2. søndag efter påske - 2. tekstrække

Speaker: Frede Møller

Indledende overvejelser:

Igen er det vigtigt at huske, at vi befinder os efter påske. Det gør selve teksten, hvor Jesus taler om sig selv som den gode hyrde, ganske vist ikke, men den er placeret på denne søndag, fordi vi efter opstandelsen har brug for at vide, at Jesus er den gode hyrde, som vi må følge (jfr. sidste søndag), og som til gengæld skænker os evigt liv.

 

 

 

Eksegese

Tempelvielsesfesten omtales i Makkabæerbøgerne, som omhandler tiden forud for Jesu fødsel, hvor Israel kom under syrisk overherredømme. Den syriske konge Antiokus IV Epifanes afbrød ofrene i templet og vanhelligede det ved at opstille en stor Zeus-statue oven på brændofferalteret, hvor han ofrede en gris. Samtidig blev det forbudt jøderne at omskære og holde sabbat. En modstandsbevægelse under ledelse af Judas Makkabæus generobrede templet, så det kunne indvies på ny, og denne genindvielse fejredes så hvert år i december (”det var vinter”). En glædesfest, en lysfest (chanukka med den 9-armede lysestage) hvor man takkede Gud for hans indgreb, nærmest svarende til vores julefest.

Netop sådan en fest skaber forventningen om, at der snart må komme en Messias, som kan fordrive de romerske besættelsestropper og på den måde tænde lys. Derfor slår jøderne ring om Jesus og spørger: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” Jesus afviser det ikke, men peger på de ord, han har talt, og de gerninger, han gør. Hensigten med Jesu komme er, at de skal tro (Joh 3,16-18). Det er også hensigten med det skrift, som Johannes har forfattet (Joh 20,31). Igen og igen bliver det understreget, at det ikke sker. De ord, Jesus taler, er talt for at skabe tro. De gerninger, Jesus gør, er gjort for at skabe tro. Når det ikke sker, er forklaringen den enkle, at jøderne ikke automatisk hører til fåreflokken, sådan som de ellers bildte sig ind. Selvom de hører hans ord og ser hans gerninger, er de slået af blindhed (9,39-41). ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” (Joh 1,11). Nej, hvem er det, der hører hyrdens røst? Det gør fårene – dem, der hører ham til! Og fårene – det er de troende. (”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn”, Joh.1,12).

 

 

At være Abrahams børn/Guds børn er altså ikke noget, man er automatisk (Joh 8,31 ff.), men noget, som Gud skaber (Matt.3,9), og hvor troen er en virkelighed, er det evige liv det også. (1 Joh 5,10-12). Interessant er den nye oversættelse: ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min hånd.” Personligt tror jeg, det er en rigtig oversættelse, som giver bedre mening i konteksten end den tidligere. Hensigten er at sige, at selv i de mørkeste timer skal Jesu disciple vide, at han er med dem, og de er i hans hænder. Fårene betyder mere for ham end noget andet, for de er skænket ham af Faderen, som Jesus som Guds søn er ét med.

Da jøderne hører Jesu ord, bliver de selvsagt rasende. Vreden skyldes hans ord om, at de ikke uden videre skal tro, at de hører til fårene, men vreden skyldes måske endnu mere ordene om, at han er ét med Faderen. Det første er en fornærmelse af dem som folk, det andet er ren blasfemi, som der må gøres op med på stedet. Det røber slutningen på dette afsnit, som lyder: ”Atter samlede jøderne sten op for at stene ham” (v.31).

Man kan reagere på to måder, når Guds ord lyder: Enten får ordet lov til at ramme, så det stikker i hjertet (Luk 3,10; ApG 2,37; 16,29-30), eller også skærer vi tænder og holder vi os for ørerne (ApG 7,54-57). Tiden er dog ikke inde til at få ram på Jesus. Han forlader stedet og tager atter over til den anden side af Jordan til det sted, hvor Johannes Døberen før havde opholdt sig. Sandheden i hans ord viser sig ved, at jøderne afviser ham, mens andre kommer til ham, ja, ikke nok med det: Andre kommer til tro på ham (v.42).

 

 

 

Prædikenansats

Hvad skal vi så prædike 2.søndag efter Påske?

Det er naturligt, at der går en linje fra sidste søndag og dermed tilbage til påskens begivenheder.

Også i vor tid er der jo toner, der går i retning af det automatiske. Selvfølgelig er vi Guds børn, når vi er døbt, hedder det. Selvfølgelig er vi Guds børn, når vi kommer i missionshuset og i kirken!

Men spørgsmålet er jo, om vi hører den gode hyrdes stemme?

Der var mennesker på Jesu tid, som tog det som en selvfølge, at de var med. De tog fejl. Der var mennesker, som så det som deres kald at bekæmpe Jesus og få ham skaffet af vejen. De tog fejl. En af dem hed Saulus. Tager vi også fejl, når vi selvfølgelig regner os til dem, der hører med?

Spørgsmålet må hele tiden være, om ordet fra Gud rammer os, stikker os i hjertet, så det får os til at besinde os på kursen, eller om det luller os i søvn?

 

 

Som de, der lever efter opstandelsen, og som derfor har en levende herre og frelser, er det vigtigt, at han får lov til at være den gode hyrde, der leder os. Så kan det gå sådan, at vi får lov til at være redskaber i hans hånd, sådan som Simon Peter blev det, som dagens lektie fortæller (jfr. hans indvielse, som vi hørte om sidste søndag), eller som Saulus blev det, da Gud greb ind og gjorde ham til Paulus. Det kan også gå helt anderledes, som vi også har vidnesbyrd om det. Der er ingen garanti for blomstrende vækkelse, hvor vi går frem! Men hvor fårene hører hans røst og følger ham, lover han dem evigt liv. Det er ikke almindelige får, der er tale om her. De ville være tilfreds med omsorgen og den føde, han tilbyder på de grønne enge! Men når fårene er levende mennesker, der står ansigt til ansigt med fjenderne, som kan slå dem ihjel, ja, så er det anderledes. Da er det godt at vide, at vi betyder mere for ham end noget andet. Hugger de hovedet af os, er det godt at vide, at selv vore hovedhår er talt, og at fortabelsen er udelukket for dem, der tilhører Kristus. ”Ingen kan rive dem ud af min faders hånd”, siger han.

Det er et vældigt budskab. Det skal ikke prædikes til højre og venstre, sådan som det ofte sker, når ordene bruges ved begravelser og bisættelser. Nej, meningen er, at de skal lyde til dem, der tilhører Jesus Kristus (”det, min Fader har givet mig”). Det er dem, han er med alle dage indtil verdens ende. Det er dem, der er i Herrens hænder. De, der hører den gode hyrdes stemme.

 

 

 

Salmer

406                Søndag morgen fra de døde

484                Du, som vejen er og livet

302                Gud Helligånd! O kom

Prædiken

594                Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme

232                O salig påskedag

51                  Jeg er i Herrens hænder