2. søndag efter påske - 1. tekstrække

Teksterne.
Ezekielteksten skildrer Gud som den gode hyrde i modsætning til folkets ledere (læs hele kapitlet!). Jesus identificerer sig derfor med Gud i denne Johannestekst, derfor ender kapitlet med at Jesus skal stenes! Sammenligningen med Ez. 34 viser, at Jesu hyrdebillede var mere provokation end idyl!
Teksten fra Peters første brev refererer til Es. 53 mere end nogen anden NT-tekst. Tekstens fine sammenhæng mellem Kristus som eksempel og som frelser er prædikenvejledning i sig selv!
Teksten fra Ap.G. 2 knytter til dels ved evangelietekstens sidste sætning om fårene fra fjernere folde, som han vil føre sammen med Israels får, men også ved Jesus som den, der sætter sit liv til for fårene.

 

Mellem tekst og prædiken.
Hyrdebilledet kan sagtens bruges alene med understregningen af ham som vor gode hyrde, men helheden i kapitlet rummer også opgøret med lejesvendene, folkets ledere, og Jesu identificering med Faderen. I versene forud – v.1-10, afviser han først at han stjæler fårene fra folkets ledere. Dernæst kalder han sig døren – som altså afgør om de andre er tyve, alt efter om de går gennem ham eller ej! Endelig kommer i vor tekst identificeringen med Gud i billedsprogets parallel til Ez. 34, og til sidst i v. 30 åbenlyst.
Kingos Kirkes alterbillede er en uforlignelig illustration til teksten: Jesus står i sine hvide gevandter a la Thorvaldsen, og i armene har han en 4-årig københavnerdreng i korte bukser, de står i det vildsomme buskads, hvor drengen er faret vild, og man ser byens rygende skorstene bagved i skumringen. Det er malet af prof. Carl Henningsen i 1901, da hans søn ifølge overleveringen var blevet væk fra en dag til næste morgen. Jesus er også hyrde for bybørn.
Til en familiegudstjeneste fortalte jeg, hvordan det er som lille lam/får at have den gode hyrde, blive ledet ud fra folden om morgenen, ud i gennem ørkenen til de gode græspletter, glæden ved at det ikke er en lejesvend, lysten til at løbe vild osv. Se hele teksten igennem fra lammets vinkel!
Muligheden for at inddrage kritik af vor tids hyrder er fristende, men sværdet må være tveægget! Vi er ikke selv den sande hyrde. Det giver konklusionen: Stol aldrig på, at dine ledere er fuldkomne – og stol aldrig på, at du selv er det. Lær den sande hyrdes stemme at kende, det er den bedste beskyttelse mod at blive ledt vild.

 

Prædikenskitse.
GT’s billeder af Gud som den gode hyrde vil jeg glæde mig over først, men tilføje kontrasten: at folkets ledere som regel er dårlige hyrder.
Når Jesus så gør sig til den gode hyrde, gør han krav på at være den eneste sande hyrde, eneste vej til Gud. En provokation også i vor tid.
Men tilføjelsen: “Jeg sætter mit liv til for fårene” inddrager Es 53. Selv disciplene fattede det først efter opstandelsen – f.eks. i 1. Peters brev.

 

 

Salmer:
Livet vandt (Tillægget 818), 357, 475,143, 202.