2. søndag efter påske - 2. tekstrække

Speaker: Peter Søes

Indledende bemærkninger til forståelsen og tekstarbejdet

GT-læsningen er Sl 23, der skildrer Herren som hyrde. Det er der ca. en halv snes GT-tekster, som gør, men netop denne salme er enestående, kendt og elsket som den med god grund er. To elementer fra salmen genfindes i Joh 10, nemlig mad (v2, sml. græsgangene, Joh 10,9) og beskyttelse (v4, sml. Joh 10,28), men det er generelle træk ved hyrdebilledet, og Joh 10 kan ikke af den grund siges at henvise til Sl 23. Derimod er selve det, at Jesus bruger en eksplicit gudsmetafor om sig selv naturligvis afgørende.
Epistellæsningen er enten fortsat læsning fra Peters pinseprædiken eller den korte og fyndige Hebr 13-læsning, som jeg vil vælge, fordi den så fint knytter hyrdeudsagnet om Jesus sammen med hans opstandelse.
Evangelielæsningen er fra anden del af Joh 10, hvor Jesus i sin tale ved tempelindvielsesfesten fortsætter med at skildre sig selv som den gode hyrde.
Selve bemærkningen om tempelindvielsesfesten er væsentlig. Ved den foregående sabbat læste man (formentlig) Ezek 34, og denne tekst er, sammen med Jer 23,1-6, givetvis den vigtigste baggrund for Joh 10. Det, som gør disse tekster vigtige, er dels at folkets ledere (»Israels hyrder«, Ezek 34,2, sml. Jer 23,1f) er den umiddelbare GT-lige baggrund for den »fremmede« (v5) og »daglejeren« (v12f), dels at messias optræder i netop disse to af GTs hyrdetekster i skikkelse af David/Davids søn. Som K. Bailey udtrykker det: David står ude i kulissen for at tage sig af hjorden, når først Gud, den gode hyrde, har gennet dem sammen og ført dem tilbage til landet. Specielt det messianske udsagn i Jer 23,6, hvor Davidssønnen får Herrens eget navn (navnet: »Herren er vor retfærdighed«) er bemærkelsesværdig, fordi det er et af de få steder i GT, som tilskriver messias guddommelighed (sml. Es 9,5), og som dermed peger frem mod Joh 10,30. Man kan undre sig over, at Jesus ikke henviser til denne tekst i stedet for til Sl 82,6 i det følgende (Joh 10,34), men det ligger uden for prædiketeksten.

I alle tilfælde er teksten kristologisk. Jesu samtalepartnere beder ham svare på, om han er Kristus (v24), og Jesus svarer i første omgang ved at henvise til, hvad han gør i Faderens navn (v25), dvs. ved her, som så ofte før i Johannesevangeliet at henvise til sit enestående forhold til Faderen. Hvad der ligger i at han handler i Faderens navn, uddybes ved at hans hånd og Faderens hånd på en måde »smelter sammen« i vv28f, og kulminerer med v30: Jeg og Faderen er ét. Læg mærke til, at det er derfor, de vil stene ham (v31, sml. v33), ikke fordi han hævder at være Kristus/messias. Det kunne man jo i princippet godt hævde at være, uden at der var noget anstødeligt i det, men Jesus hævder det på en måde, som de opfatter som blasfemi. Man kan sige, at den messianitet, den måde-at-være-Kristus-på, som han gøre krav på her, sprænger ikke bare deres messiasforventninger, men hele deres verdens- og gudsbillede.
Her som overalt i Johannesevangeliet, er sammenhængen mellem kristologi og soteriologi stærkt fremhævet. Når han, som er ét med Faderen, er kommet, er det for at give evigt liv (v28). Det sker ved troen (sml. Joh 3,16) – men troens fællesskab med Jesus er her skildret ved tre udtryk fra hyrdebilledet, nemlig at følge, at kendes og at høre hyrdens røst.

 

 

Prædikentemaer
En mulig indfaldsvinkel kunne være at gå lige på selve billedet af en fåreflok. Man kan få folk til at forestille sig (og evt. vise et billede, hvis man har mulighed for det) en stor flok får, som står i en fold eller på en mark og ligner hinanden. Udefra er det ikke til at se forskel, og hvis man blev bedt om at udpege, hvilke dyr, der tilhører en bestemt hyrde, ville det være umuligt. Der kan være både »sorte« og svage får imellem – men det er i alle tilfælde først, når hyrden kalder på dem og hans får svarer ved at følge ham, det bliver klart, hvem der tilhører ham. For det er forholdet til hyrden, der gør forskellen. På samme måde kan man ikke udpege, hvem der dybest set er kristne, hvis man ser på mennesker udefra. Der kan også være »sorte« får, og der kan være svage mennesker, men i alle tilfælde er det forholdet til Jesus, og intet andet det, der gør forskellen.
Men hvem er han da, denne »gode hyrde«, Jesus? Det må man udfolde. Man kan vælge at gå ind på konflikten i teksten mellem jødernes forventningshorisont og Jesu krav på guddommelighed, men man kan også vælge simpelthen at tale enkelt (og stærkt!) om, at Jesus er Gud selv, som er kommet til os, og at det betyder, at han har magt, magt nok til at intet kan rive nogen ud af hans hånd, og så kan man fokusere på den tryghed, der er i det og fremstille hans guddommelighed ud fra de to hænder (Faderens hånd og Jesu hånd), der ligesom »smelter sammen«.
Den tryghed betyder ikke en beskyttelse mod modgang og farer, hverken i livet eller i teksten. Det ved enhver af erfaring, og det skylder man at gå ind på. Og på den måde punktere noget af det »glansbilledagtige« ved hyrdebilledet, evt. med inddragelse af Sl 23,4 (og DDS 664,4, hvis man skal synge den). Men den betyder et løfte om evigt liv (v28), som intet kan true, for den, der tror.
Det betyder, at teksten er en udfordring til tro, og det vigtigste udtryk i den forbindelse er at »høre« – eller at »høre efter«, når man »bliver kaldt på«. Jesus talte her »for døve ører«; de hørte, hvad han sagde, men de hørte ikke efter og reagerede ikke på det. Men det, han siger om sig selv, og det han lover at give, kan altså kalde noget frem i os, som »hører efter«, og det er det, der gør forskellen. Lad der så bare være en del »sorte får« imellem dem, der hører efter – det er ikke det, der gør forskellen, men alene forholdet til ham.

 

 

Salmer
664 er oplagt, og det er 667 også med en prædiken i det ovenfor skitserede spor. Alternativt en af de andre »hyrdesalmer« (662 og 663). Jeg ville også vælge 538 pga. henvisningen til prædiketeksten i strofe 7og så satse på nogle lidt lettere og kendte kristologiske salmer for resten, f.eks. 51 og 52.