2. søndag efter påske - 2. tekstrække

Til søndagen.

Jesu opstandelse kaster et nyt lys ind over alt det, som Jesus har sagt og gjort. I forbindelse med en diskussion med jøderne har Jesus sagt om sig selv: Jeg er den gode hyrde og uddybet det: Jeg har magt til at sætte mit liv til, og jeg har magt til at få det tilbage (Joh 10,18). Selv disciplene havde svært ved at rumme disse ord og tage disse ord bogstaveligt, men Jesu opstandelse gør, at de og vi kan høre disse ord og tage det til os på en ny måde. At Jesus er opstået, betyder for os, at han er den gode hyrde, som gav sit liv for fårene. Men som opstod og “fik sit liv igen”, for at han kunne knytte sine får til sig i et evigt fællesskab. Det er temaet og perspektivet over 2. søndag efter påske, hyrdesøndagen.

 

 

Til teksterne.

GT-teksten: David var en fårehyrde, som Gud tog fra hjorden og gjorde til hyrde, dvs. til konge for sit folk, Israel (Salme 78,71). Og David var på mange måder en god hyrde for sit folk. Han skaffede folket ro for dets fjender, han førte arken til Jerusalem og gav folket gode ramme for at tro på Israels Gud. Men den egentlige hyrde var og forblev Gud selv, og den egentlige hyrde, som skulle føre folket tilbage til sabbatshvilen før syndefaldet, var Davidssønnen, Messias. Alt dette klinger med i Salme 23, hvor David sætter ord på trygheden og hvilen ved at have Herren som hyrde.

 

NT-læsningen rummer to valgmuligheder. I den første bruges ordet hyrde ikke, men sagen findes i Peters ord (ApG 2,36-41) om, at Gud har gjort den korsfæstede til Herre og til Kristus. Det betyder, at han er opfyldelsen af GT’s løfte om den tidsalder, hvor Gud selv og Guds Salvede vil være folkets hyrde (Ez 34). Og når det er tilfældet, så betyder det, at folket her og nu må omvende sig og erkende, at ham, de har korsfæstet, er deres eneste håb og frelse.

Den alternative mulighed, Hebr 13,20-21, bruger et originalt udtryk om Jesus. På baggrund af hans offer (en evig pagts blod) og hans opstandelse er Kristus fårenes store hyrde. Der er andre hyrder end Jesus. Apostlene kaldes til at være hyrder, jævnfør teksten sidste søndag, hvor Peter kaldes til opgaven: Vær hyrde for mine får. En præst er kaldet til at være hyrde og lærer i menigheden (ApG 20,28, Ef 4,11). Men vi andre er altså blot små hyrdedrenge, redskaber for den egentlige store hyrdes gerning.

 

Prædiketeksten er del af en større helhed, hvor Jesus er i en voldsom diskussion med sine modstandere. Han har omtalt sig selv som den gode hyrde og forudsagt sin død og opstandelse.  Og hans ord har delt tilhørerne i en skeptisk og i en mere åben og spørgende gruppe (10,19-21). Nu kommer der så en ny anledning til at tage tråden op, nemlig tempelindvielsesfesten (efter at Judas Makkabæus i 165 f. Kr. havde fjernet det afgudsbillede, som Antiochius Epifanes havde rejst inde i selve templet, så fejrede man en årlig genindvielsesfest af templet). Jøderne er usikre og i tvivl om det fundamentale spørgsmål: Hvem er Jesus? Hævdede han vitterlig, at han er Messias?

Jesus svar er, at deres usikkerhed ikke skyldes, at han ikke har sagt det, for det har han gjort i utvetydige vendinger (se f.eks. Joh 4,26). Ordene om, at han er den gode hyrde, vil også i jødernes øren høres som en Messiasbetegnelse. Deres usikkerhed skyldes, at de er blinde (9,41), at de ikke vil tro på ham og bøje sig for hans vidnesbyrd. I kontrast til det udfolder Jesus så, at den, der tror på ham, er hans får, og at han som den gode hyrde vil føre sine får til evigt liv og fællesskab med Gud. Hans får kan have vished og behøver ikke leve i den uvished, som kendetegner Jesu modstandere.

Fra en vinkel skildres discipelfællesskabet med Jesus som noget passivt. Jesus er den gode hyrde. Det betyder, at han selv opsøger og finder sine får. Og han kender sine får og bevarer dem, ikke blot her på jorden, men også gennem døden, og han befrier fra evig fortabelse og giver evigt liv. En discipel er i Jesu hånd, og det er et andet udtryk for at være i Guds hånd, for Jesus og Faderen er ét. Denne del af Jesu forkyndelse giver vished og hvile. For min evige frelse står og falder ikke med mig, men med Guds forudbestemmelse, hans kaldelse i tiden og hans førelse og beskærmelse gennem livet, døden og dommen.

Fra en anden vinkel betoner samme billede, at discipelfællesskabet er noget aktivt. Det er at tro på Jesus som den gode hyrde, det er at kende ham og høre hans røst. Det er at følge ham. Vores vished om evigt liv står og falder ikke med vores gerninger, men det involverer os og vores gerninger.

 

 

Til prædikenen.

En mulig indledning kunne være at fortælle om pastor Boye, som er kendt fra flere salmer i DDS (Dybt hælder året i sin gang, eller Naturen holder pinsefest). For halvanden hundrede år siden var København hærget af nogle forfærdelige epidemier, som gjorde, at tusindvis af mennesker døde. Alle de velstillede flygtede ud af byen til familie og venner på landet. De gjaldt også de fleste præster. Men der var nogle få, som blev tilbage, som besøgte de syge og begravede de døde. En af dem var præst ved Garnisons kirke, Casper Johannes Boye. I 1853 døde han selv under én af de forfærdelige epidemier.

Han var en god pastor, en god hyrde. Han flygtede ikke i farens stund. Han var villig til at være præst for mennesker, selv om han udsatte sig for livsfare, og faktisk kom til at lade livet 62 år gammel.

En god hyrde er nemlig én, der er villig til at ofre sig for sine får. Sådan gør Jesus det i dagens tekst, hvor han taler så provokerende og umisforståelig klart, at hans tilhører tager sten op for at lynche ham.

Punkt 1 kan være en udfoldelse af den korsfæstede og opstandne Jesus som den gode hyrde. Det betyder, at han er ét med Faderen. Han har liv i sig selv og er udødelig.  Men han valgte at sætte sit liv til for os. Han valgte endvidere at vise sin suveræne magt over døden ved at få livet tilbage igen. Alle andre gerninger, Jesu tegn og undere, viser hen til den grundlæggende gerning, at han døde og opstod for os. På den baggrund kan han befri os fra alt ondt: skyld, død, Djævelen og evig fortabelse. Han kan befri os til et personligt fællesskab, hvor hyrden kender fåret og fåret kender hyrden, og hvor han bevarer os og giver os evigt liv. Visheden om evigt liv betones af udtrykket Jesu hånd (v. 28) og Guds hånd (v.29).

 

 

Punkt 2 kan være en understregning af, at dette siger Jesus ikke til venlig orientering. Teksten rummer ikke blot en interessant kristologi, hvor Jesus udfolder sin lignelse om sig selv som den gode hyrde. I teksten placerer Jesus sig sideordnet med Gud og som den eneste, der kan beskytte mennesket mod fortabelse og give evigt liv. Teksten efterlader os med to muligheder, enten følger vi Jesus og hører hans ord som det, der kan give vished om evigt liv, eller også afviser vi denne intolerance og røber vores slægtskab med dem, der tog sten op for at lukke munden på ham.

Jeg kunne også tænke mig et tredje punkt om vished. Jøderne følte sig usikre, men Jesus taler om vished og tryghed. Fordi Jesus er den gode hyrde, kan vi have vished om evigt liv, men kan også have vished om beskærmelse i mørkets dal, vished om ledelse i vanskelige valgsituationer og vished om hvile midt i trængsler (jf. Salme 23).

Afslutning: Joh 10,27-28 er et af de vers, jeg vælger at læse, når jeg bliver kaldt ud til et dødsleje. Ind imellem har jeg måtte råbe det ind i et tunghørt menneskes ører, så hele plejehjemmet (måske) kunne høre, at præsten var på besøg. Der, hvor mennesker ikke længere kan læge, pleje eller lindre, da kan vi som kristne stadig gøre én ting: Pege på den gode hyrde.

 

 

Salmer: 403, 23, 664, 168, 667 under altergangen, 240