2. søndag efter påske - 2. tekstrække

Speaker: Holger Haldrup

Prædiketekst: Joh 10,22-30

Ikke mindst fordi lektien er Salme 23 slår hyrdetemaet igennem denne søndag, selv om det er efter 1. tekstrække, at vi får det meste stof fra Joh 10 til dette tema. Men det er også med i vort evangelieafsnit. Det er også muligt at få yderligere vægt på dette ved at vælge den alternative læsning fra Hebr 13, men jeg vil foretrække førstevalget fra ApG 2, som er taget kort efter læsningen fra søndagen før af Peters pinseprædiken. Denne prædiken er en udmærket fortsættelse af den prædiken og stridssamtale, Jesus selv begyndte, og som afkrævede afvisning eller tilslutning af tilhørerne.

 

 

Eksegetiske overvejelser

Vi følger et kendt mønster hos Johannes. Jesus har sagt eller gjort noget afgørende, og det fører en til tider ophedet diskussion med sig. Her har Jesus talt om sig selv som den gode hyrde og døren. I sig selv sprængfarligt, fordi Salme 23 jo taler om Herren som hyrden.

Jesus sætter sig i Guds sted, og det er netop diskussionens kerne. Den finder sted ved festen for genindvielsen af templet. Den fest har som den eneste, der nævnes i NT ikke baggrund i en gammeltestamentlig fest. Den var til minde om templets renselse og genopførelse under Judas Makkabæus i år 164 f. Kr. efter at Antiokus Epifanes havde vanhelliget det. Festen kaldes også lysfesten.

Den er ved vintertide, og der er koldt i mere end en forstand. Modstandernes stemmeleje nærmer sig det skingre, men der er alligevel på ingen måde enighed iblandt dem. Kan Jesus kaldes dæmonbesat eller ej? Derfor spørger de ham om hans bekendelse. For deres vedkommende ikke for at bekendelsen skal føre til tro på ham, men for at de kan have noget at anklage ham for. For dem, Johannes skriver til, har bekendelsen dog en helt anden hensigt. Han skriver det hele for at det skal føre til tro (20,31).

Striden er om hans messianitet, og om den slår Jesus fast, at den ikke er af den nationalistiske slags, som de havde forventning om, men at den udleves i en dyb overensstemmelse med Faderen. Der anslås et tema om enheden mellem Faderen og Sønnen, som genfindes mange steder i Johannesevangeliet, ikke mindst i de efterfølgende vers (v31-39). Netop fordi jøderne ikke kunne eller ville se denne enhed, forbliver de vantro.

Her overfor står troen. Om de troende gælder en vekselvirkning mellem det, de foretager sig, og hvad Jesus som den gode hyrde gør:

 

De hører

Jeg, hyrden, kender

De følger

Jeg giver evigt liv

De skal ikke gå fortabt

Jeg holder dem fast.

Der er ganske enkelt en væsens- og kapacitetsforskel mellem hyrden og den troende. Den troende har ikke en chance for at kende, give evigt liv og holde fast. Det er den enestående mulighed Jesus har, fordi han er ét med faderen. Til gengæld kan den troende lytte, følge og modtage frelsen og dermed undgå fortabelsen.

 

 

Til prædikenen

Det er jo her konfirmationerne kommer for mange. Og faren for floskler i række kan være nærliggende.

Så det mest autentiske er uden tvivl når præsten selv vover sig frem med sit vidnesbyrd om, hvad det har betydet at have Jesus som den gode hyrde.

Har man ikke brugt den med GPS-en for nylig, er den glimrende til et illustrere hvad det betyder at have en at lytte til og følge. Her er det vigtigt, at man får tastet den rigtige adresse og ikke ender som det ægtepar, der skulle til Capri men tastede Carpi på dimsen, og så endte 600 km borte fra deres destination.

Hvad skal der da stå for at nå det rigtige sted hen? Himlen? Eller Vorherre? Nej, der skal stå Jesus. Han kender os. Han giver evigt liv og han er i stand til at holde fast.

 

 

En prædiken

Holdt i 2002, men ikke med fuldt manuskript:

Lad os vove det ene øje: Hvad er for sådan en almindelig dansker ligheden mellem … Jesus og sådan en Lexus sc 430?

En lidt fjern og uvirkelig drøm. Lidt kendt af de fleste, som biler jo er, og så med en særlig interesse for en bestemt gruppe.

Det var ved vintertid, da Jesus gik i Salomos søjlegang.

Sådan var det også en vinterdag, da den kære motorsportsjournalist skulle en tur på motorvejen med vidunderet. Lastbiler på tværs, men det gjorde nu ikke noget, for der var masser at finde ud af. Sådan slog også jøderne ring om Jesus, standsede som en hel vejspærring og det var bestemt tilstrækkelig interessant til, at de gerne holdt ringen sluttet et stykke tid: For her var så meget, som de aldrig havde set før: Tegnene Jesus havde gjort. Hvad rummede han i grunden? Var han Kristus, Messias?

Tilbage til journalisten i bilen. Når han så først holdt stille, kunne han bruge navigationssystemet, så når han indtastede sit rejsemål, var der herefter en mild røst, som fortalte, hvordan han fandt frem.

Jesus svarede folkene, som havde standset ham: Mine får hører min røst. Handler det om det samme: Den Jesus, vi samles om her i kirken, er han i virkeligheden livets navigationssystem? Der hjælper smidigt frem gennem tilværelsen, måske endda ad de mest farbare veje?

Der er en helt afgørende forskel. I bilen sætter chaufføren målet – hver sit forskellige mål.

Jesus er ikke en praktisk medhjælp til nu at få sig transporteret derhen vi nu finder for godt.

Han sætter selv målet.

Det er den tanke, der er nærliggende, når talen er om Jesus, der ikke blot kan installeres som et praktisk stykke værktøj.

Det begynder at koste noget. Selvbestemmelsen. Den absolutte autonomi. Opfattelsen af, at vi kan selv, og bare vil have det lidt lettere med lidt støtte, som sådan en stemme kunne være.

Og ikke nok med at lytte, men også at følge. Tro på Jesus er en fast relation.

Der er forskel på at drømme på biludstilling og så have den hjemme i garagen. Det vil gøre noget ved naboen. Hvad enten det drejer sig om bilen eller Jesus.

Dietrich Bonhoeffer: Når den hellige skrift taler om Jesu efterfølgelse, så forkynder den dermed menneskets befrielse fra alle menneskeforskrifter, fra alt det, som trykker og tynger, alt det, som skaber bekymring og samvittighedskvaler. I efterfølgelsen kommer menneskene ud fra deres egne loves tunge åg og ind under Jesu Kristi milde åg. Jesu bud vil aldrig ødelægge liv, men opholde, styrke og helbrede.

Den er jo alt for dyr – ligner en million og koster halvanden, og vi klarer os jo lige så godt uden. Siger vi om bilen – og mange gør om Jesus. Men …

Og jeg kender dem.

 

 

I bilen: En vis ydre indstilling af sæder, spejle og måske temperament til automatgearet.

Om den gode hyrde: Salme 139: Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

 

Og jeg giver dem evigt liv.

Og intet kan rive dem ud af min hånd.

På bilen: Begrænset garanti.

Hos Jesus: livstid +.

Motorjournalisten sluttede af med følgende vurdering:

Sikkerhed 3*

Daglig brug 4*

Ejerglæde 5*

Værdi for pengene 2*

Hvordan vurderer du dit forhold til Jesus?