2. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Frank Jacobsen

Vi indledte trinitatistiden i søndags med en tekst og en prædiken, som drukner og overgiver alt rigt og herligt hos os til dødsriget, men åbner Guds rige for den fattige, som i troen ser hen til Guds frelse. Men netop, at det er den fattige, som er fuld af sår, som skal gribe om Guds frelse i Jesus, gør det nødvendigt, at frelsens evangelium udråbes for ham af dem, som Herren sender.

 

En sådan påmindelse er denne dags prædiketekst for enhver prædikant. Her pålægges det Guds prædikanter at gå med dette budskab: Kom, for nu er alt rede.

Med dette evangelium vil Herren holde et stort festmåltid, siger Jesus til sine prædikanter. Som vi så i søndags, er Skrifterne (GT) dte redskab, hvormed prædikanterne skal ophøje Jesus for troen. Og det kan vi passende straks gøre brug af i dag, hvor lektien fra Esajas omtaler dette festmåltid og siger, at Herren vil afholde dette festmåltid på dette bjerg.

 

 

Dette bjerg er Zions bjerg med tempeltjenesten. Og som vi ved fra 2 Mos 25,40 og Hebr 8,5 var dette tempel og præstetjenesten deri udført nøje efter det forbillede, som Gud viste Moses på bjerget af Jesu ypperstepræstelige tjeneste for os i den himmelske verden. Og netop Hebræerbrevet gør brug af denne tjeneste til at ophøje Jesus og vise, hvorledes han med sit offer står inde for en bedre pagt, som bygger på bedre løfter. For medens lovens løfter hviler på de ord: Gør dette, så skal du leve, hviler frelsens løfter på de ord: Han har med ét eneste offer for bestandigt ført os til fuldendelse.

 

Nu siger lektien, at Hærskarers Herre med dette budskab om, at alt nu er rede, skal holde festmåltid for alle folkeslagene med fede retter og lagret vin, så Gud Herren tørrer tåren af hvert ansigt – et skønt billede af evangeliets prædiken – af forkyndelsen af den tjeneste, hvormed den evige forløsning fra syndens og dødens lov blev beredt og fuldbragt. Her skal ikke prædikes sparsomt, men med fyldige, lagrede ord – ord, som kan beruse den fattigste synder og gøre ham rig i overflod (bemærk igen, at Esajas på ny understreger, at det er den svage og fattige, som priser Herren for dette måltid, 25,4).

De prædikanter, som Herren sender, skal ikke bare sige nogle ”evangeliske sandheder.” De skal prædike evangeliet om, at alt er fuldbragt, som dem, for hvem det selv er blevet et brændende lys i hjertet – et livets ord, de prædiker for selv at blive overbevist af den hellige ånd, som er i ordet.

 

 

Samtidig påmindes prædikanten, som går med dette evangelium, om, at det så vist ikke er alle, som har interesse i dette festmåltid. For dem er der andre ting, som betyder mere, og som de har større interesse i at samles om. Det angår forhold, som de føler mere nærværende. Medens festmåltidet angår himlen og vort forhold til Gud, angår deres interesse jorden og forhold her, som holder deres interesse fangen. De siger ikke åbenlyst nej. De har bare den undskyldning, at det har andre problemer, som skal plejes. Det har fristet mange prædikanter til at prædike en mere synlig og livsnær ”kristendom,” som ligger kød og blod nærmere.

 

Prædikanten bør bemærke, at det er de indbudte – her: jøderne, som havde fået Guds Ord betroet (det synlige gudsfolk), som ikke siger åbenlyst ”nej,” men blot forklarer, hvorfor de ikke har trang til at samles om evangeliets festmåltid. Det er en kamp for livet at blive bevaret i troen.

Men ude i verdens og den synlige kirkes udkant – skubbet ude, hvor de befinder sig, som ikke er stærke, som intet stort kan udrette, som ikke kan vise noget frem, som er rigt  – dér findes de, som Herrens glædesbudskab er beregnet på.

 

 

Salmeforslag
403 – 300 – 254 / 362 – 175