2. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Hartvig Wagner

Det helt store og af gørende er sket! Hvad mennesker til alle tider og blandt alle folkeslag har længtes efter og forgæves søgt at opnå, er nu blevet virkelighed! Der er blevet bygget bro over det uovervindelige svælg mellem den tilværelse, vi lever midt i, hvor livet og glæde bestandigt ødelægges af angst og rådvildhed, tomhed og ondskab, smerte og død, og den den tilværelse, vi aner at være skabt til, hvor samvittigheden er fri, hjertet glad, og hvor døden ikke findes. Broen er Jesus Kristus fra Nazaret.

Når den kristne kirke bekender om Jesus Kristus, at han både er sandt, virkeligt menneske og tillige sand, virkelig Gud, er det netop udtryk for, at i hans person mødes de to verdener: menneskets verden, mærket af skyld og død, og Guds verden, hvor både skylden og døden er overvundet. Det samme siges med ordene: “undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria”.

Jesus Kristus er broen mellem de to verdener: menneskets verden og Guds verden. De mødes i hans person. Videre bekender vi om Jesus Kristus: “pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet”. Det er præcis vor situation, vor verden, fuld af lidelse og uret og døden til slut. Og når vi fortsætter: “opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”, så er Guds verden på tale, hvor lidelsen, uretten og døden er overvundet, og adgangen til den hellige, evige Gud er fri. Det er den verden, vi med vort oprør mod Skaberen har forladt, men aldrig helt har kunnet glemme og mere eller mindre bevidst stræber imod. Det tabte Paradis! Men hvordan nå det? Svælget er uovervindeligt. Ingen bro! Jo, der er. Blot ikke en bygget af os, men af Gud selv. Hans nådige tilbud, vor eneste chance for at slippe over, er Jesus Kristus, Guds og Marias Søn. Julenat, langfredag og påskemorgen blev broen gjort klar. Det er det, der ligger i de ord, hvormed Jesus døde: “Det er fuldbragt!”
Broen er klar. Den, der betror sit liv til den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, får sammen med ham adgang til Guds evige verden og får lov at stå ved hans side ansigt til ansigt med den levende Gud – allerede her i syndens og dødens verden. “Kom! for nu er det rede”, sender værten sin tjener ud for at sige til de indbudte. Det er sagen i Jesu egen forkyndelse og i den prædiken om ham, som ingen siden har kunnet bringe til tavshed: “Kom! for nu er det rede.”

“Guds rige er kommet nær!” Broen er bygget og klar. Broen er Jesus Kristus, Guds og Marias Søn, sand Gud og sandt menneske. Nu kan det råbes ud i den vide verden: I skal ikke længere forgæves slide og slæbe, sukke og græde, længes og stræbe efter den verden, som I godt ved er til, men ikke kan nå! Lad jer blot bære ind for Guds ansigt af den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus. I ham er Guds rige, Guds verden, kommet til os. Nu er det rede. For han har overvundet svælget, synden og døden, som skiller. Derfor siger han nu også til os: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Og Augustin har ret, når han siger: “Du har jo skabt os til dig, o Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig.”
Jesu indbydelse er et tilbud til det forvildede barn – et tilbud om at blive fulgt lige hjem til trygge kår hos sin far. Derfor ved Jesus ikke noget bedre billede på Guds verden end netop festmåltidet. Og dog tåler ingen fest sammenligning med det, der sker, når det går op for et menneske, at alt er rede. Broen er bygget! Tænk, jeg får lov at stå ved Jesu side for den hellige, evige Guds ansigt og kalde ham min himmelske Far, som jeg kan vente mig alt godt af!

Alle er indbudt til sådanne lykkelige kår. Barnets glade, frie, trygge kår. Hvilken fest! Men de begyndte alle som en at undskylde sig. Ikke at de blankt afviste for bestandigt. Hvem er også så materialistisk, at han ganske afviser på et eller andet tidspunkt at få klaret sin sag med Gud. Men der er gerne noget, der ligger mere lige for. “Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt!” Og har Gud da ikke ligefrem selv befalet os gøre os til herre over jorden? Jo, det er for resten det, vi med et moderne ord kalder kultur og går vældigt ind for. Men der er noget, der i Guds øjne er vigtigere end kulturen, nemlig at du og jeg finder over broen, mens chancen er der. Og en anden sagde: “Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme!” Men er ægteskabet ikke Guds egen gode indretning? Sagde han ikke selv: “Bliv frugtbare og mangfoldige”? Jo ægteskabet, hjem og familie er Guds gode vilje og gave. Men der er noget, der i vigtighed går forud for at hygge sig med kone og børn, nemlig at finde over broen, mens vi har chancen. Det ønsker han i kærlighed til os.

De tre i lignelsen fik chancen og misbrugte den. Det er risikabelt! De fik den ikke igen. Nu har vi den! Sæt den ikke over styr! Når Gud handler og kalder, gælder det: “Nu må du omvende dig! Nu må du have gjort op med Gud og mennesker. Nu må du se at få orden på din kirkegang, din bibellæsning, dit bønsliv! Nu må du ud til en syg og gammel! Nu må du give dig tid til at lytte til et besværligt menneske!” Når Gud kalder, står intet mindre end festmåltidet i Guds rige på spil, barnekårene hos Gud her og i evigheden!
Hvad nytter det, at broen er klar: Jesus Kristus og det han har sagt og gjort, hvis du ikke vil over broen, mens du har chancen? Der går et skel mellem mennesker. Der er dem, der kommer med til festen, og dem, der ikke gør. Men læg mærke til, hvem der sætter skellet. Det gør indbyderen ikke, men de indbudte selv. Alle fik indbydelsen, men de, der mente, de kunne vurdere tingenes betydning og selv bestemme farten, kom ikke med. De, der kommer med, er dem, der straks indser, at deres eneste chance er at tage Gud på ordet. Dem, der siger sig selv, at Gud må være den klogeste. Så når han siger: Kom! så snyder jeg mig selv, hvis jeg ikke gør det. Tilmed håner jeg Gud ved at afvise hans kærlige indbydelse.

I dag kalder Gud på os. Broen er klar til det tabte Paradis. Nu vil Gud, vi skal gå over. Gud vil have os ind i sin Søns følgeskab og tjeneste. Det er vejen til festmåltidet og glæden. Kom! siger Gud. Nu får du chancen! Vi har da kun ét at gøre: Gribe den med tak og sige: “Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.”

 

Salmer:
674 / 605,7 / 527 // 590 / 692,5