkens messetøj i denne tid peger på, at det må gro i os, når Gud giver sig til kende. Det er dagen, hvor temaet i 1.tekstrække er Jesus, der forvandler vand til vin. Det må gerne skinne igennem, selvom det i år er 2.tekstrække.

 

 

Dagens tekster

Der er to muligheder, når det drejer sig om GT-læsningen. 1 Kong 8.1-12.22-30 rummer for størstedelens vedkommende den bøn, som Kong Salomo bad i forbindelse med templets indvielse. En bøn, der understreger Gud som den, der holder sine løfter, og som ikke kan rummes i noget hus på denne jord, men som alligevel har et sted, hvor han på en særlig måde giver sig til kende. Jer 17,12-14 understreger ligeledes Guds hellighed, og at Herren er Israels håb, som ingen må forlade, ”for du er min lovsang”.

Epistlen understreger, hvor vigtigt det er at blive hos Kristus, så vi på den måde må være Guds børn, der er på vej mod den endelige herliggørelse.

Evangelieteksten er den pragtfulde beretning om Jesus, der møder den samaritanske kvinde ved Sykars brønd. En tekst, som ikke oprindelig hører til på denne søndag, men som på en fin måde understreger dette med Guds herlighed, der giver sig til kende, hvor vi mennesker er små og uværdige.

 

 

På vej mod prædikenen

Det er så nærliggende for os at tro, at vi på en eller anden måde må kvalificere os til Guds rige. Det er altså ikke tilfældet. Guds rige er for de små (jvf. Sidste søndags tekst). Her møder vi også en kvinde, som hørte til blandt de små. Jesus har mod sædvane lagt vejen gennem Samaria og kommer til Jakobskilden i Sykar, hvor han sætter sig for at hvile. På den varmeste tid af dagen kommer der en kvinde for at hente vand. Gennem sine ord afslører Jesus kvindens fortid og nutid, samtidig med at han respekterer hendes værd ved at tale til hende, hvad en normal jødisk mand aldrig ville gøre.

Det afgørende i denne sammenhæng er dette, at kvinden får sine øjne op for, hvem det er, hun taler med. Igen er det Gud, der giver sig til kende (epifani), så hun ser den Messias, som det jødiske folk har ventet på i århundreder. Han er den, der er større end de gt-lige skikkelser (Abraham, Moses, profeterne, Johannes Døberen og altså også Jakob). En theologisk diskussion om Gaizim eller Jerusalem bliver det ikke til. I stedet må kvinden indse sin egen begrænsede virkelighed som synder (”Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort”). Hun erkender på den måde, at hun har brug for det vand, som denne frelser er kommet for at række hende: Det levende vand (livets vand), som gør, at hun aldrig mere skal tørste, men eje kilden med vand til evigt liv. På den måde er Jesus den, der virkelig formår at forvandle vand til vin! Det er han også i dag. Som Kong Salomo havde et sted, hvor Gud på en særlig måde kunne give sig til kende (templet), sådan har vi også et hus, hvor han har sat os stævne, og hvor han åbenbarer sin herlighed gennem  ordet og de sakramenter, han har givet.

Det er vigtigt gennem prædikenen at pege på den fattigdom, som er nødvendig for at modtage. Kun tomme hænder kan tage imod. Den samaritanske kvinde har sat sig udenfor gennem det liv, hun har ført, men for Jesus Kristus er hun et menneske, der er skabt i Guds billede, og som derfor er værd at frelse, så hendes mund også kan synge lovsang, som Jeremias siger det.

Sigrid Undsets bog ”Kristin Lavransdatter” er på en måde en parallel til beretningen om den samaritanske kvinde. Hun er også den, der på så mange måder har forbrudt sig, men da hun ligger for døden, opdager hun et lille mærke på fingeren, et M fra midterpladen på vielsesringen, Jomfru Marias hellige navnetræk. Da er det, Kristin glæder sig over, at hun skal dø, før dette mærke forsvinder. Hun er forvisset om, at Gud havde holdt hende fast i en pagt, som hvilede på hans kærlighed, og som elskovens hedeste brand og stormende vrede ikke havde kunnet lægge øde. ”Hun var hans tjenerinde, ejet af den Herre og Konge, som nu kom, båret på præstens viede hænder, for at skænke hende frihed og frelse.”

 

 

Salmeforslag: 494 Kærlighed fra Gud – 324 Dig rummer ej himle – 601 Herlighedens Gud/ 596 Kender du den livsens kilde – 121 Dejlig er jorden – 611 Så tag mig da ved hånden.